Fortsæt til indhold
International

Londons borgmester har »vigtigere ting at gøre end at svare på Trumps uvidende tweets«

Donald Trump har reageret på Sadiq Khans udtalelser efter London-angreb.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, var ikke tilfreds med det, han så, da London-borgmester Sadiq Khan søndag stillede sig frem og udtalte sig efter lørdagens angreb i det centrale London.

7 personer blev dræbt, da tre gerningsmænd angreb en menneskemængde på London Bridge og Borough Market.

Borgmesteren opfordrede blandt andet indbyggerne til at være opmærksomme, men »ikke urolige«. Og det var den bemærkning, der fik præsidenten til at logge ind på sin Twitter-konto og give sit besyv med.

»Mindst syv døde og 48 såret i et terrorangreb, og Londons borgmester siger, at »der ikke er nogen grund til at være urolige«!, skrev Donald Trump på Twitter.

Inden da havde han slået fast, at »vi må droppe den politiske korrekthed og arbejde for at skabe sikkerhed for vores folk«.

Så kunne man måske tænke, at Sadiq Khan ville forsvare sin udtalelse. Det har han imidlertid ikke valgt at gøre. Og dog.

For en talsperson for Khan udtaler, at »borgmesteren har travlt med at arbejde sammen med politi, redningsfolk og regeringen i forhold til at håndtere det skrækkelige og feje terrorangreb, samt sikre det rette lederskab og sikkerhed for borgerne og turisterne i London«.

»Han har vigtigere ting at gøre end at svare på Donald Trumps uvidende tweets, hvor han bevidst tager tingene ud af deres kontekst,« udtaler talsmanden.

Talspersonen understreger, at Sadiq Khan blandt andet forsøgte at dysse folks bekymring ned i forhold til, at de i den kommende tid vil opleve mere politi på gaden.

»Terrorister udvikler hele tiden nye måder at angribe os på. På samme måder finder vi nye måder at sørge for borgernes sikkerhed. Derfor vil man også se mere politi på gaden«, sagde borgmesteren på at pressemøde søndag.

Derudover opfordrede han folk i London til at være »rolige og fortsætte deres normale liv«, men samtidig være opmærksomme og advisere myndighederne om eventuelle mistænkelige forhold.

»Jeg er rystet og rasende over, at disse feje terrorister bevidst gik efter uskyldige indbyggere og turister i London lørdag aften. Jeg fordømmer disse terrorister på stærkest mulige vis. De er onde kujoner, men London vil aldrig blive kuet. Vi vil aldrig lade dem vinde,« sagde han.

Khan og Trump er tidligere kollideret med hinanden, blandt andet da den amerikanske præsident foreslog, at han kunne lave en undtagelse for den muslimske Sadiq Khan i sit omdiskuterede forslag om at nægte alle muslimer indrejse i USA.

»Det handler ikke om mig, men om mine venner, familie og alle andre rundt omkring i verden,« svarede Sadiq Khan.

Siden kaldte han Trump for »ignorant« og anklagede ham for at gøre både USA og Storbritannien mere usikre.

Det fik Donald Trump til at udfordre ham til en IQ-test og slå fast, at han »ville huske på de udtalelser«.