Kineserne vil have hjælp til at få børn

Fertilitetsbehandlinger stiger voldsomt i Kina. Udenfor landets fertilitetsklinikker er der lange køer, der vidner om, at barnløse kinesere vil have deres ene lovlige ønskebarn.

Den danske antropolog Ayo Wahlberg fra Institut for Antropologi på Københavns Universitet er i fuld gang med et forskningprojekt, der skal se nærmere på, hvorfor disse behandlinger vinder frem i et land, der så længe bevidst har holdt fødselstallet nede.

De lange køer har Ayo Wahlberg selv set, da han lavede en del af sit projekt på en fertilitetsklinik i Kina, og den oplevelse gik stik imod hans forventning af landets fertilitetsindustri.

"Jeg var nødt til at mase mig ind. Der var mennesker overalt. De kom om aftenen for at stå i kø, så de var sikre på, at lægen havde tid om morgenen. Lægerne har som regel kun tre minutter til hver og ser omkring 50 par om dagen," siger Ayo Wahlberg.

Ifølge ham er det den stramme etbarnspolitik, der har en del af skylden for, at kineserne nu strømmer til de få fertilitetsklinikker i landet.

Børn er Kinas fremtid

"De fleste mennesker i verden vil gerne have børn. Det er der ikke noget nyt i, men etbarnspolitikken i Kina har virkelig forstærket det ønske," siger Ayo Wahlberg.

Han forklarer, at de forskellige markedsreformer i landet samtidig har gjort børn til en investering for fremtiden. Børn er blevet en nødvendighed for kineserne.

"Alle former for sikkerhedsnet er væk. Det betyder, at børn er kinesernes fremtid og økonomiske sikkerhed. Hvis du ikke kan få børn, så er det et stort problem. Etbarnspolitikken har altså gjort, at kineserne virkelig vil have deres ene barn. Derfor er der en så stor stigning i fertilitetsbehandlinger i Kina," siger han.

Det betyder også, at selv fattige kinesere vil bruge formuer på at få hjælp.

"Jeg snakkede med et par, der lånte omkring 100.000 for at få et barn. De var ikke specielt rige, men de ville bare have det her barn, så de lånte pengene fra familie og venner. Hvis kineserne ikke får et barn, så er der jo ingen til at forsøge dem, når de bliver ældre," siger han.

Først lovlig for 20 år siden

I 1979 indførte Kina den strenge etbarnspolitik. Derfor er det også overraskende, at fertilitetsklinikkerne nu boomer i Kina.

Men ifølge Ayo Wahlberg har det ikke været nemt for kineserne at få disse behandlinger lovliggjort.

"Da Kina fik deres første reagensbørn, var de første reaktioner meget skeptiske. Der var bestemt ikke opbakning fra staten, for hvorfor skulle man overhovedet have flere børn?" siger Ayo Wahlberg.

Men efter en del lobbyarbejde blev det i 2003 lovligt for fertilitetsklinikker at udføre praksissen. Derved steg antallet af klinikker voldsomt. I 2003 var der 0 klinikker, hvor der i dag er omkring 250 klinikker i Kina.

På klinikken, hvor Ayo Wahlberg foretog sin forskning, er behandlingerne steget fra 3.000 i 2004 til 22.000 i 2012. Det er blot for én klinik. I Danmark er tallet på omkring 25.000 på landsplan, forklarer han.

Højere kvalitet af befolkningen

Fertilitetsbehandlingerne blev dog lovliggjort med visse begrænsninger. I loven står der, at en behandling kun må udføres indenfor den nuværende kinesiske familieplanlægningslov. Det betyder, at et par skal have en vielsesattest samt et graviditetscertifikat for at få en behandling.

For at få et graviditetscertifikat skal man igennem sundhedstjek, der beviser, at man ikke har nogle arvelig sygdomme eller handikap.

Ayo Wahlberg forklarer, at mange kinesere ser det som en selvfølge, at der er forskel på kvalitet af mennesker. Det gælder både socialt og biologisk. Denne debat er ikke et tabu som i Danmark.

"I Kina taler folk åbent om et fælles nationalt projekt, hvor man skal føre Kina tilbage til toppen. Derfor har de opstillet nogle mål for kollektivet, og det kræver sunde og uddannede børn for at nå disse mål," siger han.

"Begræns kvantiteten. Forhøj kvaliteten." Sådan lyder en af de offentlige kampagner for at forhøje befolkningskvaliteten, fortæller Ayo Wahlberg.

Samme problem som andre lande

Ifølge Ayo Wahlberg er der tale om en slags frasortering af de svageste i samfundet, men mener samtidig, at samme situation er at finde i kulissen i europæiske lande.

"I Danmark blev der fornylig sat fokus på, at der ikke er særlig mange børn, der bliver født med Downs syndrom, og det sker jo, fordi danske kvinder får tilbudt screeninger, så den slags sker altså også i Danmark. Det er vigtigt at holde fast i," siger han.

Ifølge Ayo Wahlberg er forskellen på de to lande blot, at Kina har en eksplicit målsætning, hvor de vil undgå fødsler med handikap.

"Der er selvfølgelig problematikker i det her, men de problematikker går igen i alle lande. Det handler om, hvordan rådgivningen bliver udført. Det er vigtigt, at der ikke opstår et pres på parrene. Men det er den samme problematik i Danmark. Hvem tør eksempelvis sige nej til en nakkefoldsscanning i Danmark?" siger han.

I forskningen i Kina har han ikke stødt på forhold, hvor fertilitetsbehandlingen er blevet udnyttet.

"Jeg tænkte i starten, at klinikkerne måske oplevede det, hvor par kom for at få en sund dreng. Men jeg har erfaret, at omkostningerne er så høje, at hvis du ikke fejler noget, så er det simpelthen for dyrt," siger han.

Danmark kan tage ved lære

Udover hvordan landene griber debatten om fertilitet an, så er der ellers ingen forskel, mener Ayo Wahlberg.

"Det er fuldstændig de samme metoder, man benytter. Teknologien er globaliseret og standardiseret. Jeg har haft kollegaer fra Danmark og USA med på en af de kinesiske klinikker. Og de siger, metoderne er de samme. De bliver tilgengæld overrasket over mængden af patienter," siger Ayo Wahllberg.

Han håber, at Danmark og Kina kan styrke samarbejdet på dette område, og at Danmark måske kan tage ved lære fra forholdene i Kina.

"De kan slet ikke følge med på de kinesiske klinikker. Man kan så spørge, hvorfor de ikke stopper op og sætter et maksimum for patienter? Men det gør de altså ikke. I stedet har de indført et system, hvor der er et konstant flow af patienter. Det har overrasket mig, hvordan de har tilpasset sig til det enorme pres," siger han.