Fortsæt til indhold
Nyhedsbreve

100 mio. filippinere på vej mod præsident, der får Trump til at ligne en søndagsskolelærer

Favorit i Filippinerne truer med diktatur og henrettelse af kriminelle. Forsinket sporprojekt blokerer togtrafikken. I dag kommer alle 11,5 mio. Panama-papirer.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få nyhedsværtens eksklusive overblik på tre minutter.

Tak til Berit Ertmann for 14 dage som en indsigtsfuld afløser på Briefing. Ikke mange kan efterhånden være i tvivl om, at der sidder en skarp pen på den dame, som blandt andet har underholdt med, at undertegnede har benyttet fraværet til at kigge dele af Europas digitale medieudvikling efter. Det er korrekt, og med mig hjem har jeg stoltheden over, at Briefing faktisk er et ret enestående mediefænomen i Nordeuropa - et dagligt, personligt forfattet nyhedsoverblik findes ikke mange steder, men metoden er på vej frem.

Filippinerne går til valg i dag, og går det som meningsmålingerne spår, får landet en præsident, der vil få selv de mest yderligtgående udtalelser fra Donald Trump til at minde om noget i en søndagsskole. Den 71-årige Rodrigo Duterte står til en komfortabel sejr efter en valgkamp, hvor den mangeårige borgmester i storbyen Davao har chokeret og fascineret med sine »quick-løsninger« på landets to største problemer: Kriminalitet og fattigdom. Senest har han lovet at henrette titusinder af kriminelle, og tidligere har han truet med at indføre et diktatur, hvis parlamentet ikke vil føje ham som præsident, skriver nyhedsbureauet AFP i en aktuel reportage fra valgdagen i landet, der tæller 100 mio. indbyggere.

Rodrigo Duterte er storfavorit til at vinde præsidentvalget, båret frem af stemmer fra den fattigste del af befolkningen, der er træt af fattigdom og kriminalitet. Her er han på et valgmøde i Manila. 100.000 politibetjente er sendt på arbejde for at sikre, at valget i Filippinerne foregår på fredelig vis, efter at valgkampen har været præget af vold og blodsudgydelser. Foto: AP/Aaron Favila

100.000 politibetjente er sendt på gaden for at sikre, at valget foregår på fredelig vis, efter at valgkampen har været præget af voldsomme uroligheder. En borgmesterkandidat mistede lørdag livet, mens 15 mennesker har mistet livet i løbet af kampagnetiden, skriver Reuters.

Og så er det i dag, at »Panama-papirerne« offentliggøres. Alle kan nu se de 11,5 mio. filer, som har kostet den islandske statsminister jobbet, skadet premierminister David Camerons anseelse i den britiske vælgerbefolkning og sendt storbanken Nordea ud i en medie- og kundestorm.

Den enorme mængde af dokumenter offentliggøres kl. 15.00 af International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ) som en Google-søgbar database, der vil rumme oplysninger om 368.000 enkeltpersoner og 300.000 offshore-selskaber. »Man kan se selskaber og deres officielle ejere - viden, som aldrig tidligere har været tilgængelig,« siger Marina Walker Guevara, direktør for ICIJ.

Herhjemme har Jyllands-Posten til morgen taget nyhedsteten med historien om, at regeringen barsler med planer om en ekstremistliste. Den skal primært omfatte hadprædikanter eller andre, der har billiget terror eller ytret antidemokratiske holdninger. De der ryger på listen, skal nægtes visum og afvises, hvis de dukker op ved grænsen. Ekstremistlisten er det hidtil mest drastiske skridt, som regeringen har taget i sin udlændingepolitik, erkender udlændingeminister Inger Støjberg (V). En juridisk ekspert kalder forslaget »meget, meget vidtgående«, De Radikale er lodret imod, mens Dansk Folkeparti er begejstret. Læs mere om forslaget i denne Premium-artikel.

Hvis der er to parter i dansk erhvervsliv, der historisk set har et lidt anstrengt forhold til hinanden, så er det DSB og dets leverandør af skinner og spor, Banedanmark. Berømt er forsinkelsen af reparationen af den påsejlede jernbanebro i Aalborg for et par år siden, og i aftes omkring klokken 23 blev der skrevet et nyt kapitel. Her meddelte Banedanmark, at det alligevel ikke var lykkedes at nå at blive færdig med et omfattende sporarbejde mellem Nyborg og Odense, skriver DSB på sin hjemmeside. Resultat: Nul tog mandag, men togbusser.

Der er blevet arbejdet nat og dag med omkring 80 projekter mellem Roskilde og Odense, men det lykkedes ikke at blive helt færdig til mandag morgen. Foto: Banedanmark

»Det ærgrer os på kundernes vegne, at Banedanmarks sporarbejde ikke er afsluttet som planlagt. Men sådan er det, når skinnerne ikke er klar,« siger chefen for DSB Stationsservice Jørgen D. Rasmussen, til Ritzau. Det er jo rigtigt, men for togkunderne mellem Nyborg og Odense betyder det, at de skal i togbusser hele mandagen.

»Selv om der er blevet arbejdet fokuseret alle dage, og vi har haft indkaldt ekstra mandskab, kan vi ikke nå at blive færdige til mandag morgen,« beklager Marianne Rasmussen, anlægschef i Banedanmark, på firmaets hjemmeside. Hvornår der igen er normal kørsel, vil Banedanmark melde ud, »så snart der er en klar prognose.«

Banedanmark har arbejdet med omkring 80 forskellige fornyelses- og vedligeholdelsesprojekter mellem Roskilde og Odense, og det er blandt andet en gammel gangtunnel og blød jordbund, der har drillet. Og i den kommende pinseferie går det løs igen: Fra fredag den 13. maj kl. 22 til natten efter mandag den 16. maj kl. 02 er alle DSB’s tog mellem Nyborg og Odense igen erstattet af togbusser på grund af sporarbejde.

En af aftenens mest omtalte historier er en efterlysning med en lykkelig udgang. Seksårige Silke fra Faaborg blev i aftes kl. 20.39 efterlyst af sine forældre, fordi de ikke kunne finde hende i hjemmet. Kort efter Fyns Politis efterlysning væltede det ind med tilbud om hjælp fra offentligheden, og politiet sendte hundepatruljer ud og havde planer om at få en helikopter i luften, skriver TV 2, men kl. 22.30 blev alarmen afblæst. Silke var smuttet længere ned ad gaden til en børnefødselsdag, hvortil hun ikke var inviteret. Da forældrene ryddede op, havde de pludselig et barn, som de ikke kendte, i overskud og ringede til politiet, som sørgede for en genforening af Silke og hendes forældre.

Det græske parlament var på arbejde til sent i aftes for at vedtage de meget omstridte reformer af skatte- og pensionssystemet. Premierminister Alexis Tsipras' venstreorienterede regering fik reformerne vedtaget med et meget marginalt flertal - kun regeringskoalitionens 153 medlemmer stemte for blandt parlamentets 300 medlemmer. Senere i dag ventes Eurogruppen - i denne sammenhæng Grækenlands europæiske kreditorer - at mødes for at beslutte at udbetale yderligere dele af lånepakken til grækerne.

Lovpakken har de seneste dage ført til massive protester i det kriseramte land, fordi det vil medføre, at skatten skal hæves for mellem- og højindkomster. Foto: AP/Yorgos Karahalis

DET ER SKET I NAT

Besætningen på skibet »Safmarine Meru« er i god behold, efter at en voldsom kollision forårsagede brand om bord. »Safmarine Meru«, som er ejet af danske Maersk Line, kolliderede lørdag med det tyskejede containerskib »Northern Jasper« ud for den kinesiske kyst. »Safmarine Meru« blev kraftigt beskadiget under sammenstødet, og der udbrød brand om bord.

Mindst 1.600 hjem og andre bygninger er blevet ofre for den enorme skovbrand, der raser i Alberta-provinsen i Canada. Ødelæggelserne er fortrinsvist sket i byen Fort McMurray, hvorfra over 80.000 indbyggere er evakueret. Myndighederne vurderer mandag morgen for første gang situationen mere optimistisk, skriver Reuters, fordi let regn og køligere vejr har hindret branden i at brede sig så meget som frygtet. Desuden har vinden blæst flammerne væk fra et område, hvor der udvindes oliesand. Herunder kan ses et tv-indslag fra nyhedsbureauet AP, der viser brandens enorme styrke:

Nordkorea har besluttet at opruste landets lager af atomvåben, skriver Reuters på baggrund af en meddelelse fra det statslige nyhedsbureau KCNA. Nordkorea har besluttet både at opgradere sit arsenal af atomvåben i kvalitet og kvantitet, oplyser landet.

Samtidig er den britiske BBC-korrespondent Rupert Wingfield-Hayes tilbageholdt i Nordkorea og udvist for sin rapportering fra landet. Det skriver en journalist fra den amerikanske tv-station CNN på Twitter, og BBC bekræfter nyheden.

Dødstallet efter et bygningskollaps i Kenya er blevet opjusteret til 51 personer. 19 personer savnes fortsat i murbrokkerne i Nairobi, skriver nyhedsbureauet dpa. Det var formentlig massivt regnvejr og oversvømmelser, der fik bygningen på seks etager til at styrte sammen i slutningen af april, oplyser myndighederne ifølge Ritzau.

Etagejendommen styrtede sammen og endte som en flad sandwich i Huruma-kvarteret i Nairobi. En række naboejendomme er nu blevet revet ned for at forhindre yderligere katastrofer. Foto: AP/Ben Curtis

Tennisspilleren Caroline Wozniacki fortsætter sit fald på tennisranglisten. Danskeren er nu ikke længere blandt de 30 bedste tennisspillere i verden, men må tage til takke med med en 31. plads, skriver Ritzau.

Trods massive protester blandt befolkningen godkendte et flertal i det græske parlament sent søndag aften omstridte reformer af skatte- og pensionssystemet i det gældsplagede land, skriver blandt andre nyhedsbureauet AFP og Reuters. Lovpakken blev stemt igennem med 153 stemmer i det 300 sæder store parlament.

DET SKRIVER ANDRE MEDIER OM

  • Berlingske: Pårørende til demensramte står alt for ofte alene med plejeopgaven, fordi kommunerne forsømmer at give den nødvendige støtte. Det fremgår af en ny rapport fra Sundhedsministeriet.
  • Politiken: Skatteministeriet kæmper for at begrænse klager fra boligejere. Ifølge Justitsministeriet skal boligejere kunne klage over deres ejendomsvurderinger. Dermed kan borgere reelt set bestorme Skat med klager, men nu udtænker Skatteministeriet nye barrierer, der skal forhindre klagestorme.
  • Børsen: It-kaos koster malervareproducenten Flügger et års indtjening. Nu skal Flügger og leverandøren Datacon mødes i retten om et problematisk økonomisystem, som på et tidspunkt hverken kunne modtage eller effektuere ordrer.
  • Information: Eksperter frygter, at læger vil afholde sig fra at kritisere vacciner efter den hårde medfart, som læger har fået efter at have peget på mulige problemer ved HPV-vaccinen.
  • Kristeligt Dagblad: Lars Bremer, der er født med lammelser i begge ben, har købt reklameplads på 12 bybusser i Holbæk for at gøre opmærksom på, hvad han ser som en respektløs behandling af kommunens handicappede borgere.

DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG

Internet Week Danmark starter i dag i Aarhus og varer ugen ud. Kl. 9.30 indleder erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ugen.

Københavns Byret indleder sagen om svindel ved handel med kyllingekød og ost. Flere mænd er tiltalt for moms- og skattesvindel for 72 mio. kr. Millionerne menes at være gemt i Dubai.

UEFAs tidligere formand, Michel Platini, får dom i sin appelsag, som er blevet ført ved Court of Arbitration for Sport (CAS).

I Bruxelles begynder retssagen mandag mod en gruppe påståede jihadister, som er anklaget for at planlægge et angreb mod politiet.

Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og middag og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.