Fortsæt til indhold
Asien

Turister i Thailand advares efter kongens død: Opfør jer ordentligt

I Thailand har man netop indledt et års landesorg efter kongens død, og det vil kunne mærkes.

Turister i Thailand, som havde regnet med, at de skulle til den famøse Full Moon Party på øen Koh Pangan på mandag, kan godt indstille sig på en stille aften.

Efter at den 88-årige konge Bhumibol Adulyadej døde torsdag, har man fredag indledt et helt års landesorg, som særligt vil kunne mærkes de første 30 dage.

I den periode vil alle offentlige festligheder nemlig være forbudt, og det rammer bl.a. Full Moon Party samt flere koncerter.

Den danske ambassade skriver på sin hjemmeside:

»Der bør udvises respekt for det thailandske folks sorg over kongens død. De lokale medier bør tjekkes jævnligt, og de lokale myndigheders råd og anvisninger bør følges.«

Thailand har en af verdens strengeste love, når det gælder majestætsfornærmelse, og selv den mindste kritik kan føre til fængsel.

På det britiske udenrigsministeriums hjemmeside opfordrer man også folk til at klæde sig efter omstændighederne.

»Adgang til underholdning, herunder restauranter, barer og shoppingområder kan være begrænset, og man bør opføre sig respektfuldt i det offentlige rum, hvis muligt bær mørkt og respektfuldt tøj i offentligheden.«

Og fra det australske udenrigsministerium lyder det, at turister bør lægge en dæmper på sig selv.

»Hold igen med enhver opførsel, der kan tolkes som festlig, respektløs eller ureglementeret.«

Offentligt ansatte i Thailand skal at bære sort i sorgperioden, og også alle andre thailændere forventes at iføre sig mørke klæder.

Fra de thailandske turistmyndigheder TAT kommer der ligeledes retningslinjer for, hvordan turister skal opføre sig i den nærmeste tid.

Her lyder det også, at man så vidt muligt skal bære mørkt og dydigt tøj og opføre sig respektfuldt.

»Regeringen har bedt om, at underholdningetablissementerne, så som barer og natklubber samarbejder og overvejer deres åbningstider i denne periode,« skriver TAT i en meddelelse.

Således vil man kunne forvente, at nogle barer, natklubber, spillesteder, teatre, biografer og muligvis også visse butikker vil være lukket i en kortere periode.

Samtidig vil kongepaladset Grand Palace og templet Wat Phra Kaeo i Bangkok være lukket.

I ferieområdet Phuket har guvernøren bedt barer og natklubber om at holde lukket indtil søndag, så de ansatte får mulighed for at sørge over kongens død. Der er dog blot tale om en anmodning og ikke en ordre, lyder det.

Mange thailandske aviser udkom fredag i sort-hvid og nyhedssites holdes ligeledes i disse farver, mens tv-kanalerne sender sort-hvide indslag om kongen, hvis lig fredag blev kørt fra hospitalet i Bangkok og til det kongelige palads i en stor procession.