Fortsæt til indhold
International

Canadier i opråb: Vi har mistet alt

Landsby brændte ned i løbet af et kvarter. Livsfarlige varmegrader har udviklet sig til brande flere steder i Canada og USA.

I det sydvestlige Canada kæmper indbyggerne for livet. Efter flere dage med rekordhøje temperaturer i omegnen af de 50 grader har situationen udviklet sig faretruende. 90 procent af den canadiske by Lytton 250 km nord for Vancouver er blevet ramt af brande efter hedebølge. Alle borgere er evakueret.

En af indbyggerne, Edith Loring-Kuhanga, konkluderer på Facebook, at »vores lille by Lytton er væk.«

Edith Loring-Kuhanga, der er skoleadminstrator ved Stein Valley Nlakapamux fortæller i et andet opslag på Facebook, at hun greb sin kuffert, en pude og en computeræske på sin flugt fra flammerne . På trods af en høj eksplosion fra ilden skyndte hun sig tilbage for at få fat på sin pung.

»Vi smed tingene ind i vores køretøjer og begyndte at køre ... vi havde ingen strøm eller internet i Lytton, og alle prøvede at nå ud til folk. Dette er så ødelæggende - vi er alle i chok! Vores medlemmer af samfundet har mistet alt,« skriver hun.

Ifølge BBC spredte brande sig på bare 15 minutter i den canadiske landsby Lytton. Brande har indtil videre hærget 90 procent af byen. Foto: 2 Rivers Remix Society/Ritzau Scanpix

Ifølge BBC spredte branden sig på bare 15 minutter og har indtil videre hærget 90 procent af byen.

»Brandsituationen er ekstrem farlig lige nu. Beredskab gør alt, hvad det kan for at hjælpe borgerne i Lytton,« siger John Horgan, der er leder af provinsen British Columbia, hvor Lytton ligger, til AFP.

Det er ikke kun British Columbia, der har oplevet massiv varme de seneste dag. Også provinserne Alberta, Saskatchewan og Manitoba har været ramt.

Samtidig har der i de amerikanske delstater Oregeon og Washington været varmerekorder, hvor temperaturen flere dage i træk var over 47 grader.

Temperaturerne i det nordvestlige USA og sydvestlige Canada er steget på grund af højtryk, der har dannet en slags kuppel med varm luft over regionen, der også er kendt som Pacific Northwest.

Selv om varmen har taget lidt af, forventes den at fortsætte de næste dage, oplyser myndigheden Environment Canada, der overvåger klimaet.

»Varigheden af denne hedebølge er bekymrende, men det er en lille lettelse, at temperaturen falder om natten,« lyder det i en melding fra myndigheden ifølge AFP.

Antallet af dødsfald i British Columbia har været højt under hedebølgen, og mindst 486 mennesker er døde siden i fredags i varmen.

Mange af dem, der døde i løbet af den seneste uge, var ældre, boede alene og blev fundet i boliger, der var varme og ikke godt ventilerede.

»Det, vi har set her, er helt uden fortilfælde,« siger Mike Farnworth, provinsens offentlige sikkerhedsminister, ifølge The Guardian. Varme-relaterede dødsfald er sjældne i provinsen - kun tre er registreret i løbet af de sidste fem år.

Eksperter - og Canadas præsident Justin Trudeau og USA’s Joe Biden - har knyttet den hidtil usete hedebølge til klimaændringer og har advaret om, at det sandsynligvis vil gøre ekstreme vejrhændelser til en mere almindelig begivenhed i fremtiden.