Fortsæt til indhold
International

Facebook bøjer sig efter norsk pres

Aftenposten og den norske statsminister kritiserede fredag Facebook for at censurere billede fra Vietnamkrigen. Det fik Facebook til at ombestemme sig.

Norges største avis, Aftenposten, ryddede fredag forsiden, og Erna Solberg strøg samme dag til tasterne for at kritisere Facebook-stifteren Mark Zuckerberg for at censurere et billede fra Vietnamkrigen.

Billedet er et af pressehistoriens mest kendte billeder, nemlig billedet af en vietnamesisk pige, som under Vietnamkrigen flygter nøgen fra amerikanernes napalmangreb. Det fik Aftenposten til at skrive et åbent brev til det sociale medies direktør og stifter.

Efterfølgende skrev den norske statsminister, Erna Solberg, et Facebook-opslag, hvor hun bakkede Aftenposten op og selv brugte billedet. Men det opslag slettede Facebook efterfølgende.

»Det er Facebook, der har fjernet billedet fra Erna Solbergs konto. Det skete, mens vi sad på et fly uden dækning,« siger statssekretær Sigbjørn Aanes til NRK.

Sammen med billedet skrev Erna Solberg:

»Det er en fejl, når Facebook sletter sådanne billeder. Det bidrager til at bremse ytringsfriheden.«

Hun uddybede sin holdning til NRK:

»Billedet har stor historisk betydning og beskriver en vigtig politisk hændelse. Det er en del af at tage vare på historien og kunsten, og selvom der er et nøgent barn på billedet, bør det ikke censureres,« sagde hun.

Også kulturminister Linda Hofstad Helleland viste sin opbakning til Aftenposten på Facebook.

»Vi, som er brugere af Facebook, hvadenten vi er privatpersoner, politikere, mediehuse eller annoncører, er nødt til at lægge pres på Facebook, sådan at de viser større åbenhed og laver klarere retningslinjer,« skrev hun på Facebook.

Også den opdatering er nu fjernet.

I Aftenpostens åbne brev til Mark Zuckerberg skrev chefredaktør Espen Egil Hansen:

»Nu skriver jeg til dig for at fortælle, at jeg ikke vil efterkomme kravet om at fjerne et dokumentarfoto fra Vietnamkrigen taget af Nick Ut. Ikke denne gang og ikke i fremtiden.«

»Jeg synes, at du misbruger din magt, og på en måde har jeg svært ved at tro, at du har tænkt det igennem,« skrev Espen Egil Hansen og gjorde det klart, at han ser Mark Zuckerberg som verdens mest magfulde redaktør, men altså også som en redaktør, der ikke lever op til sit ansvar.

Espen Egil Hansen skrev til Mark Zuckerberg, at det efter hans opfattelse er »en vigtig rolle for de frie og uafhængige medier at af og til bringe information – og billeder – som er ubehagelige, som magthavere ikke vil forholde sig til, men som netop derfor kan være vigtige«.

Forsiden på Aftenposten og det åbne brev har givet genlyd internationalt, hvor store medier som The Guardian og Der Spiegel har gengivet store dele af Aftenpostens brev.

Tilbage i august lagde den norske forfatter Tom Egeland billedet af den vietnamesiske pige på Facebook, da han ville starte en debat om krigsbilleder. Facebook fjernede også dengang billedet og forklarede sig efterfølgende til den norske avis VG.

»Vores regler tillader ikke nøgenhed. Det er vigtigt at huske på, at Facebook er et globalt samfund, og vi må derfor have et regelsæt, som gælder enhver kulturel standard,« sagde Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, dengang til VG.

Fredag aften meddelte Facebook så, at man vil genoprette de indlæg, der er blevet slettet, og at man i fremtiden vil tillade brug af det ikoniske Vietnam-billede.