Det totale nederlag

Marathon, Cannae, Poitiers, Kosovo Polje, Waterloo, Verdun - og sidst, men ikke mindst, Stalingrad.

Militærhistoriens række af store slag er lang, men næppe noget fik så vidtrækkende følger som opgøret på liv og død om byen ved Volga, der bar den sovjetiske diktator, Josef Stalins navn.

Slaget ved Stalingrad blev det store, psykologiske vendepunkt i Anden Verdenskrig, selv om det efterfølgende panserslag ved Kursk i sommeren 1943, historiens største, ret beset var et langt større militært tilbageslag for Adolf Hitlers drømme om at erobre verden.

Efter Stalingrad gik det én vej for Det Tredie Riges militærmaskine: Tilbage. Da de sovjetiske soldater to år senere rykkede ind i Berlin, skrev de på husmurene: »Hævn for Stalingrad«.

Med en journalistisk stramning kan man tillade sig at sige, at virkningerne af Stalingrad først er neutraliseret i dag. Det skete under det netop overståede EU-topmøde i København, da 10 øst- og centraleuropæiske lande blev inviteret indenfor i det Europa, som de i 50 år var afskåret fra. Først nu er den normalitet genoprettet, som krigen og vendepunktet ved Stalingrad var et angreb på.

5000 overlevende

Den 31. januar 1943 indstillede de resterende tyske styrker - udhungrede, forfrosne, syge - krampetrækningerne i den totalt ødelagte by. Af knap 300.000 mand, incl. rumænske og italienske hjælpetropper, var der 90.000 tilbage, da generalfeltmarskal Friedrich von Paulus trodsede de hysteriske ordrer fra førerhovedkvareret i det fjerne Tyskland og gav op. Han kapitulerede ikke teknisk. Men han havde fået nok, og han erkendte allerede på det tidspunkt den historiske rækkevidde af sin beslutning og sit nederlag.

5000 tyskere vendte tilbage til Tyskland efter 13 år i fangelejre. De overlevede kun, fordi Stalin udtrykkeligt gav ordre til, at ikke alle Stalingrad-fanger måtte dø. De blev udleveret i 1956, da forbundskansler Konrad Adenauer overtalte en ny ledelse i Kreml til at lade dem gå. De var, hvad der var tilbage af Paulus' eliteenhed, Den Sjette Armé.

Over et halvt år bølgede slaget ved Volga. Det begyndte på distancen. De indledende tyske luftbombardementer kostede 40.000 civile indbyggere livet. Og det endte med nærkamp, fra hus til hus, hvor våbnene også var spader, knive og de bare næver. En halv million sovjetiske soldater mistede livet, 600.000 russiske soldater og civile blev såret eller taget til fange. Barbariet kendte ingen grænser.

Myten usvækket

Myten om Stalingrad er usvækket på begge sider i dag. Der knytter sig noget Wagner'sk skæbnebestemt til dette apokalyptiske opgør, som både overlevende veteraner og historikere på begge sider ikke kan slippe. Da Hitler forbød Paulus at forsøge et udbrud fra den omringede keddel og senere også at kapitulere og derved spare tusinder af soldaters meningsløse død, gik regimets blanke vanvid op for mange. Spørgsmålet har siden været, hvorfor Hitler valgte at ofre Den Sjette Armé ved Stalingrad.

Hitler var oprindeligt ikke specielt interesseret i at indtage byen. Han ville af strategiske grunde især blokere Volga, som var en af de vigtigste sovjetiske forsyningsveje. Desuden skulle byens betydelige våbenindustri ødelægges. Hans hovedmål var at få kontrol med Kaukasus' store oliefelter ved Maikop, Grosnyj og Baku.

Ét år efter at angrebet på Sovjetunionen var indledt, var Hitler begyndt at indstille sig på en længerevarende krig. Løgnen om endnu en hurtig Blitzkrieg forblev propaganda.

Strategien skulle vise sig skæbnesvanger. Angrebet på Sovjetunionen, "Operation Barbarossa", var sluppet løs den 22. juni 1941. Tre millioner mand over en front på 1600 kilometer skulle knuse Stalins rige. Med planen om at erobre Kaukasus spændtes fronten ud til 4000 kilometer på et tidspunkt, da én million tyske soldater allerede var faldet.

I foråret 1942, efter den første frygelige vinter, vurderede hærens generalstab, OKH, at kun fem procent af de tyske styrker var fuldt operative, mod 64 procent året før. Forsyningslinierne blev meget lange. Det kneb hurtigt med brændstoffet. I to uger sad store kampvognsstyrker fast på den russiske steppe og ventede på benzin. Allerede før slaget om Stalingrad begyndte, var der eksempler på sult i de tyske rækker.

Hitler besluttede ydermere at dele sine styrker. Sjette Armé skulle rykke mod Stalingrad, mens en anden styrke styrede direkte mod oliefelterne i syd. Stalingrad var nu også blevet til et personligt, prestigebetonet symbol i krigen mellem de to diktatorer.

OKHs generalstabschef, Franz Halder, advarede mod vovestykket og blev afskediget. Hitler, udlært malersvend, udnævnte sig selv til øverstkommanderende.

Diktator mod diktator

»Jeg ønskede at nå frem til Volga, og det skulle være en helt bestemt by. Tilfældigvis bærer den det samme navn som Stalin«, forklarede Hitler den 8. november 1942 i en tale til gamle partiveteraner i Bürgerbräukeller i München.

Den 19. august 1942 indledtes angrebet. Den 51-årige Paulus, søn af en bogholder i Hessen, ville for enhver pris vise sig tilliden værdig. Efter de indledende luftbombardementer lukkede de tyske styrker en ring om Stalingrad - næsten. Men som dagene gik, voksede de tyske tab. De sovjetiske rødgardisters dødsforagt skyldtes ikke mindst en nådesløs indsats fra NKVD (efterretningstjenesten KGB's forløber). Alle, der ikke opsøgte kampen, blev skudt på stedet.

»Ikke et skridt tilbage. Kujoner skal skydes på stedet«, hed det i en personlig ordre, nr. 227, fra Stalin i Kreml.

62. sovjetiske armé, 75.000 mand fra arbejdermilitserne, 7000 ungkommunister og en del kvinder bød den tyske krigsmaskine trods i et orgie af offervilje, blind loyalitet, men også frygt.

Den Røde Hærs politiske kommissærer piskede deres mænd frem til linierne fra den russiske digter, Ilja Ehrenburg: "Dræb tyskerne - sådan lyder skriget fra jeres russiske jord. Tøv ikke. Giv ikke efter. Dræb".

En kamp på liv og død bølgede:

»Der blev kæmpet om hvert et hus, hver fabrikshal, hvert vandtårn, jernbaneskifte, huse, kældre og til sidst om hver eneste ruindynge«, skrev en tysk officer hjem.

"Operation Uranus"

Paulus begyndte at blive urolig. I slutningen af oktober manglede tyskerne kun at erobre den sidste strimmel land på kysten ned til Volga, et par hundrede meter. Det lykkedes aldrig. Tværtimod vendte billedet nu.

"Operation Uranus" - den systematiske omringning af Den Sjette Armé - begyndte. Friske tropper fra hele Sovjetunionen, ført frem på nyanlagte jernbaneskinner, gik i stilling i en ring uden om de tyske belejrere.

Den 19. november kl. 7.30 lokal tid begyndte modangrebet. Én million mand, 13.500 kanoner og granatkastere ("Stalin-orgler"), over 1000 fly og knap 900 splinternye T34-kampvogne gik løs på Den Sjette Armé.

Stalingrad-kedlen

Kedlen ved Stalingrad var i første omgang 60 kilometer lang og 60 kilometer bred. Den snøredes sammen fra dag til dag. Paulus vidste, at kun et succesfuldt udbrud fra omringningen kunne redde hans styrker fra undergang. Men Hitler rasede og nægtede ethvert tilbagetog.

Spradebassen Hermann Göring, luftmarskal og morfinist, pralede med, at hans Luftwaffe sagtens kunne flyve de nødvendige forsyninger ind til den omringede hær. Den havde brug for 700 tons dagligt: Ammunition, brændstof og fødevarer. End ikke det halve, 350 tons, kom Göring på noget tidspunkt i nærheden af. Niveauet lå oftest på omkring 40 tons.

Selv om de første ofre for sult for længst havde vist sig, blev rationerne løbende skåret ned fra oprindeligt 350 gram brød og 120 gram kød pr. mand. Omkring nytårsskiftet 1942/43 overlevede de tyske soldater på en halv skive brød om dagen. De jagede katte og rotter i ruinerne. Mod slutningen omkom 1000 tyskere om dagen, de fleste som følge af sult og sygdom.

Den 16. januar 1943 indrømmede regimet i Berlin første gang i sine bulletiner, at slaget om Stalingrad langt fra var vundet. På hjemmefronten kunne de, der læste mellem linierne, fornemme den katastrofe, der var på vej. Hermann Göring, iført hvid gallauniform, sammenlignede de tyske troppers kamp med spartanernes heltemod mod perserne ved Thermopylae i 480 f. Kr. Da det hørtes over radioen i kedlen, råbte mange: »Sluk for det vrøvl!«.

Da det var forbi, skrev partiavisen Völkischer Beobachter skamløst: »De døde, for at Tyskland kan leve«.

Det er aldrig rigtigt opklaret, hvorfor Paulus valgte at adlyde Hitlers ordre om ikke at forsøge et udbrud. Blandt andre feltmarskal Erich von Manstein fastholdt efter krigen, at ofringen af armeen var nødvendig for at ikke at skabe en endnu større katastrofe for de styrker, der stod i Kaukasus, og for resten af Værnemagtens centrale frontafsnit, Heeresgruppe Mitte. Manstein forestod det eneste reelle undsætningsforsøg af Paulus i kedlen. Men 4. panserarmé under general Hoth kørte hurtigt fast af mangel på materiel og brændstof. Dermed var slaget afgjort.

Som et sidste incitament til at holde ud forfremmedes Paulus til generalfeltmarskal. Skulderstropperne med de mange stjerner blev smidt ned fra luften få dage før kapitulationen. Hitler lod forstå, at han forventede et selvmord, hvis der ingen vej var tilbage.

Efter slaget henviste Paulus til sin ære som soldat, der bød ham adlyde enhver ordre oppefra. Det var den gennemgående forklaring ved Nürnberg-processen efter krigen, hvor også Paulus blev afhørt. Til Paulus klæber derfor stemplet som den blindt adlydende officer uden civilcourage, der sætter sin egen position højere end hensynet til sine soldater.

Kampen indstillet

Den 31. januar indstillede feltmarskal von Paulus kampene. De ebbede endeligt ud i hele kedlen den 2. februar. Myten om den tyske uovervindelighed var brudt.

90.000 mand, herunder Paulus selv, vandrede i sovjetisk fangenskab. Stalin behandlede ham med udsøgt høflighed. Propagandaværdien af en så højtrangerende tysk general var uvurderlig for Kreml. Paulus fik sin egen datja, og han fik lov at holde adjudant, før han i 1953 vendte tilbage til tysk jord, til DDR. Han døde under fredelige omstændigheder i sit hjem i Dresden i 1957 som en af militærhistoriens mest omstridte ledere.

For Stalingrad, der oprindeligt havde to millioner indbyggere, begyndte derimod den lange vej tilbage mod civilisationen. Ifølge den første folketælling lige efter kampen var der 10.000 indbyggere, heraf 994 børn.

Af dem fandt ni deres forældre igen.

joern.mikkelsen@jp.dk