Fortsæt til indhold
USA

USA-kender: Oprah Winfreys tale lød som starten på en præsidentvalgkamp

Tv-personlighedens tale ved Golden Globe-uddelingen i Los Angeles er den, alle taler om dagen derpå.

Den varede mere end ni minutter og tryllebandt salen og seerne foran tv-skærmene. Det er talen, alle taler om dagen derpå. Oprah Winfrey, den særdeles kendte tv-personlighed og tidligere vært på programmet med hendes fornavn som titel, satte ild under det spørgsmål, der har ulmet i lang tid, og som nu er brudt ud i lys lue: Stiller Oprah op som kandidat til præsidentvalget om to år?

»Det lød som en valgkampstale, som lige så godt kunne være afholdt på et demokratisk partikonvent,« vurderer Anders Agner,USA-kender og redaktør på Kongressen.com.

Oprah Winfrey kom ind på social ulighed via sin egen opvækst, racediskrimination med henvisning til ikoner såsom Rosa Parks og Sidney Poitier, mediernes rolle i USA i dag og talte om, hvor splittet landet er. Hun sluttede af med en salut til #metoo-bølgen med en ros til de kvinder - og mænd - der har sagt fra over for dem, der misbruger deres magt og position til at udnytte andre.

Anders Agner kalder talen stærk ud i det retoriske med solide politisk ladede budskaber og holdninger, der kan begejstre befolkningen - og det er en stor del af årsagen til, at hendes navn som mulig kandidat igen er på alles læber.

»Banen hos Demokraterne er helt åben. Der er ingen klare kandidater at vælge mellem, selvom der er mange muligheder og boblere. Kamala Harris, Kirsten Gillibrand, Joe Biden, Bernie Sanders og Elizabeth Warren er de mest indlysende, men ingen af dem har sendt et klart budskab om deres intentioner afsted endnu. Det har Oprah heller ikke, men taler som den i aftes gør kun hendes navn endnu mere varmt og interessant.«

Oprah Winfrey er ikke ubekendt med amerikansk politik. Under tidligere præsident Barack Obamas første valgkamp i 2008 var hun en stærk støtte, og båndene til Obama-familien er forblevet intakte siden. Personlig erfaring med politik har hun dog ikke, men det behøver ikke at være en ulempe, vurderer Anders Agner:

»Påstanden om, at politikere skal have solid erfaring, inden de kan gå efter præsidentposten, blev punkteret med Obamas sejr i 2008. Han havde få års praktisk erfaring, inden han vandt valget. Og Trump havde nul erfaring med politik, inden amerikanerne valgte ham forrige år. Så hvis - og det er jo et stor hvis - Oprah Winfrey vil stille op, så er hendes manglende erfaring nødvendigvis ikke en ulempe.«

Hvad tv-stjernen mangler i politisk erfaring, har hun til gengæld i overflod, når det handler om en tilsyneladende endnu mere afgørende faktor i nutidens politik: berømthed.

»Det så vi med Trump, at det var hans største styrke i forhold til de andre republikanske kandidater, at han var kendt over hele landet, ikke kun i en delstat eller to, men fra kyst til kyst som tv-personlighed. Det kan også blive Oprah Winfreys allerstørste styrke, hvis hun vælger at stille op til valget i 2020,« lyder det fra Anders Agner.

Se hele talen her: