Fortsæt til indhold
International

Røde Kors: »Er man klar til at smide bomber, skal man også være klar at hjælpe de uskyldige ofre«

Det nært forestående slag om Mosul i Irak kan drive en million irakere på flugt. Røde Kors efterlyser humanitært ansvar. Udenrigsminister Kristian Jensen er klar til at bidrage med nødvendig hjælp.

Over tre millioner irakere er i øjeblikket på flugt i Irak. I løbet af 14 dage vil det tal højst sandsynligt stige med flere hundrede tusinde. Måske en million. Irakiske styrker er efter lang tids forberedelse klar til at indlede et forsøg på at drive Islamisk Stat ud af millionbyen Mosul.

Behovet for nødhjælp er derfor akut, lyder det fra Røde Kors danske generalsekretær Anders Ladekarl, som søndag og mandag har været i Irak for at danne sig et overblik over flygtningesituationen.

»Irak er lidt den glemte flygtningekatastrofe, hvor alt fokus har været på Syrien. Røde Kors forsøger at råbe verden op om, at når man er klar til at bombe løs for at bekæmpe Islamisk Stat, så skal man også være klar til at hjælpe de mange tusind civile, som bliver hjemløse af det. Den humanitære indsats skal matche den militære,« siger Anders Ladekarl til Jyllands-Posten.

Han frygter, at angrebet på Mosul, som han og internationale medier forventer bliver indledt om 14 dage, vil øge antallet af flygtninge til omkring 5 millioner. Allerede nu er der kastet løbesedler ned til beboerne med besked om at forlade byen.

»De civile bliver opfordret til at flygte, når der opstår voldsomme kampe. Så når slaget om Mosul starter, vil der flygte op imod 1,3 millioner mennesker i løbet af en eller to uger. Røde Kors har påtaget sig opgaven at sikre deres tilværelse den første måned, men vi har brug for hjælp til at give dem de basale ting, som vand, mad og telte,« siger Anders Ladekarl, der vurderer, at Røde Kors lige nu er klar til at hjælpe 100.000 flygtninge.

Iraks andenstørste by Mosul har været kontrolleret af Islamisk Stat siden juni 2014. Byen havde dengang omkring 1,8 millioner indbyggere. Efter Islamisk Stat overtog den, er mange flygtet til mere sikre områder eller lejre. Nu vurderes antallet af civile i byen til at være mellem 800.000 og 1.300.000.

Vi anerkender udfordringen ved Mosul, og vi er klar til at bruge nogle ressourcer på at forberede det pres, der kommer, når Mosul-operationen går i gang
Kristian Jensen, Udenrigsminister (V)

Byen er Islamisk Stats sidste store urbane besiddelse i Irak. Da Islamisk Stat overtog den, var det et stort tab for den irakiske regering, og i løbet af 2016 har irakiske regeringsstyrker i samarbejde med den amerikansk-ledede koalition gjort sig klar til at tage byen tilbage.

Den seneste tid har styrkerne omringet Mosul, og når angrebet ikke er mere end 14 dage væk, bliver flygtningeforberedelserne et kapløb med tiden.

»Vi håber, at vi kan få danskerne og den danske regering og de andre koalitionsregeringer til at indse, at selvom det er vigtigt at hjælpe med at bombe Islamisk Stat ud af deres territorier, så er det mindst lige vigtigt, at vi hjælper den civilbefolkning, som er tvunget til at flygte, da kampene foregår med meget ødelæggende midler,« siger Anders Ladekarl.

»Vi er i gang med at fylde lagre op og oprette lejre, men vi har slet ikke nok midler til at klare så mange flygtninge, så det er lidt et kapløb med tiden,« siger han.

Kampen om Mosul forventes at blive hård og langvarig. Sten Rynning, der er centerleder for War Studies ved Syddansk Universitet, har i et tidligere interview med Jyllands-Posten givet udtryk for, at slaget kan blive noget af det hidtil blodigste, der er set i kampen mod Islamisk Stat.

»Hvis IS vil kæmpe kampen, så skal Mosul ødelægges, før den kan befries. Og så bliver det en bykrig på den ubehagelige måde, som man så det i Groznyj med rigtig mange ofre,« udtalte Sten Rynning med henvisning til Ruslands angreb på den tjetjenske by Groznyj i 90'erne, hvor store dele af byen blev efterladt fuldstændigt ødelagt.

Danmark har siden den 17. juni deltaget i den amerikansk-ledede koalition. Det danske forsvar har bidraget med kampfly, radarudstyr og træning af irakiske styrker i. I perioden den 17. juni til den 21. september har danske kampfly smidt over 200 bomber i Irak og Syrien, hvoraf et ukendt antal er smidt omkring Mosul. Det fremgår af den ugentlige mission update, hvor der oplyses om de seneste danske aktivitet i internationale missioner.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) ser de samme problemer med de internt fordrevne flygtninge i Irak, som Anders Ladekarl påpeger. Og han siger til Jyllands-Posten, at regeringen er klar til at hjælpe de flygtninge, som vil komme, når slaget ved Mosul starter.

»Vi er i gang med at planlægge det næste tre-årige program for vores indsats i Irak og Syrien, og her er et af de store spørgsmål, hvad vi skal gøre for at hjælpe flygtningestrømme, som kommer fra for eksempel Mosul,« siger Kristian Jensen.

»Vi anerkender udfordringen ved Mosul, og vi er klar til at bruge nogle ressourcer på at forberede det pres, der kommer, når Mosul-operationen går i gang,« siger han, men oplyser, at han ikke kan blive konkret på hvordan, så længe planen ikke er færdig.

Kristian Jensen forklarer yderligere, at Danmark længe har været blandt de lande, som er gået forrest i genopbygningen af Irak, og at det er lykkedes regeringen at frigøre en ekstra milliard kroner fordelt over de næste to år, som skal gå til nærområderne i Syrien, Irak og Libyen.