Verden er vred. Det vil forandre næsten alt, siger denne kvinde

Atreyee Sen gik rundt blandt skraldebjerge og huse med plastiktag i et slumkvarter i Mumbai.

Det var i slutningen af 1990’erne.

Den indiske antropolog ville tale med kvinderne i kvarteret.

De arbejdede som kokke, stuepiger, på byggeriet og ved fabrikkernes samlebånd.

De fik ikke altid deres løn.

Mange af dem blev slået af deres ægtemænd.

Men det var deres helt unikke overlevelsesstrategi, der fik Atreyee Sen til virkelig at undre sig.

Kvinderne var et rasende kollektiv.

Vreden var deres våben mod uretfærdighed.

»Hvis en af kvinderne blev slået af sin mand, tog resten hjem til ham og truede med at brække hans ben, hvis han nogensinde rørte hende igen,« siger Atreyee Sen.

Nu, i 2024, er hele verden vred.

Ikke brække-benet-vred, men alligevel så vred, at forskere som Atreyee Sen, der er associeret professor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, taler om en vredesepidemi.

Hun ser den over det hele, hele tiden.

Vreden kryber rundt under huden på de universitetsstuderende, der har tordnet mod Israel. Den sidder i Europas højresving ved EU-valget. Den er brændstoffet i de argentinske kvinders kamp for abortrettigheder, i de voldelige optøjer i Storbritannien, og i Donald Trumps succes i USA. Folk er sure på medarbejderen i supermarkedet, på politikerne, på mænd, kvinder, og hvis de befinder sig i trafikken i stigende grad også på hinanden.

22 pct. af verdens befolkning er vrede dagligt. Antallet af mennesker, der oplever negative følelser hver dag, har været støt stigende det seneste årti. Det viser en rapport fra analyseinstituttet Gallup.

Men det er ikke nyt, at mennesker er vrede.

Historisk set har de af os, der har været gale, altid »råbt op«, som Atreyee Sen siger.

Det nye er internettet, de sociale medier, fjernsynet, globaliseringen, og – vigtigst af alt – at det er ved at være okay at blive rasende. Vreden har altid været noget, vi skulle lade fare. Den var farlig og ødelæggende. For os selv og for samfundet. Nu er den idé død.

»Vi kan ikke længere holde al vreden nede. Folk tager den med til valgsteder, ind på sociale medier og ud på gaderne. De mødes online for at rase ud. For at smadre tallerkener. At være vred er blevet noget, man er sammen med andre,« siger Atreyee Sen.

Men hvorfor? Hvad vil det betyde?

Her kommer kvinderne i Mumbai ind i billedet.

Deres vrede peger os i retning af et svar.

Hellere vred end ensom

En ting undrede Atreyee Sen mere end noget andet i slumkvarteret:

Kvinderne var store modstandere af feminismen.

De troede ikke på, at de organisationer, der kæmpede deres sag, ville give flere rettigheder. Al deres snak om at gå fra sin voldelige mand og søge et nyt arbejde var måske sandt nok, hvis man kom fra middelklassen. Men i deres tilfælde? Det holdt ikke en meter.

De svor i stedet til et højrenationalt parti.

Atreyee Sen brugte år på at undersøge, hvad det handlede om. Så mødte hun en kvinde, der fik det til at give mening.

Hun var en slags politisk leder af det vrede kvindekollektiv.

Hun boede på få kvadratmeter med sin familie, arbejdede nat og dag og bar altid en sari – et fem meter langt stykke stof viklet om kroppen. Hun var fuld af selvtillid, og en dag så hun intenst på Atreyee Sen.

»Jeg vil hellere være vred end ensom,« sagde hun.

Selvfølgelig, tænkte antropologen.

»Hun følte, at hun fik et fællesskab med de andre, når hun var vred,« siger Atreyee Sen.

»Samtidig var det hendes eneste måde at vise sin modstand på. Hun havde ingen politisk indflydelse, ingen penge eller social status. Den vrede, vi ser i verden lige nu, handler i bund og grund om det samme. Mennesker er vrede, fordi de kæmper for at få et bedre liv, for at få de rettigheder, de ikke har, og de finder et fællesskab i at være vrede over det sammen,« siger hun.

Fremtiden virker – ligesom i et slumkvarter – dyster.

»Der er krig, klimakrise og stigende økonomisk ulighed. Det gør det svært for mange at være optimistiske. Flere og flere føler, at de må vise deres modstand og pessimisme ved at være vrede,« siger Atreyee Sen.

Malcom X og den argentinske motorsav

Hvis man vil forstå, hvad al vreden kan gøre ved verden, kan man tænke på et berømt citat af den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Malcolm X, siger Atreyee Sen.

»Folk foretager sig intet, når de er kede af det. De græder bare over deres omstændigheder. Når de er vrede, bringer de forandring med sig,« sagde han.

I modsætning til tristhed kan vrede mobilisere. Det kan blive til en kollektiv følelse.

»Og hvis mange mennesker er vrede på samme tid, får de opmærksomhed,« som Atreyee Sen siger.

Vrede har også et andet karaktertræk.

Det nemmere at forholde sig til end økonomiske reformer, feminismens kamp for lige rettigheder eller udenrigspolitiske relationer.

Det viser det argentinske præsidentvalg i slutningen af 2023, fortæller Atreyee Sen.

Det sydamerikanske land har i årtier været ramt af tårnhøj inflation. Årtiers politiske forsøg på at løse krisen er mislykkedes. Mange argentinere lever nu i fattigdom. Og de er vrede. Det forstod manden, der vandt, Javier Milei, at udnytte til sin fordel.

»Han mødte op til ethvert politisk arrangement med en motorsav. Han fortalte om alt det, han ville skære i stykker. Grundlæggende sagde han: ”Se, jeg er vred. Er I også det?” Ingen troede, at han kunne vinde. De så ham som en klovn. Man kan da ikke blive præsident på at være vred, sagde de. Men det kan man i 2024,« siger Atreyee Sen.

Frem med pungen

Men skal vi så forstå vrede som noget skidt for verdens fremtid?

Nej, mener Atreyee Sen. Det er hverken godt eller dårligt.

Man kan ikke proppe følelsen ned i en kasse.

»Vreden kan blive brugt til at opnå virkelig positive resultater og til at opnå virkelig negative resultater. Både klimaaktivister og terrororganisationer er vrede. Vrede er både en drivkraft i politisk splittelse og forandring,« siger hun.

Hvad tror du så, at vreden vil betyde for fremtiden?

»Den vil forandre næsten alt: fra vores relationer til global politik. Politikerne vil i stigende grad være nødt til at tage almindelige menneskers vrede alvorligt i alt det, de beslutter,« siger hun.

Som sagt: Vrede forandrer ting.

Også i de indiske kvinders tilfælde.

Da en af dem på et tidspunkt ikke fik sin løn, troppede kollektivets leder op hos arbejdsgiveren sammen med flere andre. De råbte og skreg, så naboerne kunne høre det, fortæller Atreyee Sen. Indtil han fandt sin pung frem og betalte hende lønnen.

»På den måde skabte vreden en slags hurtig retfærdighed,« siger hun.

Men forandrede det noget på længere sigt?

»Nej, men det ønskede kvinderne heller ikke. De ville bare have løn. De ville have deres mænd til at stoppe med at slå. Det lykkedes. Måske viser det, at vi skal bruge andre følelser, hvis vi skal forandre på tingene strukturelt. Og så dog. Måske vil vrede i fremtiden forandre mere, end traditionel politik nogensinde har gjort. Vi må se, hvornår vi når til vredens ende.«