Veganske forældre undgår fængsel: Fejlernæret datter på 19 måneder så ud som spædbarn
Et australsk forældrepar er kendt skyldige, men undgår fængselsdom for at have fejlernæret datter med fejlagtig vegansk kost.
En australsk pige på 19 måneder blev i starten af i fjor fjernet fra sit hjem. På det tidspunkt lignede hun et blot tre måneder gammelt spædbarn i sin udvikling og havde endnu ikke tænder, havde intet sprog og kunne ikke selv rulle om på maven.
Fordi den tilstand skyldtes en forfejlet vegansk diæt, er pigens forældre nu begge idømt en betinget fængselsdom på 18 måneder ved retten i Sydney. Det skriver CNN og BBC.
»Barnet var alvorligt underernæret, undervægtigt og under normal størrelse og forsinket for så vidt angår aldersbetingede mål,« lød det fra dommer Sarah Huggett ifølge BBC.
Forældrene havde sat barnet på en diæt bestående af blandt andet havregryn, kartofler, toastbrød med peanutbutter og bananer samt ris.
Den måltidsplan blev af dommeren benævnt »fuldstændig utilstrækkelig.«
Forældreparret beskrives som værende i 30’erne og har også to ældre børn.
Da myndighederne greb ind, led moderen af en depression og var samtidig blevet tiltagende fokuseret på at opretholde en vegansk diæt.
Dommeren valgte at kritisere faderen for at have »gjort intet som helst« for at få bugt med datterens underernæring.
Hun fortalte samtidig, at forældreparret i begyndelsen af sagen ikke havde vedkendt sig, at datterens omfattende problemer skyldtes fejlernæring.
Forældrene har dog siden erkendt skyld i sagen.
CNN skriver, at den nu tre år gamle pige er placeret i pleje hos en slægtning og har gjort fremskridt i sin udvikling.