Kvinde blev voldtaget af seks mænd i 1944: Derfor var hun vigtig i Oprah Winfreys tale
Recy Taylor, der i 1944 blev voldtaget af seks hvide mænd, var en vigtig brik i Oprah Winfreys tale ved søndagens Golden Globe.
En septemberdag i 1944 blev en 24-årig afroamerikansk kvinde stoppet af seks hvide mænd. Hun var på vej hjem fra den lokale kirke i Abbesville Alabama.
Den unge kvinde ved navn Recy Taylor blev slæbt med af mændene. De voldtog hende og efterlod hende med bind for øjnene i vejkanten. Sladrede hun, ville hun dø, sagde de til hende, inden de forsvandt.
Alligevel gik hun til borgerrettighedsbevægelsen NAACP, hvor hun meldte hændelsen.
Ved søndagens Golden Globe blev Recy Taylor flere gange omtalt i en ni minutter lang tale af tv-stjernen Oprah Winfrey.
»Recy Taylor døde for ti dage siden, lige inden hun fyldte 98. Hun har levet, som vi alle har levet, alt for mange år i en kultur skabt af brutalt magtfulde mænd. Alt for længe er kvinder ikke blevet hørt eller troet på, hvis de vovede at sige sandheden om disse magtfulde mænd. Men deres tid er omme. Deres tid er omme,« lød det fra Oprah Winfrey, mens publikum hujede.
Ordene faldt, da Oprah Winfrey modtog Golden Globes ærespris, som den første farvede kvinde.
En efterforsker ved navn af Rosa Parks blev sat på sagen i 1944. Men på trods af ihærdige forsøg og masser af beviser blev de seks mænd aldrig retsforfulgt.
Social ulighed, racisme og #Metoo-kampagnen var temaet for Oprah Winfreys fængende tale. Historien om Rosa Parks og Recy Taylors var et eksempel på den uretfærdighed, som tv-stjernen nu forsøger at bekæmpe.
Oprah Winfrey hyldede derfor de to kvinder for deres mod til at stå op imod de mænd, der gjorde dem ondt.
Voldtægten i 1944 blev sidste år til en dokumentarfilm i forbindelse med #Metoo-bølgen, der har sat fokus på kvinders rettigheder.