Lidegaard vil ikke afvise danske missiler mod Islamisk Stat
Udenrigsminister Martin Lidegaard forventer afklaring af arbejdsfordeling i denne uge. Han er parat til at tage positivt imod amerikansk anmodning om danske luftangreb.
New York
Udenrigsminister Martin Lidegaard ( R) vil ikke afvise, at danske kampfly kan blive sat ind i kampen mod ekstremisterne i Islamisk Stat på samme måde, som Frankrig aktivt støtter de amerikanske bombardementer i Irak.
I løbet af denne uges møder i FN i New York forventer udenrigsministeren, at der begynder at tegne sig en klarere arbejdsfordeling mellem de nu 40 lande, som har sluttet sig til den amerikansk ledede koalition mod ekstremisterne. Hvis amerikanerne beder Danmark om hjælp, vil anmodningen blive modtaget positivt.
"Det er USA, der leder den militære operation. Vi har ikke fået nogen indikation af, at man ønsker yderligere militær støtte, men hvis den kommer, vil jeg ikke afvise, at Danmark skal bidrage. Det er vigtigt, at de arabiske og muslimske lande bidrager. Hvis du spørger USA, er det nok det, der står øverst på deres ønskeseddel. Så vi afventer, at arbejdsdelingen falder på plads. For os er det vigtigt, at det er bred koalition, hvis Danmark skal deltage," siger Lidegaard.
Udenrigsministeren ankom sent søndag til New York, hvor truslen fra de militante islamister ventes at dominere FN’s generalforsamling. Efter et møde søndag aften med bl.a. USA’s udenrigsminister John Kerry sponsorerer Danmark onsdag et møde sammen med Mali om, hvordan man kan hjælpe fattige og skrøbelige lande med at forhindre, at unge slutter sig til terrorbevægelser.
Senere onsdag leder præsident Barack Obama et møde i FN’s Sikkerhedsråd om de foreløbig 15.000 udenlandske jihadister, der er rejst til Syrien og Irak for at kæmpe for Islamisk Stat.
Martin Lidegaard understreger, at dette ikke er en konflikt mellem Vesten og den muslimske verden eller mellem sunni- og shiamuslimer, men en krig mellem verdenssamfundet og den terrorisme, der har fået så frygteligt godt fat i dele af verden.
"Kampen skal ikke kun kæmpes med militære midler. Det er ligeså vigtigt at forhindre, at unge slutter sig til bevægelserne. For hver eneste ung, vi kan tale fra at blive udenlandsk kriger, er der en mindre at bekæmpe."