Reggae-stjerne sigter mod præsidentposten i Uganda
Aktuelt portræt: Bobi Wine er gået fra optræde ved udsolgte koncerter til at udfordre Ugandas mangeårige præsident.
Da det amerikanske magasin Time besøgte den ugandiske oppositionspolitiker og reggaestjerne Bobi Wine tilbage i november, havde han lige trænet og stod ved sin hoveddør iført et par boksehandsker:
»Jeg gør mig klar til Musevni,« lød det.
Yoweri Musevni er Ugandas præsident gennem 35 år, og Bobi Wine er udfordreren ved det kommende præsidentvalg, der finder sted i januar. Og selvom bokse-referencen var sagt med et glimt i øjet, er han ikke desto mindre en seriøs udfordrer ved valget.
Den 38-årige oppositionspolitiker er blevet berømt som afrobeatstjerne og etableret musiker i hjemlandet Uganda, og navnet Bobi Wine er scenenavnet, mens han i præsidentræset løber under fødenavnet Robert Kyagulyani Ssentamu. Lige siden han trådte ind på den politiske scene og senere blev valgt til landets parlament i 2017, er han blevet set som oppositionens vigtigste stemme.
Råbte Danmark op
Bobi Wine blev født ind i en politisk familie, der blev drevet ud i fattigdom efter at have støttet den forkerte kandidat, og politik var noget, han blev bedt om at holde sig fra.
Musikken spillede derimod en stor rolle op gennem barndommen, og da han senere studerede musik, dans og drama på universitetet i hovedstaden Kampala, optrådte han samtidig ved udsolgte koncerter, fortæller Time Magazine.
Anderledes hård kost er livet som oppositionspolitiker i Uganda. Det er blevet til et par anholdelser og så sent som i sidste uge befandt han sig i en bil, der angiveligt forsøgte at køre igennem en vejafspærring, og det fik politiet til at svare igen med skud.
I kampen om præsidentposten i Uganda har Bobi Wine bl.a. også råbt Danmark op. Det skete for et år tilbage, da han i et interview med DR Nyheder opfordrede flere lande, herunder Danmark, til at trække udviklingsstøtten til Uganda.
»Alt, hvad jeg ønsker, er, at udviklingspartnere stopper med at sponsorere vores undertrykkelse og knytte nogle vilkår til den støtte, som de yder,« lød det dengang.