Tysk minister: »Det var endeløs psykoterror. Jeg tror, at vi alle har brug for terapi nu«
Efter sammenbruddet i regeringsforhandlingerne undrer alle sig over udmelding fra SPD.
Nej, nej og atter nej.
Sådan har det lydt fra de tyske socialdemokrater SPD både umiddelbart efter forbundsdagsvalget, under regeringsforhandlingerne, og efter at forhandlingerne mellem CDU/CSU, FDP og De Grønne brød sammen natten til mandag.
De tyske socialdemokrater vil ikke være med i regeringen efter et gedigent valgnederlag den 24. september, hvor befolkningen gjorde det klart, at den såkaldte store koalition, som man havde indgået med CDU, ikke havde været en succes.
Mandag formiddag skete der noget. SPD’s leder, Martin Schulz, skulle have talt ved et pressemøde kl. 10, men 22 minutter efter at han skulle have ytret sig, lød beskeden ifølge Tagesspiegel til pressen, at mødet var udskudt til i eftermiddag.
Og så begyndte spekulationerne. Vil SPD alligevel gerne lege med?
Sikkert er det, at det liberale FDP ikke gider mere. Efter intense regeringsforhandlinger mellem partierne, hvis partifarver betød, at de tilsammen ville kunne have dannet en såkaldt Jamaica-koalition, meddelte FDP’s leder, Christian Lindner, således sent søndag, at man trak sig fra forhandlingerne.
»Det er bedre ikke at regere end at regere dårligt,« lød det fra Lindner.
De Grønne var mildest talt ikke tilfredse.
»Mit indtryk er, at det var dårligt iscenesat teater,« siger De Grønnes Michael Kellner, som deltog i forhandlingerne, til ZDF.
Han hæfter sig ved, at FDP ikke var i stand til at begrunde, hvorfor man forlod forhandlingerne, og han undrer sig, fordi parterne ifølge ham faktisk var ved at nærme sig hinanden.
»Hver gang CSU viste bevægelse og vilje til kompromis, gik FDP i brechen for CSU og holdt CSU-fanen højt.«
Miljøministeren i Slesvig-Holsten, De Grønnes Robert Habeck, lægger ikke fingre imellem, når han skal beskrive forhandlingsklimaet.
»Det var endeløs psykoterror. Jeg tror, at vi alle har brug for terapi nu,« siger han ifølge flere tyske medier.
Tyskland står nu over for tre muligheder: Enten at danne en koalition med SPD, at danne en mindretalsregering, hvilket vil være ganske usædvanligt for tyskerne, eller at udskrive nyvalg.
Ifølge lektor i tysk samtidshistorie ved Københavns Universitet Karl Christian Lammers handler sammenbruddet om kemi og manglende lederskab fra Angela Merkels side.
»Klimaet mellem de fire partier har været meget dårligt, og der kunne Merkel have sat sig mere energisk igennem. Hun har ikke vist lederegenskaber i denne krise. Hun har næsten ikke været engageret, hun skulle f.eks. have sat parterne på plads. Den vanskeligste partner har været CSU, som i en række offentlige erklæringer har provokeret De Grønne ved at kalde deres forslag for dumme,« siger han.
Hvilke af de tre udfald, som er mest sandsynlige, ønsker Lammers ikke at gætte på, men han vurderer, at en Jamaica-koalition i sidste ende ville have betydet Merkel tilbagetræden.
»Hun virker træt, hun virker udslidt. Hendes regeringsstil er blevet kritiseret for, at hun reagerer frem for at agere. Der er ikke mange initiativer fra hendes side.«
Men er der ikke en risiko for, at hun træder tilbage før tid, uanset hvilken koalition, hun måtte have held til at danne?
»Det vil afhænge af, hvad det lykkes hende at lave. Hvis hun kan få en stor koalition med SPD, vil hun nok forsøge at regere med den så lang tid som muligt. Men hun er 63 år, og jeg vil nok anse det for sandsynligt, at hun, hvis hun får en ny periode som kansler, vil trække sig tilbage i løbet af perioden.«