Fortsæt til indhold
Afrika

Desperat læge gav ebola-patienter hiv-medicin

I Liberia har en læge tilsyneladende haft gode resultater med alternativ medicin.

Dr. Gobee Logan, læge i den liberiske by Tubmanburg, hævder, at han har nedbragt dødeligheden ved at give hiv-medicin til patienter smittet med ebola.

Han siger til CNN, at han i ren desperation besluttede sig for at give 15 af sine patienter medicinen lamivudin, som er udviklet til personer smittet med hiv.

Ifølge ham er 13 af de 15 personer overlevet, svarende til en dødelighedsrate på 7 pct., hvilket er væsentligt lavere end den sædvanlige dødelighed på ca. 70 pct. i Vestafrika.

De 13 overlevende modtog medicinen inden for de første fem dage under sygdommen, mens de to afdøde fik den mellem femte og ottende dag i sygdomsforløbet.

”Jeg er sikker på, at når patienter får den tidligt i forløbet, så vil denne medicin hjælpe. Jeg har bevist det lige her i min klinik,” siger dr. Gobee Logan.

Lamivudin har dog en række bivirkninger, heriblandt en risiko for leverskade, men han vurderede, at alternativet var værre.

CNN har talt med en af patienterne Elizabeth Kundu, der stadig befinder sig i karantæne på lægens ebola-klinik i Tubmanburg.

”Min mave gjorde ondt, jeg følte mig svag, og jeg kastede op. De gav mig medicinen, og jeg har det fint. Vi tager den, og vi kan spise - vores kroppe har det godt,” siger Elizabeth Kundu.

Dr. Gobee Logan fik ideen til at bruge hiv-medicin, da han læste, at hiv og ebola opfører sig meget på samme måde i kroppen.

Han forsøgte sig først med en anden hiv-medicin kaldet acyclovir, men der var ingen nævneværdig effekt. Herefter forsøgte han sig med lamivudin på en af sine medarbejdere, som var blevet smittet, og vedkommende viste tegn på bedring inden for et døgns tid.

Han erkender, at der skal deciderede studier til for at bevise virkningen, men siger:

”Vores folk dør, og så taler man om studier? Det handler om, at jeg som læge skal gøre alt, hvad jeg kan for at redde menneskeliv.”

CNN har været i kontakt med lederen af det amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases, dr. Anthony Fauci, som siger, at lamivudine i teorien godt kan virke mod ebola, og man er faktisk allerede i færd med at undersøge lignende medikamenter.

Han har bedt CNN videregive sin e-mail-adresse til dr. Gobee Logan og et tilbud om at lade sine laboranter lave kliniske studier. Dr. Gobee Logan har sagt, at han sender ham en e-mail i løbet af denne weekend.

Artiklens emner
Ebola