USA har udført angreb på iranske mål for sjette nat i træk
Amerikansk militær benyttede krigsskibe, kampfly og droner i angreb på iranske mål natten til fredag.
Det amerikanske militær har afsluttet den seneste bølge af angreb mod iranske mål.
Det skriver det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, natten til fredag på det sociale medie X.
Kampfly, droner og krigsskibe var ifølge Centcom involveret i angrebene, der var rettet mod iranske kystovervågningsanlæg, maritime kapaciteter, militær infrastruktur og luftforsvar.
Snesevis af iranske mål blev ramt i angrebene, melder Centcom.
Centcom meddelte torsdag aften klokken 20.00 dansk tid, at det for sjette aften i træk havde indledt en bølge af angreb.
Iranske medier berettede kort efter om fjendtlige angreb på en lufthavn i byen Iranshahr, to broer i Hormozgan-provinsen og en togstation i havnebyen Bandar Abbas. Det skrev nyhedsbureauet AFP.
Centcom nævner i opslaget på X ikke om angreb på en lufthavn, broer eller en togstation i Iran.
Angrebene sker ifølge Centcom på ordre fra USA’s præsident, Donald Trump, som vil holde det iranske styre ansvarligt for angreb på civil skibsfart i Hormuzstrædet.
Trump er ifølge Karoline Leavitt, der er talskvinde for præsidenten, stadig åben over for en diplomatisk løsning på konflikten med Iran.
Det sagde Leavitt torsdag på en briefing i Det Hvide Hus. Den blev afholdt, inden Centcom indledte den seneste angrebsbølge.
- De har sagt til præsidenten, at de stadig vil lave en aftale.
- Vi taler med dem, men igen, præsidenten kommer ikke til at lade dem skyde mod skibe i strædet (Hormuzstrædet, red.) uden konsekvenser, sagde Leavitt ifølge nyhedsbureauet AFP.
Leavitt sagde også, at årsagen til de seneste dages angreb er, at Iran ikke har overholdt betingelserne i et forståelsespapir mellem USA og Iran.
- Ifølge forståelsespapiret, som de har underskrevet, må de ikke skyde mod kommercielle fartøjer, der sejler gennem Hormuzstrædet, og desværre har de truffet den for dem tragiske beslutning om at gøre det, sagde hun.
De to lande underskrev i midten af juni forståelsespapiret, der skulle bane vejen for en afslutning på konflikten, der brød ud, da USA sammen med Israel den 28. februar iværksatte luftangreb i Iran.
Iran og USA har flere gange efter underskrivelsen af forståelsespapiret beskyldt hinanden for at bryde våbenhvilen.