Fortsæt til indhold
International

Over 5.000 har delt videoen: Özlem Cekic mødes med mand bag »hademail«

Özlem Cekics brobyggerprojekt har vakt opmærksomhed i udlandet.

»Sikke en utrolig kvinde. Det må have været så hårdt for hende, og alligevel sætter hun sig ned for at tale med ham,« skriver Facebook-brugeren Jade Lianna Woods.

Hun er en af de 1,5 mio. brugere, der nu har set BBC's video om den tidligere dansk-kurdiske politiker og tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic, som »konfronterer nogle af afsenderne« bag de »hademails«, som hun ifølge det britiske medie BBC har modtaget på ugentlig basis.

Ifølge BBC havde Cekic selv inviteret mediet og dets kamerahold med til dialogmødet med den danske projektleder Stefan, som står bag en af de vrede mails, der er tikket ind i Cekics indbakke. Videoen er i løbet af de 20 timer, den har ligget på BBC's Facebook-side, blevet delt over 5.000 gange og har affødt over 16.000 reaktioner.

»Jeg hader alt, hvad du og dine artsfæller står for. Vi ønsker jo en verden uden muslimer. En fredelig verden uden jer svin til at ødelægge alle vores værdier,« lyder det i mailen, som Cekic både har reciteret i videoen og på sin egen Facebook-side.

»Hvor er det vildt, at du kan give dig selv den ret at tale sådan til et andet menneske. Udelukkende fordi, jeg har en muslimsk baggrund,« siger Cevic i det korte sammenklip fra den 1,5 time lange samtale, som fandt sted i maj. Hele samtalen bliver offentliggjort tirsdag.

Her forklarer afsenderen af mailen, som understreger, at han er det modsatte af racist, at den var ment som en øjenåbner. Han er en bekymret borger, som mener, at Cekic er faktaresistent og ikke forholder sig til, hvad der sker i samfundet, når der kommer mennesker udefra, som ikke ønsker at opføre sig ordentligt, forklarer han.

»De mennesker, som er uintegrerbare, og som virkelig ikke ønsker tilføre landet noget som helst positivt - som koster os milliarder af kroner. Hvordan forholder vi os til det? Rent samfundsmæssigt, så er det bare så dårlig en forretning,« siger han.

Mens flere komplimenterer Özlem Cekic for hendes mod, kritiserer andre, at hun ikke lader til at lytte ordentligt til mandens bekymringer, men har mere travlt med at fremføre egne synspunkter. Flere af de ca. 1.900 kommentarer bringer både ris og ros til den tidligere folketingspolitiker, men kommentarfeltet bærer især præg af en diskussion om, om man kan og bør skære alle muslimer over én kam.

»Alle muslimer er frygtelige. Bortset fra denne politiker. Og fyren fra Tyrkiet, som du arbejder sammen med på værkstedet, han er også okay. Og den unge pige med det sjove tørklæde i supermarkedet, hun er sød. Og buschaufføren, som hjalp en gammel dame i går, det var medfølende. Og Hassan, der har kebabbiksen rundt om hjørnet og giver dig rabat, god fyr. Og den unge lærer fra uddannelsesinstitutionen nede ad vejen. Og forældrene til et af børnene i klassen, der inviterede dig med til deres barns fødselsdagsfest, sødt par. Resten af dem er aber, der belaster vores samfund og ikke integrerer sig,« skriver brugeren Philip Butler i en sarkastisk tone.

Kaffemødet er en del af Özlem Cekics brobyggerprojekt, som skal skabe dialog mellem borgere med modsatrettede synspunkter, og som BBC dækker med historien. Et af hendes initiativer er netop at mødes ansigt til ansigt med nogle af de mennesker, der sender hende vrede mails.

»Jeg er selvfølgelig glad for at min insisteren på samtale også bliver anerkendt ude i verden, men jeg ville helst ønske, at det ikke var nødvendigt med #dialogkaffe. At vi kunne behandle hinanden uden dæmonisering og hadretorik. Men desværre er tiden en anden. Og det kræver noget af os alle sammen. Jeg bankede på, og Stefan åbnede døren. Enige bliver vi nok aldrig, men jeg håber, og arbejder for at det er alene holdningen man tager afstand fra og ikke personen,« skriver Özlem Cekic på sin Facebook-side.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=10154670276721765&id=47520761764