Glem genbrugsbutikker og loppefund

Hvor ligger den bedste butik med genbrugstøj?

Det er sket mere end én gang, når jeg har haft yngre gæster på besøg, at de har ønsket at gøre kup på berlinske loppemarkeder eller i butikker, hvor aflagt tøj og fejlkøb sælges til billige penge.

Jeg har også selv gjort forsøget, men generelt er det for bøvlet – jeg er på alle måder gennemsnitlig – medium i tøj og størrelse 37 i sko – det mangler altid.

Men her i Berlin er der også en anden måde at få nye input til klædeskabet. Eller andre skabe for den sags skyld. Afhængigt af hvor i byen man bevæger sig, står der guldgruber sat ud på fortove i form af aflagt tøj, glas, kopper, bøger og legetøj. Så står der tit et »zu verschenken« – altså »gives væk« på den pose eller kasse, tingene ligger i. Og så kan forbipasserende ellers slå sig løs.

Jeg bor i Berlin Mitte – et kvarter med en del udenlandske indbyggere, som tydeligvis tit smutter i Ikea og siden enten skifter sagerne ud eller rykker videre til næste storby. Derfor er over halvdelen af min beholdning af skåle (til søde sager eller is f.eks.) en solid del af mine vandglas ægte ”gadefund”.

Jeg har også selv flere gange sat hele poser med brugt tøj ud. Der går aldrig en dag, før det er væk.

Jeg har et sted, som jeg altid lige tjekker. Det er en vinduesrude i en kælderlejlighed, der formentlig engang var en forretning. Her har jeg fundet en lysestage og en is-afkøler af valnøddetræ (jeg håber i hvert fald, at der ikke er tale om en brugt urne, hvilket flere af mine gæster siden har troet, når de har set den i min vindueskarm).

Her ligger også tit tøj, der tiere end i genbrugsbutikkerne passer i hvert fald nogenlunde. Foreløbigt har jeg scoret to nederdele og en varm sweater.

Fordelen ved gadens genbrug er, ud over at det er gratis, at man ikke behøver gå ind i en butik. Og hvis noget ikke passer eller alligevel ender dybt inde i skabet – for det gør noget jo en gang imellem – så er det helt utroligt let at komme af med igen. Ikke noget med at svede bag masken på posthuset eller drøne ned i butikken før lukketid. Det kræver ikke andet end en pose og så ud på gaden, når man alligevel skal ud af døren.

Det eneste, jeg må advare kraftigt imod, er at slæbe større elektroniske apparater hjem. Det er slet ikke altid, de virker. Det kan godt være, den gamle ejer mener, at andre vil kunne få glæde heraf alligevel, men det kan man sjældent. Derfor stod der for et par år siden i flere måneder et alt for stort JVC-fjernsyn i mit køkken. Selv fjernbetjeningen havde ejeren lagt med på fortovet – der manglede nærmest kun en manual og et garantibevis. Man kunne ikke tro andet, end at det stadig virkede. Men det gjorde det ikke. Til gengæld var det tungt. Faktisk havde jeg nået at vænne mig til det. Det var først, da en besøgende veninde tilbød at hjælpe med at slæbe det ned, at det kom tilbage på gaden.

Selvfølgelig var det væk efter få timer.