Tjekkoslovakiet: Skidt ægteskab, lykkelig skilsmisse
Nøjagtig 10 år er gået, siden tjekker og slovakker i al fredsommelighed gik fra hinanden. I dag står de to folk hinanden nærmere end nogensinde og forventer sammen at træde ind i EU i foråret 2004. Et eksempel på, at småt kan være smukt, og at store stater ikke nødvendigvis er et gode.
BRATISLAVA - At der er gået nøjagtig 10 år, siden tjekkerne og slovakkerne opløste deres fælles republik som ikke var så fælles endda, idet den blev styret fra Prag, og at livet siden har artet sig fredeligt i Centraleuropa, er det måske bedste bevis på, at småt kan være smukt, og at store stater ikke nødvendigvis er et gode.
Især sammenbragte stater kan være et onde. Jugoslaviens forsvinden i et blodbad uden europæisk sidestykke efter Anden Verdenskrig springer i øjnene som eksempel på en stat, der aldrig burde have været skabt, og hvis opløsning Vestens demokratier skulle have bistået, da opløsningsprocessen satte ind ved 80'ernes slutning. I stedet truede man den legitime og demokratisk udtrykte nationalfølelse i Kroatien og Slovenien. USA's daværende udenrigsminister, James Baker, gik så vidt under et besøg i Beograd kort før krigsudbruddet som til at hævde, at amerikanerne aldrig ville anerkende en republik, der måtte vove at forlade denne kunstige og til dels tyranniske statsdannelse.
Krige og ødelæggelser
Ikke uden grund følte serberne sig udstyret med en blanco-check. Følgen blev 90'ernes krige, der kostede over 200.000 mennesker livet, gjorde to millioner til flygtninge og fremkaldte fysiske ødelæggelser uden lige i Europa siden Anden Verdenskrig.
Det var en af James Bakers forgængere, Henry Kissinger, der klagede over, at han ikke kunne tage telefonen og ringe til en mand eller en kvinde - som kunne tale på Europas vegne. Den dag kan komme, men Europa med sin lange historie og sine mange kulturer er ikke så nemt at styre som Nordamerika. Mangfoldigheden kan aflæses både af katastrofen på Balkan og den sejr for fornuften, som lå i den fredelige opløsning af Tjekkoslovakiet nytårsnat mellem 1992 og 1993.
Håndslag på deling
Så udmærket var forholdet mellem parterne i afskedens øjeblik, at de to landes politiske ledere, Tjekkiets konservativt-nationalistiske ministerpræsident Vaclav Klaus og Slovakiets ekskommunistisk-nationalistiske ministerpræsident Vladimir Meciar, ved deres sidste møde i den berømte Villa Tugendhat i Brno knap ulejligede sig med at underskrive de fremlagte dokumenter. I stedet gav de hinanden håndslag på, at alt ville forløbe ordentligt, og at man senere - når de to stater var på plads ville samarbejde i videst mulig udstrækning.
Om Klaus er en gentleman skal lades usagt. Meciar er vanskelig at anbringe i den kategori. Om begge må vel erkendes, at de ved denne lejlighed opførte sig som gentleman, og at en del af grundlaget for EU's østudvidelse findes i deres opførsel. Slaverne i Centraleuropa gik hver til sit, uden at fremmede magter blandede sig. Resultatet var den fredelige opløsning af en stat, som aldrig burde have været oprettet.
Den tjekkoslovakiske fiktion opstod inde i hovedet på republikkens første præsident, Tomas Masaryk, der af tjekkerne blev solgt som en stor internationalist og stor demokrat, men som ikke desto mindre var, godt hjulpet af sin udenrigsminister og efterfølger, Edvard Benes, hvad man i Slovakiet kalder for en tjekkocentralist eller mere brutalt for en storbøhmer. Begge mente, i kraft af Tjekkiets eller Bøhmens fremtrædende historiske position i Europas hjerte, at slovakkerne havde godt af at blive regeret fra Prag ikke ulig den fornemmelse, hvormed London og Paris styrede deres oversøiske kolonier og Moskva sine besiddelser i Baltikum, Centralasien og Kaukasus.
Slovakkerne, skulle det vise sig efter skabelsen af den første Tjekkoslovakiske Republik i 1918, havde lige så vanskeligt ved at ytre sig som slovenerne, kroaterne, montenegrinerne og andre, der af serberne var blevet lovet vide beføjelser inden for det Kongerige af Serbere, Kroater og Slovenere, som opstod samme år.
Begge stater skulle gå til grunde først ved udbruddet af Anden Verdenskrig, dernæst med afslutningen af Den Kolde Krig. Men mens de sydslaviske lande Slovenien undtaget nu ligger i ruiner, ser Tjekkiet og Slovenien frem til at træde ind i EU om 16 måneder.
»Ingen bitterhed«
De 10 millioner tjekker og de fem millioner slovakker har et begrænset sprogligt fællesskab, men er ellers forskellige. Slovakkerne er katolikker. Tjekkerne er både protestanter, katolikker og især ateister. Tjekkernes havde deres glansfulde kongedømme indtil 1526, da de blev underlagt Habsburgerne i Wien. Slovakerne var i over 1000 år underkastet Ungarn, hvis konger blev kronet i Bratislava, den tids Poczony.
Bedre levestandard
Økonomen Klaus så intet problem i at skille sig af med Slovakiets tabsgivende rustningsindustrier. Han havde et navn i Vesten og et statsapparat, som alle kendte. Deraf flød investeringerne, som gjorde, at Tjekkiet bliver medlem af EU med en væsentlig højere levestandard end slovakkerne. De måtte begynde forfra, og det skete under Meciar, hvis alt andet end rene hænder gav Slovakiet et ringe ry. Først under ministerpræsident Mikulas Dzurindas blev der rettet op på dette, og Slovakiet anses i dag for et af EU's mest lovende nye medlemmer.
Bitterhed og mistro præger stadig forholdet mellem de nye stater på Balkan. Mellem tjekker og slovakker er forholdet formentlig lykkeligere end nogensinde.
»Vi har aldrig tidligere stået hinanden så nær. Der er ingen bitterhed imellem os,« erklærede Vaclav Havel, Tjekkoslovakiets sidste og Tjekkiets nu afgående præsident, i sin nytårstale. Med deres indtræden i EU-huset kan de tidligere ægtefæller fortælle en historie eller to om deres lykkelige skilsmisse.