Berømt elefant dræbt af krybskytter
"Mountain Bull", som gennem flere år er blevet filmet af CBS, blev i sidste uge dræbt af spyd.
"Mountain Bull" - en 46-årig, seks ton tung hanelefant - blev i sidste uge fundet død i en af Kenyas bedst bevogtede nationalparker, Mount Kenya National Park.
Elefanten blev ifølge CBS News fundet gennemboret af spyd med stødtænderne fjernet.
"Stedet og måden, han døde på, er chokerende og nedslående for miljøforkæmpere og kenyanere," skriver journalisten og forskeren M. Sanjayan, som har været i Afrika og filmet Mountain Bull for CBS, i en blog.
Fik stødtænderne fjernet
Den store elefant fik fjernet omkring halvdelen af sine enorme stødtænder i 2012, til dels fordi han blev ved med at vælte hegnene og vandre vidt omkring, og til dels for at gøre ham mindre attraktiv for krybskytter. Det hele blev filmet til dokumentaren "Mountain Bulls overlevelse", som har været vist på CBS og nu kan findes online.
Mountain Bull har angiveligt tidligere overlevet flere angreb fra krybskytter. Hans stødtænder er titusindvis af kroner værd på det sorte marked.
Nationalparkens ansatte og forskere blev bekymrede, da det GPS-halsbånd Mountain Bull gik rundt med, viste, at dyret var holdt op med at bevæge sig. Man besluttede sig derfor for at køre ud til stedet, hvor han befandt sig, og der fandt parkbetjentene liget af den store elefant.
Truede dyrearter
Ifølge FN blev 22.000 afrikanske elefanter i 2012 dræbt af krybskytter, og det anslås, at mere end to tredjedele af alle Afrikas elefanter nu er blevet udryddet.
I mange nationalparker rundt om i Afrika har krybskytteriet ført til, at man bruger mange ressourcer på at undgå, at krybskytter får fat i elefanterne, hvis elfenbensstødtænder er meget værdifulde. De afrikanske bagmænd eksporterer ifølge FN især i Asien.
Flere steder udstyrer man - som det var tilfældet med Mountain Bull - elefanterne med GPS-halsbånd, og man er begyndt at bruge dronepatruljer til at overvåge dyrene.