Fortsæt til indhold
Asien

Frygt for Thailands fremtid efter kongens død

Kong Bhumibol var limen, som holdt sammen på det dybt polariserede Thailand. Med hans død torsdag kan følge et politisk stormvejr.

En af verdens længst siddende regenter, Thailands kong Bhumibol Adulyadej, er død, 88 år. Det meddelte det thailandske kongehus torsdag aften lokal tid.

I løbet af den seneste uge kunne tegn på, at enden var nær for kongen, ikke ses i sol og måne, men derimod på aktiemarkedet og valutakurserne. Da de første pessimistiske udmeldinger om kongens allerede skrøbelige helbred kom, fik det aktiemarkedet i det sydøstasiatiske land til at tage et skarpt dyk nedad, og landets valuta faldt til sin laveste kurs i flere år. Samtidig mødte thailændere op uden for kongens hospital for at bede for hans helbred. Hans børn samlede sig ved hans seng, og premierministeren hastede tilbage til Bangkok og aflyste et udlandsbesøg.

Kong Bhumibol har været omdrejningspunkt for thailændernes identitet og ses bredt som en stærk moralsk autoritet, der på trods af manglende formel politisk magt var i stand til at lægge en dæmper på landets mange og voldsomme konflikter.

Nu skal thailænderne til at vænne sig til et liv efter kongen, der blev kronet helt tilbage i 1946. Og udover sorgen i landet, hvor kongen har nydt gudeagtig status, kan det vise sig yderst smertefyldt. For hans død kan kaste Thailand ud i et gevaldigt stormvejr, der kan skabe usikkerhed om monarkiet, landets politiske fremtid og militærets greb om magten.

I et land, der i de seneste mange år har været plaget af voldelige protester og dyb politisk splid, og hvor militæret har kuppet sig til magten, havde kongen været den tyngdekraft, der har forhindret samfundet i at blive flået helt fra hinanden.

Kong Bhumibol har været omdrejningspunkt for thailændernes identitet og ses bredt som en stærk moralsk autoritet, der på trods af manglende formel politisk magt var i stand til at lægge en dæmper på landets mange og voldsomme konflikter. Specielt det seneste årti har været plaget af bitre kampe mellem den fattigere, marginaliserede del af befolkningen uden for hovedstaden og en Bangkok-centreret elite af konservative, højtrangerede officerer og royalister.

Royal legitimitet

Det er stærkt tvivlsomt, om kongens gudeagtige status, moralske autoritet og samlingskraft kan overføres til hans langt mindre populære søn og tronarving, Maha Vajiralongkorn, der ofte er blevet beskrevet som en forkælet playboy. Og den tvivl ser militærets generaler som en direkte trussel mod egen status og politisk magt. For militæret, der i maj 2014 fjernede en demokratisk valgt regering, baserer i høj grad sin politiske legitimitet på rollen som kongens beskytter, og generalerne frygter, at mindre respekt for monarkiet vil betyde mindre respekt for hæren.

Bl.a. derfor har militæret skruet voldsomt op for antallet af sager om majestætsfornærmelse; stadig flere thailændere idømmes voldsomt hårde fængselsstraffe – i nogle tilfælde i op til flere årtier – for at kritisere monarkiet. Det understreger, hvor hidsigt og drakonisk militæret har været villigt til at beskytte kongen – og sig selv.

Juntaen har lovet demokratiske valg næste år, men militæret har i en ny forfatning sikret sig retten til fremover at fastholde en stor portion magt – generalerne vil bl.a. have ret til at fjerne enhver valgt politisk leder – og med kongens død er der risiko for, at generalerne vil styrke deres magt yderligere under påskud af at ville beskytte monarkiet som institution. Dermed er der lagt op til endnu større konflikt mellem demokratikræfterne i landet og den stadig mere diktatoriske junta.