Hvor Europa vokser sammen
Det såkaldte "Dreiländereck" mellem Tyskland, Polen og Tjekkiet symboliserer i særlig grad EU's udvidelse mod øst. Mellemeuropa melder sig dermed tilbage efter årtier i glemsel.
Zittau
Zittau føler sig med rette klemt op i et hjørne. Sådan har det ikke altid været. Og sådan vil det fra 1. maj heller ikke være længere.
Byen med 27.000 indbyggere ligger i den nederste snip af det tyske Sachsen og danner sammen med den polske by Bogatynia og den tjekkiske Hrádek nad Nisou den såkaldte "Dreiländereck", altså hjørnet, hvor tre lande, Tyskland, Polen og Tjekkiet, støder sammen.
Selve stedet, hvor grænserne løber sammen, "Dreiländerpunkt", har en særlig symbolsk vægt, når EU's udvidelse træder i kraft 1. maj som det eneste sted, hvor to nye lande støder op til et gammelt EU-medlem. Begivenheden markeres behørigt med en stor folkefest 30. april henover midnat og hele 1. og 2. maj med. Arrangørerne kalkulerer med, at 100.000 borgere fra alle hjørner af hjørnet deltager.
Helmut Kohl, kansler 1982-1998 og den, der politisk manøvrerede den tyske genforening igennem og dermed også banede vejen for den europæiske åbning og forening, bliver hovedtaler 30. april.
På vej til EU's officielle fest hos formandskabet i Dublin aflægger de tre landes regeringschefer, Gerhard Schröder, Tyskland, Leszek Miller, Polen, og Vladimir Spidla, Tjekkiet, et par timers besøg i det festlige hjørne. Bl.a. skal de symbolsk med spadestik give signal til bygning af en ny bro over grænsefloden Neisse og dermed også til anlæggelse af en vigtig og nyttig vejforbindelse i bogstaveligste forstand hen over "Dreiländereck".
"Dreiländerpunkt" ligger på en åben, saftig eng. De tre landes flag blafrer til hinanden fra hvert sit land, adskilt af vande, som knap er til at se - mellem Polen og Tjekkiet en lille bæk, som er til at skræve over, mellem Tyskland og de to andre lande floden Neisse, dog ikke større her, end at den er til at vade over.
Fra storhed til DDR-forfald
Zittau i Europas midte slap uskadt igennem Anden Verdenskrig, men ikke 40 års kommunistisk DDR. Stadig godt 14 år efter den tyske genforening og omfattende renoveringer er Zittau sine steder nedslidt og stadig socialistgrå.
Men man kan se på bygningernes arkitektur og struktur, at her oprindeligt har været drift, handel og hersket rigdom. Ingen anden end Tysklands berømte arkitekt og bygmester Karl Friedrich Schinkel (1781-1841) har bygget rådhuset - i italiensk renæssancestil. Torvet omkranses af prægtige bygninger og patricierhuse. Schinkel har også bygget den klassicistiske Johanniskirke.
Byens usædvanlige Hellig Kors Kirke rummer en kostbarhed i form af en fastedug fra 1472, gigantisk i størrelse (6,80 x 8,20 meter), enestående i Tyskland og en af de få tilbageværende af sin art i verden. Dugens 90 malede billeder fortæller både det gamle og det ny testamentes historie.
Regionen - og hvis man udvider den til at omfatte Sachsen, Schlesien og Böhmen - var i århundreder forbundet af politiske, kulturelle, økonomiske og erhvervsmæssige bånd og traditioner. Dette område i Mellemeuropa udgjorde i flere perioder en af de mest blomstrende regioner i Europa.
Kommunistisk udsultning
Med grænsedragningen efter Anden Verdenskrig og den efterfølgende oprettelse af det kommunistiske DDR og kommunistiske regimer i Polen og Tjekkoslovakiet blev regionen udsultet fra alle tre sider. Der taltes så smukt om broderlande, men kun ovenfra. Realiteten var, at grænserne var skarpe, og at der var meget lidt samarbejde på tværs. Regionen gik død.
Sovjetunionens diktator, Josef Stalin, havde formået at få udvidet sin egen union ved at skubbe Polen mod vest. Polakker fra øst flyttede ind i det hidtidige Schlesien, hvorfra millioner af tyskere var blevet fordrevet, ligesom millioner af tyskere var blevet fordrevet fra Tjekkoslovakiet. Så trods alle besværgelser var der ikke tale om venskabsgrænser.
Med Berlin-murens fald i 1989, den tyske genforening i 1990 og den kommunistiske bloks sammenbrud oplevede regionen den første store omvæltning. Glæden var overvældende. Ingen mur mere, ingen spærrezone, ingen truende sovjetisk hær, i stedet åbenhed, frihed og demokrati.
Økonomisk velfærdschok
Omvæltningen havde også en chokvirkning, ikke mindst som følge af hidtil ukendt åben økonomisk konkurrence. Selv om milliarder af D-mark blev investeret i Østtyskland, ikke mindst i nye veje, anden infrastruktur og renovering af huse, ramtes området af tyngende arbejdsløshed, hvilket også fulgte med en vis inerti i det polske og tjekkiske område.
Arbejdsløsheden ligger mellem 20 og 25 procent i områderne. Mange unge mennesker forlader Zittau og omegn for at søge lykken andre steder, for det meste i det mere lovende Vesten. Gennemsnitsalderen i dette sachsiske hjørne er 43,5 år.
Regionen har betydelig brydning af brunkul. I DDR-området var der 3.000 ansatte. Nu er der 400, der til gengæld producerer fire gange så meget! I det polske hjørne er der 6.000-8.000 ansatte. De må regne med en kraftig reduktion.
Mismodige mennesker har haft en tilbøjelighed til at give genforeningen skyld for skævhederne. Nu kan det tænkes, at EU-udvidelsen får skyld for de ulykker, der måtte komme.
Efter kommunismens sammenbrud blev en række grænseoverskridende initiativer sat i gang i "Dreiländereck" for at fremme en fællesskabsfølelse. Overvindelse af sprogbarrierer var - og er - vigtig. Sachsens ministerpræsident, Georg Milbradt, er gået i spidsen og har bl.a. opholdt sig fire uger i Polen for at lære polsk.
Nogle tyske og tjekkiske skoler har så at sige indført naboskab som fag. Grundskoler skiftes til være værter for hinanden hen over den grænse, som nu bliver udvisket, men som stadig udgør en sprogbarriere. Samarbejdet har fået en ny kvalitet.
Tal for samhandelen viser, at Polen (især levnedsmidler og gødning) og Tjekkiet (i første række bilmærket Skoda) har overskud i samhandelen med Sachsen (leverer især forbrugsgoder).
Mellemeuropas comeback
Så 1. maj sker der en ny dramatisk ændring for folk i regionen, når EU udvides, og Mellemeuropa så at sige melder sig tilbage:
- Regionen bliver del af verdens største hjemmemarked.
- For Zittau vil østgrænsen komme til at ligge lige så langt væk som Köln.
- Tyskland har senest glædet sig over - for første gang - kun at være omkranset af venner, i nogen tid at have NATO-allierede også øst for, og vil i fremtiden kun være omgivet af EU-lande (med Schweiz som eneste undtagelse).
Stanislaw Tillich, sachsisk minister for europæiske forhold, ved, at der i regionen eksisterer en blanding af begejstring og håb på den ene side og ægte angst og frygt på den anden.
»Mennesker, der hidtil har følt, at de er spærret inde i denne trekant, vil hurtigt opdage og glæde sig over, at de nu får hele området til rådighed med nye chancer,« siger Stanislaw Tillich. »I Tyskland er der frygt for billig arbejdskraft fra den anden side, men polakker og tjekker kan kun ansættes efter den tyske tarif. Sagen er, at der i realiteten har eksisteret en konkurrence i grænseområderne i en halv snes år, hvad angår tjenesteydelser, om end i mange tilfælde illegalt.«
»Der er stærkt brug for afklaring,« siger Tillich, »men jeg er overbevist om, at folks euroskepsis hurtigt til aftage, når de opdager, at der reelt ikke sker ændringer.«
Stanislav Tillich, 45 år, er selv af sorbisk afstamning, et fjerde element i dette hjørne af Europa, et mindretal med eget sprog, som bl.a. tilgodeses på vejskilte. Tillich er også chef for ministerpræsident Milbradts kontor og regnes for en kommende mand i Sachsen.
Turisme i den smukke og bjergrige region tegner til at kunne blive en fælles succes. I det sachsiske område har man tal for, at turismen har profiteret på folks rejseangst efter terrorangrebene på USA 11. september 2001. Siden da er turistbesøget steget med 10 procent, og Stanislaw Tillich ser store perspektiver i et trilateralt samarbejde, idet der er fremragende skisportsområder på både polsk og tjekkisk område, så trekantsområdet kan gøres attraktivt året rundt.