Major: Der er dømt fordel til Ukraine
Ukraine er i gang med en fremrykning ved Lyman på den nordlige del af fronten. En militærforsker forklarer, hvad offensiven siger om henholdsvis Ukraine og Rusland – og hvad der kan ske nu.
For Kristian Lindhardt at se er situationen ganske vigtig. Og den kan vise sig afgørende for hele den kommende periode af krigen i Ukraine.
Lindhardt er major og militærforsker ved Forsvarsakademiet. Han ser ned på et kort, mens han forklarer præcist, hvad det er, man kan læse ud af et igangværende ukrainsk angreb lige der, hvor russerne har store interesser på spil.