Fortsæt til indhold
International

Madeleine McCanns forældre har tabt sag mod portugisisk efterforsker

Kate og Gerry McCann havde lagt sag an mod en portugisisk efterforsker for injurier, efter at han i en bog om deres forsvundne datter, Madeleine McCann, hævdede, at de kunne være de skyldige.

Madeleine McCanns forældre, Kate og Gerry McCann, har tabt sagen mod den portugisiske efterforsker Goncalo Amaral, der i en bog fra 2008 kom med en teori om, at de var skyldige i Madeleines forsvinden.

Sådan lød afgørelsen fra Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) i Strasbourg tirsdag formiddag.

Afgørelsen er enden på 14 år lang strid mellem parterne.

Goncalo Amaral var ledende efterforsker på sagen om den forsvundne britiske pige Madeleine McCann, der forsvandt fra en ferielejlighed i Portugal 3. maj 2007.

Allerede et år efter udgav Amaral bogen, der på dansk hedder ”Maddie - sandheden om løgnen”. I den beskriver han, hvordan efterforskningen pegede på, at Kate og Gerry McCann selv var skyldige i datterens forsvinden.

Goncalo Amaral udgav i 2008 bogen, der på dansk hedder "Maddie - sandheden om løgnen". Foto. Joao Henriques/AP

Fjernet som efterforsker

Amaral blev fjernet fra posten som efterforsker i det portugisiske politi i oktober 2007 efter at have kritiseret britisk politi.

Efter bogens udgivelse lagde McCann-parret sag an mod den tidligere efterforsker for injurier. I første omgang vandt parret sagen i 2014, og der blev givet påbud mod yderligere salg af bogen. Samtidig blev Goncalo Amaral dømt til at betale 429.000 pund (3,8 mio. kr.) i erstatning.

Amaral ankede dommen og fik medhold i 2017, da højesteret afgjorde, at han var dækket ind af ytringsfriheden.

I 2014 vandt Kate og Gerry McCann den første retssag mod den portugisiske efterforsker. Foto: Francisco Seco/AP

Teknisk set er sagen, der tirsdag blev afgjort af ECHR, en sag mod Portugal og det portugisiske retssystem og ikke mod Amaral selv.

Parret mente ikke, at det fik en retfærdig behandling, og at respekten for dets privatliv blev krænket.

Domstolen i Strasbourg har afgjort, at forældrene fik en retfærdig behandling, da Portugals retssystem tog stilling til sagen.

Madeleine MacCann var tre år, da hun forsvandt. Hun er aldrig blevet fundet.

Madeleine McCann var tre år, da hun forsvandt. Foto: Metropolitan Police

I 2020 hævdede tysk politi, at en 44-årig tysk mand er ansvarlig for Madeleine McCanns forsvinden. Han er hovedmistænkt i sagen, men der er endnu ikke rejst en officiel tiltale mod ham.

Sidste år udgav Goncalo Amaral endnu en bog, hvori han hævder, at den tyske mand er gjort til syndebuk. I bogen gentager han teorien om, at McCann-parret skulle stå bag.