Ekspert: Skjult skade kan have dødsdømt 7K9268
Begge sorte bokse fra lørdagens flystyrt er fundet, og efterforskningen er startet. Ekspert påpeger en 14 år gammel skade som mulig årsag til lørdagens katastrofe, hvor 224 mennesker tordnede i døden over Sinai-halvøen.
Fredag den 16. november 2001.
Fugten hang tung i luften over Kairos lufthavn, da flyet F-OHMP fra Middle East Airlines kl. 12:50 lagde an til landing på landingsbane 05R. En Airbus A321-231 med blot 88 mennesker om bord, heraf 81 passagerer.
Flyet havde fløjet fra Beirut lufthavn - en kort tur på blot halvanden time.
60 meter over jordoverfladen begyndte flyets forende pludselig at stige. For at undgå et muligt stall, reagerede piloten prompte og styrede næsen nedad for at forblive på ret kurs. Men ikke nok. Få sekunder efter rørte hjulene asfalten på landingsbanen, men bragede samtidig halen ned i asfalten med et ordentligt drøn.
Ingen kom noget til den dag - alle slap med skrækken ved dette såkaldte tail strike. Flyet blev dog beskadiget i betydelig grad.
F-OHMP er det selvsamme fly, som lørdag styrtede og sendte 224 mennesker i døden over Sinai-halvøen.
Og måske de skader, flyet pådrog sig en lun novemberdag fra asfalten på runway 05R i Kairo i 2001, forseglede dens triste skæbne 14 år senere? Det mener Clive Irving, flyekspert, i en artikel han har skrevet til det amerikanske netmagasin The Daily Beast.
Du kan finde oversigten over uheldet den varme novemberdag i 2001 her.
Der var ikke noget almindeligt over lørdagens pludselige styrt fra 31.000 fods højde, mener Clive Irving. Det er meget sjældent at et fly, når det har nået sin cruise-højde, bare dratter ned. Og de indledende undersøgelser peger på, at flyet måske delte sig i luften.
Ulykkesstedet udgør søndag et enormt område med en radius på hele 15 kilometer, og vragets opdeling kunne antyde, at hele bagdelen af flyet brækkede af under flyvningen.
Betyder det, at den rev sig løs under en eksplosion, som Islamisk Stat-gruppen Wilayat Sinai hævder? Nej, ikke umiddelbart, mener Clive Irving. For der er ikke umiddelbart nogen synlig skade, der understøtter, at gruppen skulle have skudt flyet ned, som terrororganisationen ellers forsøgte at tage æren for lørdag eftermiddag.
Flere ting peger således på et strukturelt problem, der pludselig forårsagede en katastrofal udvikling for flyet. Og det er ganske ualmindeligt for denne flytype, påpeger Clive Irving:
»Flyet var 18 år gammelt, men med et moderne fly som dette og regelmæssig vedligeholdelse er det ikke grund til bekymring.«
Om kaptajnen nåede at sende signaler om tekniske problemer eller ej er endnu uvist. Flere medier berettede lørdag, at kaptajnen havde meldt om tekniske fejl kort efter afgang, men det forlyder søndag fra de egyptiske myndigheder, at man aldrig hørte fra cockpittet.
Du kan se en video om flystyrtet fra den russiskbaserede tv-station RT News herunder (på engelsk). Artiklen fortsætter under videoen.
De såkaldte tail strikes er ikke ualmindelige. Og når de sker, bliver de straks repareret og grundigt undersøgt, for det er nødvendigt at sikre, at flyets skelet ikke har lidt strukturel skade.
Spørgsmålet er så, om en eventuel skade fra november 2001 er blevet overset. Det vil de kommende dages efterforskning sandsynligvis skabe klarhed over. Begge sorte bokse er nu fundet, og en grundig undersøgelse kan sættes i værk.
De russiske myndigheder har igangsat en efterforskning af styrtet og af selskabet bag flyet, det sibiriske flyselskab Kogalymavia. Lørdag fik selskabet besøg af de russiske myndigheder, som bl.a. beslaglagde flere dokumenter fra selskabets kontor.
Også Airbus melder sig klar til undersøgelsen, og har sendt sit eget hold af tekniske eksperter af sted mod Sinai-halvøen.