Nyvalgt præsident kaldte paven for »ludersøn« - nu siger han undskyld
»Der røg en finke af panden«, siger den 71-årige politiker, som planlægger en rejse til Vatikanet for personligt at bede om tilgivelse.
Filippinernes nyvalgte præsident, 71-årige Rodrigo Duterte, har gjort det til én af sine første og største mærkesager at sige undskyld til paven for at have fornærmet ham under sin valgkamp.
En talsmand for Rodrigo Duterte, der gennem lang tid har været borgmester i byen Davao, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at der er planlagt en tur til Vatikanet. Helt præcist hvornår den skal foregå, er dog ikke fastlagt.
»Han vil besøge Vatikanet, ikke bare for at hylde paven, men fordi han virkelig har brug for at forklare sig over for paven og bede om tilgivelse,« lyder det torsdag fra talsmanden.
I løbet af valgkampen i Filippinerne, hvor majoriteten af befolkningen er katolikker, har Rodrigo Duterte kaldt paven for »en ludersøn«, hvilket han nu beklager. Der »røg en finke af panden«, som paven desværre blev offer for, lyder undskyldningen.
Bemærkningen faldt i hovedstaden Manila, da Rodrigo Dutertes bil sad fast i en trafikprop på grund af et besøg fra paven.
»Jeg spurgte, hvem der skulle komme. De sagde, at det var paven. Jeg havde lyst til at ringe til ham og sige: Pave, din ludersøn, tag hjem igen. Lad være med at komme her igen,« lød Rodrigo Dutertes ord ifølge AFP.
Filippinernes kommende præsident har allerede undskyldt i et brev til paven, som - meget tilgivende - har sendt et brev tilbage, hvori han meddeler, at han »beder for« Rodrigo Duterte.
Den 71-årige politiker har undervejs i valgkampen brugt ordet »ludersøn« om sine politiske modstandere, bedt sine kritikere om at »skride ad helvede til«, han er kommet med kommentarer om at voldtage en australsk kvinde, og han har givet et løfte om at dræbe titusindvis af kriminelle.
Flere udenlandske medier har givet ham tilnavnet »Filippinernes Donald Trump« på grund af hans voldsomme retorik.
Rodrigo Duterte bliver formelt indsat som Filippinernes præsident den 30. juni.