Premierminister beordrer boykot mod populært tv-program
Premierminister Tony Abbott reagerer mod tv-station, der gav plads til kontroversiel udtalelse fra formodet terrorist.
Den australske tv-station Australian Broadcasting Corp, ABC, er endt i problemer, efter mediet for to uger siden i et populært talkshow gav en terrormistænkt mand lov til at deltage og komme med kontroversielle udtalelser rettet mod en australsk minister.
Nu beordrer den australske premierminister, Tony Abbott, alle sine ministre til at boykotte programmet, Q&A, indtil tv-stationen kommer til bunds i, hvordan den kontroversielle Zaky Mallah kunne få taletid i programmet. Det skriver BBC.
Mandag aften skulle landbrugsminister Barnaby Joyce ellers have deltaget i programmet, der giver et panel af deltagere lov til at stille betydningsfulde personer spørgsmål, heriblandt politikere og kunstnere.
Den aftale er imidlertid blevet aflyst efter ordre fra Tony Abbott.
"Premierministeren har ladet forstå, at han ikke vil have nogen minister til at deltage i Q&A," siger en talsmand for Barnaby Joyce ifølge Sydney Morning Herald om afbuddet.
Det markante skridt har rod i en optræden fra netop en minister i programmet, der har sat gang i en debat om national sikkerhed og ytringsfrihed i Australien.
Midt i programmet blev ministeren for udenlandske sikkerhedsanliggender, Steven Ciobo, konfronteret af en vred Zaky Mallah. Han blev i 2005 dømt for trusler om at dræbe australske ministre, og han er blevet frygtet og berygtet for at komme med kontroversielle, islamistiske ytringer på sociale medier.
Denne gang var Zaky Mallah vred over regeringens planer om at fratage borgere deres statsborgerskab, hvis de støtter terrorisme.
Steven Ciobo affærdigede angrebet med at fortælle, at han er glad for at være del af en regering, der "ville sige, at du (Zaky Mallah, red.) skulle være ude at dette land".
En udtalelse, der førte Zaky Mallah til et hidsigt modangreb, hvor han anklagede Steven Ciobo for med sin udtalelse at have "retfærdiggjort, at mange australske muslimer i aften kan rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat på grund af ministre som ham (Steven Ciobo, red.)".
ABC beklagede i sidste uge, at Zaky Mallah fik lov til at deltage i programmet og stille spørgsmål på trods af hans tidligere straffe og kontroversielle udtalelser. Tv-stationen vil nu sætte gang i en undersøgelse af, hvordan episoden kunne ske.
Tony Abbott har krævet fyringer og sat spørgsmålstegn ved ABC's troværdighed på grund af episoden.