Fortsæt til indhold
International

Liz Truss lover knap 20 milliarder til Ukraine næste år

Liz Truss vil bruge FN's Generalforsamling til at sætte en stopper for verdens afhængighed af russisk gas.

/ritzau/dpa

Storbritanniens premierminister, Liz Truss, lover, at landet vil bruge mindst 2,3 milliarder pund på militærhjælp til Ukraine næste år.

Det siger hun, inden hun tager afsted til New York City for at deltage i FN’s Generalforsamling.

2,3 milliarder pund svarer til omkring 19,5 milliarder kroner.

Premierministeren lover, at Storbritannien vil matche eller overstige den støtte, der allerede er blevet givet til det, hun kalder Ukraines inspirerende styrker.

Hun fortæller også, at hun blandt andet vil bruge generalforsamlingen til at få verdensledere til at stå sammen for at sætte en stopper for afhængigheden af russisk gas, efter at Nord Stream 1 er blevet lukket på ubestemt tid.

- Ved at lukke for hanerne på gasrørledningen Nord Stream har Putin (Ruslands præsident, Vladimir Putin, red.) dømt millioner af mennesker i Europa til en koldere og sværere vinter, lyder det fra premierministeren.

- For mange liv - i Ukraine, Europa og resten af verden - bliver manipuleret af en afhængighed af russisk energi. Vi er nødt til at samarbejde for at sætte en stopper for det én gang for alle.

FN’s Generalforsamling er Liz Truss’ første udlandstur, siden hun tiltrådte som britisk premierminister 6. september i år.