Fortsæt til indhold
Asien

To bjergbestigere har mistet livet på Mount Everest

To udenlandske bjergbestigere er omkommet på verdens højeste bjerg i Nepal.

To bjergbestigere har mistet livet i forsøget på at nå verdens højeste top på Mount Everest, 8.848 meter over havets overflade.

Det oplyser de nepalesiske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AP.

Dødsfaldene blev rapporteret af medlemmer fra ekspeditionen, som oplyste, at en 35-årig japansk klatrer døde mandag, og en 63-årig makedoner døde søndag.

Japaneren var en erfaren klatrer, som havde flere forgæves forsøg på at bestige Mount Everest på samvittigheden. I 2012 mistede han flere af sine fingre på bjerget på grund af forfrysninger.

Der gives ingen nærmere detaljer om, hvordan de to er omkommet.

To danske bjergbestigere har befundet sig på det berømte bjerg samtidig med den ulykkesramte ekspedition.

Jakob Urth nåede i weekenden toppen med ilt på flaske, mens den anden danske bjergbestiger Rasmus Kragh måtte vende om ved omkring 8.600 meters højde, knap 250 højdemeter fra bjergets top.

Begge nåede dog den såkaldte "dødszone" i over 7.700 meters højde uden brug af kunstig ilt.