Tysk eksminister: Partileder havde plan om at vælte Angela Merkel
De Grønne er ikke færdige med et rette skytset mod FDP efter mislykkede regeringsforhandlinger.
Han har aldrig villet det.
Det synes at være opfattelsen, som De Grønne har af FPD’s leder Christian Lindner, der sent søndag forlod regeringsforhandlingerne mellem CSU/CDU og De Grønne.
Efterfølgende væltede den grønne kritik ned over det liberale FDP og ikke mindst Lindner, som mange mente saboterede forhandlingerne med vilje. Og tirsdag havde vreden tilsyneladende ikke lagt sig hos De Grønnes Jürgen Trittin.
»Hr. Lindner havde, sikkert sammen med andre, herunder visse fra Unionen (CDU, red.), en plan om at stoppe og vælte fru Merkel. Hans flugt fra ansvaret kan dog, stik modsat hans hensigt, have haft det resultat, at kanslerens position er blevet styrket,« siger den tidligere miljøminister og nuværende parlamentsmedlem til Die Welt.
Det er dog ikke det billede, der ellers bliver tegnet af kommentatorer og eksperter, som peger på, at sammenbruddet også er en falliterklæring for Merkels ledelsesstil. Ikke desto mindre har Christian Lindner fundet det nødvendigt at forklare sine partimedlemmer, hvorfor han valgte at gå.
I et brev, som bliver refereret af bl.a. Tagesspiegel, lyder det, at FDP ikke ville lade sine vælgere »i stikken ved at gå med til en politik, som vi ikke er overbeviste om.«
Spørger man vælgerne, hvem der har skylden for, at Tyskland efter alt at dømme ikke får en såkaldt Jamaica-koalition - baseret på partiernes farver - er svaret FDP.
Det skriver Süddeutsche Zeitung.
Således angiver 35 pct. af de adspurgte vælgere, at de liberale har ansvaret for forhandlingernes sammenbrud, mens CSU får skylden af 18 pct. af de adspurgte. De Grønne ligger på 15 pct., mens CDU er helt nede på 9 pct.
En af dem, som deltog i forhandlingerne, var miljøministeren i Slesvig-Holsten, De Grønnes Robert Habeck, som selv siger, at han var »skide sur« på FDP den nat, det hele brød sammen.
Men efter et par dage har røgen lagt sig, og han ser nu mere nøgternt på situationen. Habeck siger til Der Spiegel, at det egentlig er ligegyldigt, hvornår Lindner besluttede sig for at forlade forhandlingerne. Det vigtigste er, hvad der videre sker.
»Man skal ikke lade som om, at solen havde skinnet over Jamaica, hvis FDP var blevet,« siger han og tilføjer, at De Grønne ved flere lejligheder overvejede at kaste håndklædet i ringen.
Det socialdemokratiske SPD har kundgjort, at man ikke ønsker at indgå i en regeringskoalition med CDU, og tilbage står derfor at prøve en tur til Jamaica igen - hvilket de fleste finder usandsynligt - danne en mindretalsregering eller udskrive nyvalg.
Angela Merkel har tidligere udtalt, at hun foretrækker et nyvalg frem for en mindretalsregering, og de samme toner lyder fra Jürgen Trittin, som er af den overbevisning, at »at man i et parlament med denne sammensætning ikke bør indlade sig på et spil med vekslende og usikre flertal.«
»Derfor er, uden at jeg vil komme forbundspræsidenten i forkøbet, den reneste vej.«