Læs Washington Posts artikel om Danmarks behandling af flygtninge: "Uskøn drejning i velfærdsstaten Danmarks kurs over for flygtninge"

Lise Ramsløg slentrede rundt på bare tæer en varm septemberdag, da Europas flygtningekrise ankom til Rødby på Lolland.

Den 70-årige bedstemor havde en simpel gåtur i tankerne, da hun tog hjemmefra. Hun endte i stedet blandt hundredvis af udmattede asylansøgere, som var ankommet på en færge fra Tyskland. De var strandet i Rødby uden mulighed for offentlig transport. Nogle flygtninge var begyndt at gå langs motorvejen i desperation.

Lise Ramsløg besluttede sig på stedet for at hjælpe. Hun endte med at køre to unge par, et lille barn og en nyfødt baby de knap 200 km til deres destination i Sverige.

»Da vi krydsede grænsen til Sverige, jublede de og græd,« husker Lise Ramløg.

I enhver anden sammenhæng ville Lise Ramsløg nok blive kaldt en barmhjertig samaritaner.

Den danske regering har dog en helt anden benævnelse for hende: Dømt menneskesmugler.

Beslutningen om at retsforfølge Ramsløg – og hundredvis af andre danske statsborgere – er for mange det seneste bevis på et samfund, der har vist sig fra sin grimmeste side, efter at hidtil usete flygtningestrømme er kommet til landet.

Men Danmark er ikke alene. Hvor flygtninge engang blev mødt med åbne arme, afvises de nu kompromisløst på tværs af hele Europa.

For nylig begyndte de græske myndigheder at sende nyankomne tilbage til Tyrkiet som et led i den europæiske indsats, der skal lukke af for den rute, som mere end 1.000.000 flygtninge benyttede sig af i 2015.

Europa er godt i gang med at bygge sine mure op, og man må undre sig over, hvad der er blevet af Europas højt værdsatte humanitære værdier. For mange danskere er uoverensstemmelsen mellem omdømme og virkelighed påfaldende.

»Vi mister respekten for de værdier, som vores land er bygget op omkring og for den Europæiske Union,« siger Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. »Det er begyndt at blive meget svært at forsvare menneskerettighederne.«

Det skandinaviske land er kendt i USA for sin venlighed, sit velfærdssystem og for at være verdens lykkeligste. Danmark var et af de lande, som beskyttede jøderne under Holocaust og som hjælp folk med at flygte fra landene bag Jerntæppet under den Kolde Krig.

Men i forbindelse med den seneste flygtningestrøm er Danmark gået langt for at gøre opmærksom på sin modvilje. Mens Tyskland fortsat tager imod asylansøgere, og andre europæiske lande holdt dørene åbne så længe de kunne – som i Sverige – har Danmark fra starten lagt en hård linje.

Regeringen har skåret i ydelserne til flygtninge og indrykket annoncer om tiltaget i libanesiske aviser. Regeringen har også gjort det muligt for politiet at konfiskere værdigenstande fra flygtninge – herunder kontanter og smykker. Samtidig har myndighederne gjort det meget sværere for flygtninge at få familiesammenføring. Hvor flygtninge havde krav på familiesammenføring efter et år, er det i dag sat op til tre år.

Nu bliver almindelige danskere også ramt af den hårde linje. De bliver straffet for noget, som mange anser for at være en god gerning.

»Jeg er stolt af, hvad jeg gjorde, og jeg fortryder det ikke,« siger Lise Ramsløg. Hendes grå hår fremhæves af hårklips med lyserøde hjerter, og der er tårer i hendes klare blå øjne. »Men jeg har ikke lyst til at være kendt som kriminel.«

Men efter hendes dom i marts, er det, hvad hun er. Og ifølge Dansk Folkeparti er det helt fortjent – også selvom politiet få dage efter, at Lise Ramsløg åbnede sin bildør, gav ordre til at flygtninge skulle transporteres videre med tog.

»De her personer brød loven,« siger Peter Kofod Poulsen (DF), der er medlem af Folketinget. »Menneskesmugling er aldrig i orden – ikke hvis det er togselskab, der står bag og heller ikke, hvis det er private individer.«

Peter Kofod Poulsen er 26 år gammel, og det tredje yngste medlem af Folketinget. Han har været med til at indføre en række stramninger på asylområdet, siden Dansk Folkeparti blev Danmarks næststørste parti ved valget i juni.

Antallet af flygtninge, som Danmark bør tage, bør ifølge ham være »så tæt på nul som muligt.« Hvis ikke, betyder det enden på alt, hvad danskerne har kært – inklusiv lav kriminalitet og høje velfærdsydelser. At byde syrere, irakere, afghanere og andre, der flygter fra krig, velkommen er ganske enkelt for stor en byrde, siger han.

»Landet er ved at falde fra hinanden,« siger han. Han er slank, blond og selvsikker. »Engang havde vi et sikkert, monokulturelt samfund. Nu er vores velfærdsstat under stort pres.«

At Danmark ikke kan tage sig godt nok af sine egne, hvis man også skal tage sig af flygtninge, er et argument, som har vundet stor indpas i landet. Flygtningefjendske holdninger, som engang blev anset for at være ekstreme, bliver nu gentaget af mange danske politikere.

Det er en holdningsændring, som har været undervejs i mindst 10 år. Men vendepunktet kom måske den dag i september forrige år, da flygtningene begav sig ud på de danske motorveje.

Mange flygtninge var blevet forhindret i at forlade Ungarn en uge forinden, og det førte til en stigning i antallet af flygtninge på vejene.

Da de ankom til Danmark den 7. september, fik de at vide, at de ikke måtte benytte den offentlige transport, med mindre at gik med til at lade sig registrere. Det var de færreste flygtninge villige til, fordi de gerne ville videre til mere gæstfri nationer – og særligt Sverige.

Da danskerne tændte for tv’et den dag, så de motorveje blokeret med mennesker, der havde brug for hjælp.

»Det var en øjenåbner for mange danskere,« siger Kasper Møller Hansen, der forsker i statsvidenskab ved Københavns Universitet. »De tænkte, ’Wow. Det er godt nok mange mennesker. Vi kan ikke hjælpe dem alle.«

Andre var af en anden mening. De hoppede ind i deres bil og kørte til Rødby for at tilbyde flygtningene et lift.

Lisbeth Zornig Andersen, direktør for Børnehuset og forfatter, var i området, og hun besluttede sig for, at hun ikke kunne køre tilbage til København i en tom bil.

»Jeg har aldrig nogensinde set folk i Danmark, der havde brug for hjælp på den måde,« siger hun. »De var sultne. De var tørstige. De havde ikke andet med sig, end det tøj de stod i.«

Hun åbnede døren til sin bil for en lille gruppe syrere, der bestod af fire voksne og et sæt tvillingepiger på fem år. »To minutter senere var de faldet i søvn på bagsædet,« siger hun.

I København serverede hendes mand, den tidligere journalist Mikael Rauno Lindholm, kaffe og småkager for dem og tilbød dem at overnatte. Men de var ivrige efter at komme til Sverige, hvor bekymrede slægtninge ventede. Han kørte dem til togstationen.

Lisbeth Zornig Andersen og Mikael Rauno Lindholm blev begge dømt for menneskesmugling i forrige måned. Menneskesmugling er normalt noget, man forbinder med grådige profitmagere – ikke velgørere. Parret blev dømt til hver især at betale en bøde på 22.500 kroner. Dommen har de efterfølgende anket.

Lise Ramsløg har fået lov til at betale sin bøde i to rater, fordi hun er pensionist. Men det er stadig mere, end hun har råd til. Indtil den dag i september var hendes mest alvorlige forseelse en fartbøde.

Hun siger, at hun reagerede instinktivt den dag. Hendes handlinger var ikke planlagte. Hendes umiddelbare tanke var, at hun blot ville køre flygtninge, som gerne ville have et lift, et stykke af vejen til Sverige.

»Men jeg blev ved med at tænke – jeg kan da også køre lidt længere,« husker hun.

Babyen sov hele vejen i sin mors favn. Den lille dreng spiste lidt kiks og drak æblejuice.

Lise Ramsløg var stadig barfodet, og da aftenen faldt på kørte hun over Øresundsbroen til Sverige. Hun havde ingen telefon, og det var kun med nød og næppe, at hun kunne betale broafgiften.

“Thank you! Thank you!” udbrød hendes passagerer, da hun kørte ind til siden for at sætte dem af.

Før de tog afsked med hinanden, tog Lise Ramsløg en lille amulet ud af sin lomme. Det var et firkløver omsluttet af glas. Den havde hun fået for at mindes sin datter, der var død året forinden.

Hun pressede den ind i drengens hånd.

“Jeg håber, at den vil bringe dig mere held,” siger hun.