Balletten er hendes liv
70 år i morgen
For Lise la Cour stopper dansen aldrig. I 10 år – 2002-12 – var hun leder af Ballet San José Silicon Valley School i Californien, hvor hun holdt styr på adskillige hundrede små og voksne dansere. Og i de sidste par år har hun etableret egen balletskole, Lise la Cours LaCademy of Ballet i San Jose. Her tilbyder hun daglig træning, eliteundervisning og sommerkurser. Sideløbende arbejder hun fortsat som koreograf på en række af San Jose Operaens opsætninger.
Hendes egen dansekarriere begyndte for mere end 60 år siden, da hun blev balletelev på Det Kgl. Teaters Balletskole i 1953 og ansat som danser i 1962. Her gjorde hun sig hurtigt bemærket i kompagniet, og i 1978 begyndte hun desuden at koreografere og sætte i scene. Gennem årene har hun skabt trin til et stort antal opera- og skuespil-opsætninger, især på Det Kgl. Teater, og 1988-95 var hun dels assisterende balletmester på Kgs. Nytorv, dels med Bjørn Wiinblad som scenograf skaber af en række populære H.C. Andersen-balletter til eleverne ved Det Kgl. Teaters Balletskole. Da Peter Schaufuss blev balletmester i 1995, kunne temperamenterne ikke forenes; la Cour forlod balletten og vendte sig mod operaen som koreograf, instruktørassistent og en enkelt sæson som administrator, foruden at hun har været formand for Ballettens Private Pensionskasse og etableret eget firma, LAC Agency, der formidlede koncerter, dans og sang.
Sin glæde ved kunstnerisk udfoldelse deler hun med flere af sine børn, Nilas Martins og Ask la Cour, den ene tidligere, den anden nuværende solodanser i New York City Ballet, samt sønnen Mikkel la Cour Rasmussen, der er musiker.