Flere lande i Europa kræver coronatests af rejsende fra Kina
Bekymring for nye coronavarianter får Frankrig til at teste nogle af de passagerer, der lander fra Kina.
Frankrig og Storbritannien indfører krav om en negativ coronatest fra alle passagerer, der ankommer fra Kina.
Det bliver desuden obligatorisk at bære mundbind om bord på fly fra Kina til Frankrig.
Det skriver den franske transportminister, Clément Beaune, på Twitter.
Coronatesten skal være foretaget højst 48 timer inden afrejse fra Kina. Reglerne træder i kraft 1. januar.
I Storbritannien skal enhver, der ankommer fra Kina fra den 5. januar eller senere, ligeledes kunne fremvise en negativ coronatest.
Der kan desuden blive foretaget test i de lufthavne, hvor passagerer ankommer fra Kina.
Eventuelle positive test vil blive screenet for nye varianter af coronavirusset. Det meddeler den franske regering ifølge nyhedsbureauet AFP.
I Europa er der generelt en tvivl om, hvorvidt man kan stole på de officielle data, der kommer fra Kina.
I forvejen har Italien og Spanien indført lignende regler. Det samme har USA, Israel og en række asiatiske lande gjort.
I Kina har regeringen i løbet af en kort periode skiftet kurs og ophævet de restriktioner, der var indført for at begrænse coronasmitte.
Det har ført til en stigning i antallet af syge kinesere og sat Kinas hospitaler under pres.
EU’s sundhedsagentur meddelte torsdag, at den type restriktioner, som Spanien og Italien har indført, ikke er nødvendige.
EU’s sundhedskommissær, Stella Kyriades har opfordret medlemslandene til at ty til deres nationale overvågningsmekanismer, skrev nyhedsbureauet dpa.
I Danmark er der i øjeblikket ingen indrejserestriktioner som følge af coronapandemien i Kina.
Statens Serum Institut holder nøje øje med, hvordan situationen udvikler sig og konsulterer med udenlandske kolleger.