Tre dræbt i amerikansk angreb i Pakistan
Amerikanske missiler slog torsdag ned i Pakistan tæt på grænsen til Afghanistan, oplyser Reuters. Det er tale om missiler affyret fra et ubemandet kampfly. Et missil ramte en bil og dræbte alle tre passagerer i bilen.
Missilerne ramte i provinsen Syd-Waziristan tæt på grænsen til Afghanistan. Området er kendt for at være tilholdssted for Al Qaida og Taleban og forsyningsled til kampene i Afghanistan.
USA har de seneste måneder optrappet angrebene i regionen på trods af protester fra Pakistan. 30 gange i 2008 angreb USA mål i Pakistan og mere end halvdelen af angrebene har fundet sted siden september.