Fortsæt til indhold
International

Nye trusler fra IS: Dræb alle borgere fra koalitionslandene

Islamisk Stat opfordrer tilsyneladende til drab på franskmænd, europæere, amerikanere, canadiere og australiere.

I en tale, som ifølge flere medier blev holdt af Islamisk Stats talsmand Abu Mohammad al-Adnani, optaget og siden spredt på nettet på diverse sprog, kommer den islamistiske terrororganisation med nye trusler mod Vesten.

Optagelsernes oprindelse er ikke verificeret, men i talen reagerer talsmanden på de angreb, som er blevet udført mod IS i Irak, samt dannelsen af en amerikansk ledet koalition, med bl.a. Danmark og 39 andre lande, som agter at bekæmpe IS.

USA har allerede stået bag flere luftangreb mod Islamisk Stat i Irak, og fredag annoncerede Frankrig, at landet samme morgen havde angrebet et logistisk depot i det nordøstlige Irak fra luften. Frankrig er ligeledes en del af koalitionen.

"Hvis I kan dræbe en vantro amerikaner eller europæer - især de hånlige og beskidte franskmænd - eller en australier eller en canadier eller enhver anden vantro fra de krigsførende vantro, inklusiv statsborgere fra de lande, som gik med i en koalition mod Islamisk Stat, så dræb ham på enhver mulig måde. Spørg ikke nogen til råds og søg ikke nogens dom. Dræb den vantro, uanset om han er civil eller fra militæret," lyder det i talen.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) vil ikke afvise, at danske kampfly kan blive sat ind i kampen mod ekstremisterne i Islamisk Stat.

"Det er USA, der leder den militære operation. Vi har ikke fået nogen indikation af, at man ønsker yderligere militær støtte, men hvis den kommer, vil jeg ikke afvise, at Danmark skal bidrage. Det er vigtigt, at de arabiske og muslimske lande bidrager. Hvis du spørger USA, er det nok det, der står øverst på deres ønskeseddel. Så vi afventer, at arbejdsdelingen falder på plads. For os er det vigtigt, at det er en bred koalition, hvis Danmark skal deltage," siger Lidegaard til Jyllands-Posten.

I Australien har man ifølge politiet netop afværget et terrorangreb ved anholdelsen af en 22-årig mand, som angiveligt planlagde at kidnappe en tilfældig person på gaden i Sydney og halshugge vedkommende for Islamisk Stat.

Efterfølgende har premierminister, Tony Abbott advaret alle statsborgere om, at de risikerer lange fængselsstraffe, hvis de vender tilbage til landet efter at have kæmpet sammen med ekstremister for IS.

I Norge afslørede dele af pressen for nylig, at sommerens terroralarm skyldtes frygten for et direkte angreb på en tilfældig norsk familie for at sprede frygt i befolkningen.

Og mandag skrev den belgiske avis Het Laatste Nieuws, at militante jihadister angiveligt var i gang med at forberede et angreb mod EU-Kommissionen i Bruxelles og havde sprængstofferne klar. Men de blev dog ifølge oplysningerne fundet af politiet.

En talsmand for kommissionen har dog slået fast, at der ikke eksisterer nogen konkret trussel mod EU-Kommissionen.