Fortsæt til indhold
International

Politivold optrapper krise i Hongkong

Hongkongs politiske krise eskalerer efter videooptagelser af politivold.

Jes Randrup Nielsen, Jyllands-Postens korrespondent

HONGKONG

En videooptagelse af fem betjente, der gennembankede en liggende demonstrant med hænderne i strips bag ryggen, mens en enkelt holdt vagt, chokerede onsdag Hongkongs borgere i den seneste optrapning af konflikten mellem politi og demonstranter, der i næsten tre uger har blokeret flere trafikknudepunkter i Hongkong med krav om demokratiske valg af byens leder.

Demonstranten Ken Tsang, en frivillig socialrådgiver og medlem af det prodemokratiske Civic Party, bekræftede over for flere medier gennembankningen, der varede flere minutter, og tilføjede, at han var blevet slået flere gange på politistationen.

Hongkongs politi sagde allerede onsdag, at seks personer var fritaget for tjeneste, og at man efterforskede sagen.

Men episoden gav onsdag fornyet styrke til protesterne, der blussede op onsdag eftermiddag og aften, og kan vise sig at vende folkestemningen i demonstranternes favør.

Politiets ry ødelagt

Flere fremtrædende politikere, der også er blandt byens mest fremtrædende advokater, kritiserede politiet og regeringschef C.Y. Leung for ikke at ville tage det politiske ansvar for handlingerne.

»Dette er åbenlyst misbrug af politiets magt, som et så civiliseret samfund som Hongkong bestemt ikke burde acceptere,« sagde højesteretssagfører og medlem af byens miniparlament for Civic Party, Alan Leong.

En anden højesteretssagfører og medlem af Civic Party, Dennis Kwok, der repræsenterer den arresterede, sagde til avisen Washington Post, at politiet indtil onsdag morgen havde vist betydelig tilbageholdenhed, men at episoden havde ødelagt politiets ellers gode ry.

»Politiet har unægteligt skullet håndtere en vanskelig situation, men det undskylder på ingen måde det, der skete med Hr. Tsang,« sagde han.

Tirsdag fjernede politiet afspærringer på én hovedfærdselsåre i Hongkongs forretningsdistrikt uden særlig konfrontation med demonstranterne, men tirsdag aften forsøgte en gruppe demonstranter at genbesætte en vej i nærheden af regeringskontoret.

Respekten er væk

Politiet indsatte kampklædte betjente, der brugte peberspray og arresterede 42 personer. Fire politibetjente kom til skade, sagde politiet. Gennembankningen af Ken Tsang skete herefter. Men prodemokratiske advokater sagde onsdag aften, at mindst fire andre blandt de 42 arresterede også var blevet slået af politiet under de indledende forhør.

Tager vi ét skridt tilbage, vil dæmningen sprænges.
Anonym kilde, i kommunistpartiet om indrømmelser til demonstranterne

Demonstranter, der onsdag stadig besatte asfalten på en ottesporet motorvej foran regeringshovedkvarteret i Admiralty sagde, at de havde mistet den sidste rest af respekt for politiet, der indtil denne uge stort set har holdt sig væk fra områderne. Men flere sagde også, at de ikke var enige med grupper, der søgte konfrontation.

»Til sidst bliver vi nødt til at fjerne os, det kan enhver se. Men det giver ingen mening at give politiet påskud for at bruge magt,« sagde en 27-årig grædende it-medarbejder, Julie Wong.

Kina kritiserer besættelsen

Samtidig forstærkede Beijing sin kritik af demonstrationen. Onsdag sagde chefen for Beijings forbindelseskontor i Hongkong, Zhang Xiaoming, ifølge Kinas statsmedier, at demonstranterne havde provokeret regeringen i Beijing – et tegn på Kinas Kommunistpartis stigende irritation over og bekymring for en krise, der i øjeblikket synes uløselig.

Reuters rapporterede tidligere i denne uge, at regeringen i Beijing ikke havde i sinde at give efter for selv det mindste krav fra demonstranterne endsige indgå i en dialog med dem.

»Centralregeringen vil ikke give efter en tredje gang,« sagde kilden til Reuters med henvisning til en upopulær sikkerhedslovgivning, der blev skrinlagt i 2003 efter en massedemonstration og en plan om indførelse af kommunistisk propaganda i Hongkongs skoler, der blev skrottet i 2012 efter folkelig modstand.

En anden kilde i partiet sagde, at lignende krav kan sprede sig til det kinesiske fastland, hvor den sociale uro også ulmer.

»Tager vi ét skridt tilbage, vil dæmningen sprænges.«