Hvad gør man, hvis russerne angriber Polen? Det har 31.000 soldater forsøgt at øve sig på
De sidste ni dage har soldater været med i, hvad der kaldes Østeuropas største krigsleg i over 25 år.
Det er blot to år siden, at Nato holdt militærøvelse i Polen under navnet Anakonda.
Øvelser, som er blevet holdt hvert andet år siden 2006. Men denne gang er det anderledes. Anakonda-2016 er den største militærøvelse i Polen siden 1989, og 31.000 soldater fra 24 lande har siden den 7. juni været i gang i luften, til vands og på jorden for at øve sig i, hvad man gør, hvis russerne pludselig angriber.
En øvelse, som slutter fredag.
Den polske forsvarsminister, Antoni Mazierewicz, har udtalt, at øvelsen »tjekker alliancens evne til at forsvare den østlige flanke.«
Underforstået fra Rusland.
Russerne har da også vist tænder over øvelsen, som ifølge præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ikke bidrager »til en atmosfære af tillid og sikkerhed.«
Ikke desto mindre har de tusindvis af soldater, 12.000 af dem fra Polen og hele 14.000 fra USA, altså brugt ni dage på bl.a. at reagere på et fingeret kemisk angreb og bygge en midlertidig bro, der kan bære 300 militærkøretøjer, mens 1.300 soldater kastede sig ud med faldskæm i en koordineret aktion for at sikre et territorium.
Omkring 3.000 køretøjer, 105 fly og 12 militærskibe er en del af øvelsen, som ikke har givet anledning til uheldige misforståelser fra russernes side, hvilket nogle ellers luftede frygt for op forinden.
Den polske forsvarsanalytiker Marcin Zaborowski siger til The Guardian:
»I Polen ser vi øvelsen som en sikkerhedsforanstaltning fra USA og Nato. Forsvarsbehovet i det centrale og østlige Europa er reel. Omfanget og antallet af soldater i Anakonda er ikke lige så stort som de russiske øvelser. Og de foregår hele tiden lige på den anden side af grænsen.«