Så lukkes bogen om Den Kolde Krig

Wien

Det diskuteres til denne dag, hvorfor præsident Eduard Benes underskrev det dekret, der legitimerede kommunisternes magtovertagelse i Tjekkoslovakiet i februar 1948.

Det hævdes til hans forsvar, at Benes var syg, hvilket ikke kan benægtes.

Det hævdes også, at han frygtede et kommunistisk organiseret massemord på nationens politiske og intellektuelle elite, såfremt han nægtede sin underskrift. Truslen forelå og kunne ikke umiddelbart afvises i betragtning af de rædselshandlinger, der havde fundet sted i andre dele af Øst- og Centraleuropa.

Det korte af det lange er, at Benes satte sin signatur under den demokratiske stats dødsdom, udsat som han var for det hårdest tænkelige pres af skrupelløse gangstere, tjekkoslovakker såvel som russere. Han tog derpå et kommunistisk styre i ed - kommunisternes mirakuløse februar - forlod præsidentposten og døde syv måneder senere, knækket og ensom.

Der fulgte i Tjekkoslovakiet som i resten af Øst- og Centraleuropa et halvt århundrede med politisk tyranni og økonomisk stagnation. Da det hele, lange mareridt omsider blev bragt til ophør i 1989, havde kommunisterne forvandlet den såkaldte østblok til en fattiggård. Omkring en million europæere var blevet myrdet, blandt dem titusinder af kommunister, store som små. Andre utalte millioner passerede igennem kommunisternes lejre, fængsler og torturkamre.

Overhovedet anslås det, at kommunismen i sine mange afskygninger, rækkende fra Europa over Asien og Afrika til Latinamerika, har taget livet af hen ved 100 millioner mennesker.

Den historie skal dog ikke fortælles her.

Folkefronten

Winston Churchill redegjorde allerede i marts 1946, med vanligt klarsyn og med vanlig oratorisk begavelse, for Europas optrækkende tragedie. I sin berømte tale på Westminster College i Fulton, Missouri, erklærede den tidligere britiske premierminister og krigsleder:

»Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over kontinentet.«

Hovedstæderne bag dette jerntæppe - Warszawa, Berlin, Prag, Wien, Budapest, Beograd, Bukarest og Sofia - var, konstaterede Churchill, udsat for en høj og stadigt voksende grad af kontrol fra Moskva.

Et yndet middel var Folkefronten, som indebar, at kommunisterne en tid lang samarbejdede med de borgerlige, mens de anbragte deres folk i politiet og andre sikkerhedsorganer. De insisterede også på - og fik næsten altid - posterne som indenrigsminister, justitsminister og informationsminister. De formelt finere stillinger som statsminister og udenrigsminister overlod de gerne til demokraterne.

De faldt som domino-brikker, disse øst- og centraleuropæiske stater, først landene i Baltikum, som Sovjetunionen under sin diktator, Josef Stalin, ganske enkelt erobrede og annekterede, dernæst Bulgarien, Rumænien, Polen og Ungarn. Kuppet i Prag, som det ikke helt korrekt blev kaldt, rystede i særlig grad Vesten. Året efter fulgte oprettelsen af Den Nordatlantiske Traktatorganisation (NATO), hvis opgave var at beskytte de resterende europæiske demokratier.

Jugoslavien slap med skrækken, men kun fordi en lokal kommunistisk magthaver, Josip Broz Tito, bød Stalin trods. Finnerne slap med skrækken, fordi de i udkanten af Anden Verdenskrig to gange kæmpede som rasende imod russerne. Stalin ønskede ikke flere problemer på den front.

Østrig slap også med skrækken, delt frem til 1955 mellem Anden Verdenskrigs sejrherrer, men altid med udsigt til sin suveræne genrejsning - modsat Tyskland, i hvis østzone kommunisterne og deres socialistiske medløbere i 1949 oprettede den Tyske Demokratiske Republik (DDR) under sovjetisk protektion.

Da var Den Kolde Krig for længst over Europa.

Stegt snebold

I denne særegne krig var Tjekkoslovakiet en brik af største betydning. Centraleuropas højest udviklede demokrati blev rendt over ende af Klement Gottwald, en dreven politisk spekulant, som indledningsvis lå lavt i landskabet i den hensigt at berolige sine borgerlige omgivelser, dernæst som viceministerpræsident anbragte sine håndgangne mænd på stadigt mere indflydelsesrige poster.

Til sidst, mens hans væbnede milits terroriserede Prags gader, behøvede han blot at meddele Benes sine betingelser, hvilket han gjorde med en brutalitet, der slog benene væk under den gamle herre.

Igen og igen rejste centraleuropæerne sig imod deres plageånder - østtyskerne i 1953, ungarerne i 1956, polakkerne ustandseligt og tjekkoslovakkerne i 1968. I sandhedens navn skal det siges, at tjekkoslovakkernes opstand, forestået af Alexander Dubcek, var ublodig og havde mindre at gøre med kravet om demokrati end med tanken om kommunisme med et menneskeligt ansigt, en formodet liberal kommunisme, hvortil den landflygtige polske filosof Leszek Kolakowski bemærkede, at det anså han for lige så sandsynligt som en stegt snebold.

Salami-taktik

Om godt en uge lukkes ikke blot et kapitel, men en hel bog i Europas historie, bogen om kontinentets deling.

Balterne, centraleuropæerne og størsteparten af sydøsteuropæerne er allerede medlemmer af NATO. Natten til lørdag den 1. maj træder Estland, Letland og Litauen, Polen Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien samt Cypern og Malta ind i den Europæiske Union. Europa forenes, hvilket rejser spørgsmålet, hvordan blev det gamle, førhen så sammenhængende kontinent splittet?

Hvor Europas deling begyndte er ikke til at sige. Processen var flydende, begivenhederne mange. I Ungarn taler man om den lokale kommunistleder, Matyas Rakosis salami-taktik: Hver dag, hver uge, hver måned blev der skåret en skive af det demokratiske samfunds korpus. Til sidst stod man med kommunismen.

Mange vil mene, at delingen blev uundgåelig, da Stalin hen imod Anden Verdenskrigs slutning lod sine hære støde frem igennem et territorium, som han på forhånd havde udset til sin kommende indflydelsessfære og ikke var til sinds at slippe.

Det var vel, hvad Winston Churchill erkendte, da han på Moskva-konferencen i oktober 1944 i sin egenskab af regeringschef efter sigende sendte en seddel over forhandlingsbordet med følgende forslag til politisk vægtfordeling i Sovjetunionens favør :

Rumænien 90 procent - Vesten 10 procent

Bulgarien 75 procent - Vesten 25 procent

Ungarn 50 procent - Vesten 50 procent

Jugoslavien 50 procent - Vesten 50 procent

Grækenland 10 procent - Vesten 90 procent

Borgerkrig

Stalin så på sedlen, stak den i lommen og nikkede uden et ord sin godkendelse.

Med den overlegenhed, som Churchill indrømmede ham i Rumænien og Bulgarien, kunne Sovjetlederen føle sig sikker på, at også resten af Øst- og Centraleuropa ville blive hans. Kun Grækenland stod uafgjort tilbage og måtte igennem en borgerkrig, der varede til 1949, før end grækerne landede på den vestlige side af jerntæppet.

Churchill plagedes tilsyneladende senere af dårlig samvittighed.

»Andre kan tage os det ilde op, at vi på denne letfærdige måde har afgjort millioner af menneskers skæbne,« bemærkede han til Stalin. »Lad os brænde den seddel.«

»Vor aftale står ved magt,« svarede Stalin. Derpå trak han sedlen op af lommen og gav den til Chuchill med disse ord: »Her har De Deres seddel. Lad den forblive en hemmelighed mellem Dem og mig.«

Churchills kritikere hævder, at da han talte i Fulton, havde han allerede medvirket til Europas deling. Hans forsvarere vil sige, at han kun gav Stalin, hvad Stalin allerede havde. Churchills håb var, at Sovjetlederen ville kvittere ved at respektere de demokrati-garantier, som han afgav både i Moskva og på den senere Jalta-konference.

Dette skulle vise sig at være ønsketænkning.

Forræderi

Der har været megen tale om Jalta-syndromet, om Jalta i vore hoveder, om Jalta som indledning til Europas deling og andre onder. Det er kun delvis rigtigt. Jalta-konferencen, henlagt til den for længst likviderede tsars sommerslot på Krim i februar 1945, var et af mange led i den kæde af hændelser, der frem til Potsdam-konferencen i sommeren 1945 og videre frem til oprettelsen af DDR skabte østblokken, en slags cordon sanitaire, som Stalin ønskede at lægge mellem Sovjetunionen og den demokratisk-kapitalistiske verden.

Allerhelst havde Stalin set denne vestlige verdens undergang, og med dette formål indgik han i 1939 en hemmelig aftale med Hitler om, at det kommunistiske Rusland og det nazistiske Tyskland skulle dele Baltikum samt Øst- og Centraleuropa imellem sig. Ordningen skulle imponere russerne ved at give kommunisterne kolossale landvindinger i vest. For Stalin var der tale om en tilbagevenden til det tsaristiske imperium, som kommunisterne havde opgivet ved fredsslutningen i Brest i 1917, og desuden om personlig en hævn for det nederlag, som polakkerne få år senere tilføjede marskal Budjonnys rytterhær, hvori Stalin gjorde tjeneste som sikkerhedschef.

For Hitlers vedkommende ville denne handel betyde, at han kunne gribe efter herredømmet i vest uden at frygte for sin ryg i øst. At Hitler derpå alligevel overfaldt Sovjetunionen i 1941 - hvilket førte Stalin ind i den såkaldt antifascistiske alliance med Vesten - var et for Kremlchefen ubegribeligt forræderi.

Magtpolitiker

Derefter var Stalin magtpolitikeren, som ikke lod sig snyde, men gjorde sit bedste for at snyde andre, inklusive Benes, der allerede var blevet snydt i 1938, da vestmagterne i et illusorisk fredshåb udleverede Tjekkoslovakiet til Tyskland.

Om Benes kan man roligt sige, at han gerne lod sig bedrage.

Var han demokrat, denne mand, der trådte til som præsident ved statsgrundlæggeren Tomas Masaryks afgang i 1935? Man kan have sin tvivl, når man betænker Benes-dekreterne, hvormed han efter krigsophøret lod millioner af tyskere fordrive fra Bøhmen, Mæhren og Slovakiet, en retsuhyrlighed, som indgår i EU-staten Tjekkiets lovsamling, og som gennem sin krænkelse af retssikkerheden bidrog til kommunisternes magtovertagelse.

At Benes var slavisk nationalist kan næppe diskuteres, og det var som sådan, at han lod sig smigre af Stalin til at tro, at han - Benes - skulle være Sovjetførerens ven og fortrolige i Europas hjerte, en mand, Stalin kunne stole på, og som stolede på Stalin i langt højere grad end på de vestlige ledere.

Det var nøjagtig den rolle, Stalin ønskede at manøvrere Benes ind i med henblik på at overtage Centraleuropas rigeste industristat, et land, der som følge af sit samarbejde med den tyske besættelsesmagt var sluppet igennem krigen lige så uskadt som Danmark.

Andre kort

Benes står tilbage som den mest naive af de første efterkrigsårs europæiske stats- og regeringschefer, som en mand, der trods sin gode udgangsposition lod sig overrumple af kommunisterne.

I Rumænien, Bulgarien, Polen og Ungarn var kortene blandet helt anderledes ringe for de eksisterende regeringer. At de brød sammen undrer ikke. Mere interessant er, at de gjorde modstand ganske længe.

I Bukarest skete det utrolige, at den kun 22-årige kong Michael - der stadig er i vigør, nu som privatmand med bopæl i Schweiz - i august 1944 kuppede den fascistiske diktator, marskal Antonescu, for derpå at vende de rumænske hære, der havde kæmpet på Hitlers side imod Stalin. Under den følgende storm på Tyskland udgjorde Rumænien den fjerdestørste af de allierede magter - efter Rusland, USA og Storbritannien.

Russernes taknemmelighed var dog afmålt. Armégeneral Tolbukhin lod Rumænien besætte og udstyrede landets ca. 2000 organiserede kommunister med våben, penge og fødevarer, hvilket satte dem i stand til at skaffe nye proselytter. Mens den frygtede viceudenrigsminister Vysjinskij - chefanklager under Stalins skueprocesser i Moskva i 1930erne - dukkede op for at øge presset på den unge konge, indledte en til formålet skabt arbejdermilits sin blodige jagt på allehånde »fascister« og »folkefjender.«

Resultatet var et omsiggribende kaos, som ifølge kommunisterne skyldtes den kongelige regering. Da Vysjinskij krævede indsættelsen af et kommunistisk kabinet under Petru Groza, blev han afvist af kong Michael under påberåbelse af Jalta-aftalens demokrati-bestemmelser. Vysjinskij mistede besindelsen. »Her er jeg Jalta,« skreg han og affyrede sin pistol mod loftet i kongens arbejdsværelse, så de gyldne stukaturer styrtede ned.

Groza blev omsider udnævnt til førsteminister i marts 1945. Dermed var slaget i virkeligheden tabt for de borgerlige. Kongen holdt dog ud til 30. december 1947. Da omringede arbejdermilitsen og det kommunistiske sikkerhedspoliti slottet i Bukarest. Groza opsøgte kongen, medbringende en rød mappe. »Tiden er inde,« meddelte førsteministeren, »da vore veje må skilles.« Han fremdrog derefter en abdikationserklæring, som han bad Michael om at underskrive.

Michael spurgte, hvad der ville ske, hvis han ikke skrev under. »I så fald følger borgerkrigen,« svarede Groza. »Tusinder vil blive dræbt, andre tusinder vil blive arresteret.« Han fremdrog derpå endnu en overraskelse fra sin røde mappe, en ladt Browning. »Jeg er ikke så dum som Antonescu,« advarede Groza. »De kommer ikke til at gøre med mig, hvad De gjorde med ham.«

Få minutter senere var Michael eller Mihai af Hohenzollern-Sigmaringen ekskonge.

Officerskomplot

I Bulgarien, som kun formelt havde sluttet sig til Hitler, men aldrig - af historiske grunde - sendte en soldat i retning af Rusland, benyttede russerne sig af et officerskomplot til at tage magten på bekostning af prins Kiril, der styrede for sin nevø, den kun seksårige tsar Simeon.

Det kommunistiske parti - som omfattede omkring 1000 medlemmer - fulgte en på forhånd fastlagt strategi: hver uge sin krise. De borgerlige blev udskreget til »fascister« og »hitlerister.« Inden for de første seks måneder efter russernes indmarch blev næsten 3000 bulgarere likvideret under et rædselsregime, forestået af Georgij Dimitrov, den tidligere generalsekretær i Komintern og endnu tidligere - i 1933 - frikendt under Rigsdagsbrandprocessen i Leipzig.

Allerede i januar 1945 iværksatte Dimitrov og hans folk den første store skueproces i den hensigt at skræmme bulgarerne. Den omfattede 161 anklagede, blandt dem tre tidligere regenter, tre tidligere ministerpræsidenter og over 100 parlamentsmedlemmer. 96 blev dømt til døden, blandt dem prins Kiril. Natten mellem 1. og 2. februar blev de ført ud til Sofias centralkirkegård og sat til at grave deres egen massegrav. Derefter mejede man dem ned med maskingeværer.

Drengetsaren og hans moder undslap året efter til Vesten. Det hører til historiens detaljer, at Simeon II i dag er republikken Bulgariens borgerlige ministerpræsident under navnet Simeon Saksecoburgotskij.

Afsky

Polakker og ungarere har meget fælles, inklusive dette at de afskyr russerne, polakkerne fordi Rusland fire gange medvirkede til at dele deres land, tre gange i det 18. århundrede, hvilket førte til Polens fuldstændige forsvinden frem til 1918, fjerde gang i 1939 i henhold til den netop indgåede Hitler-Stalin Pagts hemmelige klausuler.

Ungarerne har aldrig glemt, at russiske tropper på vegne af den østrigske kejser nedkæmpede deres nationalopstand i 1849 - og at sovjetiske tropper vendte frygteligt tilbage i 1956 under den næste nationale opstand, som var vendt mod Moskva og de lokale kommunistiske magthavere.

Også Bela Kuns kortvarige kommunistiske regime efter Første Verdenskrig og den brutale erobring af Budapest i hungervinteren 1944-45 indgår i den kollektive ungarske bevidsthed.

Ved Anden Verdenskrigs ophør var Rusland og Polen formelt på samme side, men da polakkerne i juli 1944 rejste sig imod den tyske besættelsesmagt, gjorde Stalin intet for at hjælpe dem, uagtet hans tropper stod i forstaden Praga på Vistula-flodens højre bred. Diktatorens kalkule var, at jo flere polakker, der blev dræbt, des bedre for hans planer om at underlægge sig Polen.

En lignende beregning havde fra 1939 til 1941 foranlediget den sovjetiske sikkerhedstjeneste i de såkaldt befriede polske østområder til at bortføre knap to millioner polakker, fortrinsvis funktionærer, tjenestemænd, soldater, politikere og intellektuelle. Blandt de bortførte var en ung gymnasiast ved navn Wojciech Jaruzelski, der senere med sovjetisk bistand skulle blive sit lands kommunistiske diktator.

I alt opgøres de polske tab i Anden Verdenskrig til seks millioner døde, blandt dem 15.000 officerer i sovjetisk krigsfangenskab, som blev myrdet efter ordre fra Lavrentij Berija, Stalins sikkerhedschef.

Morderisk slag

Det morderiske slag om Warszawa varede i 63 dage. Så gav hjemmehæren op. Den havde 200.000 faldne, og hovedstaden lå i ruiner. Tre måneder senere gik russerne over Vistula, medbringende deres eget kommunistiske apparat, kaldet Lublin-komitéen, som straks tog kampen op med den legale London-regering under bondelederen Stanislaw Mikolajczyk, en af Centraleuropas sejeste anti-kommunister.

Vestmagterne forsikrede Mikolajczyk, at han kunne regne med dem - hvilket tiden skulle vise, at det kunne han ikke. På ny var der bloddrivende repressalier, standretter, politisk sabotage og ulovlige fængslinger, det hele klima af kaos og trusler, inklusive en samtale mellem Mikolajczyk og kommunistchefen Wladyslaw Gomulka, hvorunder Gomulka truede bondelederen med sin pistol.

Såkaldte bandekrige kostede fra 1945 til 1948 omkring 20.000 polakker livet. I samme tidsrum blev 50.000 polakker bortført af den sovjetiske sikkerhedstjeneste, andre 100.000 blev arresteret.

Før det afgørende valg i januar 1947 blev over en million borgere frataget deres stemmeret som følge af frit opfundne politiske forbrydelser. Omkring et hundrede af Bondepartiets funktionærer blev myrdet, i 11 valgkredse blev Bondepartiets kandidatlister erklæret for ugyldige, 500 af partiets tilforordnede blev fordrevet fra valglokalerne.

Efter valget meddelte kommunisterne, at de og deres koalitionspartnere havde vundet 90 procent af stemmerne. Bondepartiet, traditionelt Polens store folkeparti, var udslettet.

Vestlig kritik blev af kommunisterne afvist som uretmæssig indblanding i en suveræn stats indre anliggender.

Pilekorsfolk

Lignende tilstande herskede i Ungarn, som under sin rigsforstander, admiral Horthy, først kæmpede sammen med tyskerne, derpå trak sig ud af krigen med det resultat, at han blev væltet af såkaldte pilekorsfolk, der på ny, kortvarigt og katastrofalt, førte landet ind under Hitlers faner.

Da stod russerne allerede uden for Budapest. De følgende 51 dages kampe lagde hovedstaden i ruiner - hvorpå den russiske marskal Malinovskij frigav byen til plyndring. I gaderne lå 20.000 lig, 200.000 ungarere blev bortført til tvangsarbejde i Sovjetunionen.

Alligevel var de lokale kommunister og deres russiske rådgivere så sikre på deres sag, at de tillod et nogenlunde frit valg i november 1945 med den følge, at det gamle Husmandsparti fik langt over halvdelen af stemmerne. Kommunisterne, der så sig som Ungarns retmæssige herskere, måtte nøjes med 17 procent. Partiformand Rakosi - han yndede at omtale sig selv om »Stalins bedste elev« - blev kun med nød og næppe medlem af det nye parlament.

Nøgen terror

Kommunisterne var rasende og gik over til nøgen terror. Som optakt til endnu et valg i sommeren 1947 lod de deres modstandere myrde eller bortføre eller drive ud af landet. Kritiske dagblade blev forbudt og deres ejendomme saboteret. »Folkefjender« blev pryglet til døde på åben gade eller torteret i det hemmelige politis hovedkvartér på Andrassy ut, Budapests strøggade, som de fascistiske bødler knap nok nåede at forlade, før end kommunisterne rykkede ind.

Der blev svindlet med valglisterne, med de tilforordnede og med stemmeoptællingen. Da den siddende regeringschef, Bondepartiets Ferenc Nagy, blev beskyldt for at stå i ledtog med USA, valgte han at hoppe af under en tjenesterejse i Schweiz. Ungarske agenter stillede på den schweizisk-østrigske grænse med hans 5-årige søn, som de udleverede mod, at faderen gav dem sin demissionsbegæring, nedskrevet på et tilfældigt stykke papir.

Af Churchills lige deling af magten i Ungarn var ikke det ringeste spor. Kommunisterne tilkendte sig selv over halvdelen af stemmerne og herskede uindskrænket i Ungarn som andetsteds indtil 1989 - den måske største katastrofe i Europa siden 30 Årskrigen og Middelalderens pestepidemier.

per.nyholm@jp.dk