Obama sætter fokus på klimaet med besøg på plastikramte øer
USA's præsident besøgte torsdag Midwayøerne for at sætte fokus på verdens plastikproblem.
Normalt bor der 50 mennesker på Midway. Torsdag blev øens indbyggertal tredoblet, da USA's præsident Barack Obama og hans fly Air Force One med omkring 100 medarbejdere og journalister om bord landede på den amerikanskejede ø-gruppe.
Obama vil i de sidste måneder af sin tid som præsident sætte ekstra fokus på klimaet, og netop klimaet og økosystemet er under pres på Midwayøerne.
Midwayøerne, som ligger midt ude i Stillehavet, er hjemsted for mere end 7.000 forskellige dyrearter. Der bor millionvis af fugle, og det anslås at op imod 1,5 millioner albatrosser har rede på øerne, som med sine 6,2 kvadratkilometer måler cirka en fjerdedel af Anholt.
Øerne har de seneste mange år haft en stor udfordring med plastik, som skyller op på de hvide sandstrande. Ifølge CNN, bidrager de mange fugle til pastikudfordringen på øerne ved hvert år at bringe omkring fem tons plastik fra havet og ind på land.
Fuglenes maver er fyldt med plastik, og det bekymrer den amerikanske præsident.
»Det er et spektakulært økosystem, og vi er nødt til at passe på denne utrolige, naturlige skønhed, der er hjemsted for 7.000 dyrearter, hvoraf mange ikke findes andre steder i verden. Vi er nødt til at beskytte dette unikke område, så vi i fremtiden kan bruge det til forskning, så vi kan lære vores oceaner bedre at kende,« sagde Obama under sit besøg.
Obama oprettede i august verdens største beskyttede havområde i området omkring Hawaii og helt op til Midwayøerne. Det gjorde han for at beskytte havområdernes koralrev, maritime liv og ressourcer.
Under besøget på Midwayøerne var Obama også forbi mindesmærket for det store slag om Midwayøerne i 1942 under Anden Verdenskrig. Her lykkedes det amerikanske tropper at forsvare øerne fra japanske angreb. Samtidigt led den japanske flåde så store tab, at slaget om Midway blev et vendepunkt i Stillehavskrigen.