Portræt på Jeltsin

I sin sidste tid som præsident var der en slående parallel mellem Boris Jeltsins mentale og fysiske form og Ruslands økonomi. Svag, utilregnelig, uden venner og uden kontakt med virkeligheden.

Efter at Jeltsin fredag trådte tilbage og overlod præsidentposten til Putin står hans svaghed i skærende kontrast til højdepunktet i hans politiske præsidentkarriere. Den blev for alvor indledt i august 1991, da han med stor personligt mod og med folkelig opbakning stående på en kampvogn foran Det Hvide Hus i Moskva standsede et gammelt-kommunistisk militærkup mod den daværende præsident for Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov.

Jeltsin blev og er fortsat i mange kredse symbolet på Ruslands overgang til markedsøkonomi og demokrati efter 70 års kommunistisk centralstyre.

Men svækket af dårligt helbred og manglende evne til at forstå kapitalistisk markedsøkonomi under de seneste års reformproces, tabte Jeltsin pusten og blev politisk mere og mere isoleret fra sine rådgivere og den almindelige russer.

I stedet fremstod Boris Jeltsin ved afslutningen af sin politiske karriere som præsidenten, der løb tør for alt.

Fredag var tiden langt om længe løbet ud for den "folkelige zar", der paradoksalt nok gennem hele sin politiske karriere viste en enestående evne til at overleve politisk.

Ved sin afgang efterlader Jeltsin et Rusland i dyb økonomisk og politisk krise. Økonomisk er Rusland er i dag tæt på et sammenbrud. Banksystemet virker ikke, produktionen i landbrug og industri er på ny faldende, trods enorme naturressourcer kan landet ikke brødføde sig selv og store dele af befolkning lever tæt på fattigdomsgrænsen.

Politisk er Rusland i forfald. Korruptionen er enorm, parlament og regering kan ikke arbejde samme og modarbejder hinanden åbenlyst, og et flertal af befolkningen tror hverken på demokrati eller markedsøkonomi.

De første tydelige tegn på, at Jeltsins æra var på vej mod sin afslutning kom i foråret 1998, da flere af hans mest betroede rådgivere og politiske venner offentligt begyndte at diskutere, om Jeltsin var i stand til at regere landet og hvem, som skulle efterfølge ham.

For selv om han under hele sin tid som præsident er blevet skældt ud og kaldt uduelig, var det første gang, at nogen fra hans inderkreds satte spørgsmål ved hans position, da hans personlige sikkerhedspolitiske rådgiver, Sergej Sjakraj, i foråret offentligt opfordrede Jeltsin til ikke at genopstille til præsidentvalget i år 2000.

I begyndelsen af juli satte hans vicestabschef, Igor Sjadurasulov, åbent spørgsmål ved Jeltsins helbred i et interview i et dagblad.

I takt med at den økonomiske krise forværredes, begyndte også flere af de rigmænd, som støttede Jeltsin under valgkampen i 1996, at ventilere muligheden for, at Jeltsin burde skiftes ud med en mere dynamisk person.

I en italiensk avis opfordrede Vladimir Potanin, chef for storbanken Onexim, Jeltsin til at gå af. Det samme gjorde Boris Beresovskij, der ellers står Jeltsins datter, Tatjana nær, også. Altsammen tegn på, at Jeltsin ikke længere havde fuld opbakning fra sine tidligere støtter.

Midt på sommeren i 1998 falerede Jeltsins dømmekraft helt. Kun tre dage før, at Sergej Kirijenko-regeringen devaluerede rublen mandag den 17. august, forsikrede Jeltsin med knyttede næver på russisk tv, at en devaluering "aldrig" kunne komme på tale.

Mange iagttagere så denne udtalelse som et klart tegn på, at Jeltsin var ude af trit med virkeligheden og ikke forstod, hvor alvorligt det stod til med Ruslands økonomi og hvor hårdt presset, rublen var.

Fra da af og til sin afgang var det åbenbart for de fleste, at Jeltsin ikke længere havde føling med den økonomiske og politiske puls i Rusland, og han var i sin sidste tid som præsident reelt kun en galionsfigur, som ceremonielt kunne vises frem ved udenlandske lederes besøg i Moskva.

Den i dag 69-årige Boris Jeltsin blev Ruslands første folkevalgte præsident. Over 60 procent af vælgerne gav deres stemme til den populære og folkelige politiker ved valget i 1991. Tilliden blev bekræftet i forbindelse med en folkeafstemning i foråret 1993.

I Vesten håbede mange på, at Jeltsin var manden, der kunne sikre Ruslands overgang til demokrati efter 50 års sovjetdiktatur.

Men Jeltsins demokratiske sindelag er var diskutabelt. Han grundlagde aldrig noget parti, og han havde ingen fornemmelse for at skabe alliancer og sikre parlamentarisk flertal for sin politik. Hans politiske program var ham selv, og Jeltsin blev i folkemunde Ruslands første "folkevalgte zar".

Jeltsins rolle som det russiske folks leder blev understreget under det mislykkede kup mod Mikhail Gorbatjov i august 1991. Rundt om parlamentets hvide hus i Moskva samledes moskovitterne sig med Jeltsin i spidsen. Tv-billederne af den populære politiker, der kravlede op på en kampvogn og brugte den som talerstol, efterlod indtrykket af en modig og beslutsom mand.

Boris Jeltsin blev på en gang både redningsmand og banemand for sin politiske rival. Det var Gorbatjov, som i 1985 håndplukkede Jeltsin til at overtage jobbet som partichef i Moskva, hvor han skulle rydde op efter års politisk lammelse i kommunistpartiet, og det var Gorbatjov, som fyrede ham i 1987.

Men Jeltsin trak i sidste ende det længste strå. Mens Sovjetunionen gik i opløsning, kom han til at stå som leder af den største og mest magtfulde republik - Rusland. Et rige med store økonomiske og politiske muligheder, men også med store politiske og sociale problemer samt en hurtigt tiltagende kriminalitet.

Jeltsin overtog også det genstridige kommunistdominerede parlament, der brugte alle midler i kampen mod præsidenten. Den bitre magtkamp kulminerede den 4. oktober 1993, da kampvognene igen blev marcheret op foran Det hvide Hus - denne gang udkommanderet af Boris Jeltsin. 140 mennesker blev dræbt, da der blev åbnet ild mod bygningen, hvor Jeltsins modstandere havde forskanset sig.

Jeltsin stod i den periode "mellem kampvogne og demokrati" og skrev i sine erindringer i 1994, at hele konflikten forekom ham "uvirkelig og absurd".

- Russere, som skød på russere. Det burde aldrig være sket, som han sagde.

Nok vandt Jeltsin den politiske magtkamp, men populariteten i befolkningen var for hastigt nedadgående. Det blev ikke bedre af, at han for at skræmme oprørerne i Tjetjenien den 11. december 1994 for første gang sendte russiske tropper ind i den kaukasiske republik. Operationen blev stærkt kritiseret fra alle sider.

Aktionen i Tjetjenien faldt sammen med hyppige spekulationer om Boris Jeltsins alkoholproblemer og svigtende helbred. Han var flere gange forsvundet for offentlighedens søgelys i kortere og længere perioder, ligesom han på tv havde optrådt i mildt sagt indisponeret tilstand.

Boris Jeltsins karriere har ikke været uden forhindringer, men fra tid til anden gik det også stærkt.

Han blev født den 1. februar 1931 i Ural-byen Sverdlovsk, hvor hans forældre levede som fattige bjergbønder. I 1955 fik han eksamen som bygningsingeniør, og i 1961 meldte han sig ind i kommunistpartiet. Seks år senere avancerede han med flid, entusiasme og den rigtige klassebaggrund til partichef i Sverdlovsk, og på den post blev han, indtil Gorbatjov rekrutterede ham til hvervet i Moskva.

Efter at være blevet frataget alle sine politiske hverv i oktober 1987, levede han i halvandet år som politisk paria i kommunistpertiet. Alligevel tog det tre år, inden Jeltsin meldte sig ud af partiet.

Boris Jeltsin er blevet betegnet som en lykkeridder og en politisk charlatan, men han har også vist sig at kunne stå fast, når det virkelig gjaldt.

Jeltsin skaffede sig mange fjender med sin reformpolitik, men der var helt frem til slutningen af 1997 tillid til, at han kunne udmanøvrere alle modstandere, hvis hans helbred ellers tillod det.

Privat skal Jeltsin være en munter og vittig person, om end med dystre og melankolske tilbagefald.

I sine erindringer afslører han sig også som en rendyrket mandschauvinist. Kvindens plads er i hjemmet, hvor hun skal passe børn og mand op. Jeltsin holder især af sin hustru, Naina, fordi "hun naturligvis aldrig giver ham råd om politiske spørgsmål".

I erindringsbogen mellem lommefilosofiske overvejelser får Jeltsin også gjort op med flere marxistiske læresætninger. Bl.a. konstaterer han, "at politikken alligevel kommer før økonomien". Et klart spark til rettroende kommunister, for hvem udsagnet "økonomien er determinerende i sidste instans" har været et indiskutabelt faktum siden gamle Karl Marx' dage.

/ritzau/