Humor forbinder og deler os

Det er sjældent særlig sjovt at skrive eller tale om humor. Som englænderne siger: En forklaret vits er en misforstået vits. Hvis min onkel Gunnar pludselig udbryder: »Alle børnene spillede dart, undtagen Søren, han hang på døren«, så bliver det ikke mere sjovt af, at jeg forklarer, hvorfor vi griner. At vi genkender en bestemt genre, nemlig den, der begynder med udsagnet »Alle børnene ...«, og at rimets overraskende effekt er årsagen til vores latter.

Men når jeg alligevel bevæger mig ud i denne halsløse gerning, er det, fordi humor er et af de mest fundamentale menneskelige karaktertræk, der findes. Humor forbinder os og forbinder sig med stort set alt.

Af samme grund regner vi som regel mennesker blottet for humor for uinteressante. De mangler ligesom noget – noget menneskeligt. Til gengæld kan det være en af årsagerne til, at de ofte forårsager morsomme situationer. I hvert fald for alle os andre.

Da James Cameron valgte Arnold Schwarzenegger til at spille en robot fra fremtiden i ”Terminator”-filmene, var det formentlig på grund af den alvor, som den tidligere Mr. Olympia med sin maskinelle krop og sit stenansigt signalerede. Hvilket hans tyske accent blot var med til at understrege.

Mange tysktalende mennesker har jo denne herlige engelske accent, hvor vi hører den tyske mekanik bag det ellers så smidige engelske sprog. Alligevel lykkedes det Schwarzenegger at gøre robotten menneskelig, og det især med en vending, der endog strækker det ”engelske” sprog lige lovlig vidt: nemlig ”Hasta la vista, baby”, som Schwarzenegger desuden brugte i sit politiske virke som amerikansk guvernør fra 2003 og frem.

Når jeg holder foredrag om humor, har jeg det ofte ligesom Schwarzenegger – uden sammenligning i øvrigt. Jeg indleder måske mit foredrag med at sige: »I virkeligheden er jeg ikke særlig sjov …«, og så griner tilhørerne som regel. Og hvis jeg fortsætter med at være alvorlig: »Jeg mener det faktisk, jeg er ikke morsom …«, griner de bare endnu mere. Måske jeg skulle prøve med ”Hasta la vista, baby”?

Det er en besynderlig situation at være i, men den viser, hvordan humor ikke bare kommer indefra og ikke kun drejer sig om vores egen indre psykologi. Men lige så meget om, hvad der sker rundt omkring os.

Hansen og især nissen

For et par år siden befandt jeg mig på gågaden i Horsens. Det var ved den legendariske tøjbutik Hansen og Nissen, der for os indfødte horsensianere til jul altid bliver til ”Hansen og især Nissen”. En cyklist styrede lidt klodset ind i et tøjstativ og gav sig i tøjbunken til at tjekke priserne på flere af de stykker tøj, som han rodede rundt i.

Jeg kunne ikke lade være med at grine, fordi cyklisten lod, som om han styrede ind i tøjstativet med vilje. Som om det var den mest logiske måde at shoppe på: »Grøn sweatshirt, 199 kroner. Billigt nok alligevel. Mon den også sidder godt?«

Det var ikke kun mandens styrt, som satte gang i lattermusklen. Jeg grinte også, fordi han lod, som om det var med vilje. Klodsede eller uheldige mennesker kan være morsomme nok, men det medfører en ekstra humoristisk dimension, når de ikke formår at grine ad sig selv.

Den amerikanske filosof Noël Carroll skelner mellem opfundet og fundet humor. Opfundet humor er typisk den mere professionelle og organiserede humor, som vi oplever, når enten onkel Gunnar eller Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i ”Den Korte Radioavis” på Radio24syv folder sig ud. Imens fundet humor er den, vi finder, opfatter og griner ad, i eller efter en bestemt situation. Det kunne være cyklisten ved Hansen og Nissen.

Blondine-testen

Jeg er mest til den sidste slags, fordi den opstår spontant og ikke tvinger lytteren eller beskueren til at hænge på. Det er dejligt med mennesker, der fortæller vitser, men ligesom så mange andre mennesker sidder jeg ofte til et selskab og fremtvinger en halvkvalt latter, når onkel Gunnar eller en anden hjemmelavet historiefortæller fyrer den ene vits af efter den anden.

Jeg ved, at min onkel forventer payoff i form af latter. I den forstand er der noget skummelt over den opfundne humor. I hvert fald som retorisk virkemiddel. Vi bliver taget som gidsler af den ene eller anden art. For hvis vi ikke griner, mangler vi enten humor eller forstand nok til at begribe vitsen. Således griner vi bare ubegribeligt med for ikke at afsløre os selv eller vores mangel på menneskelighed, som de sociale dyr vi nu engang er.

Det gælder også onkel Gunnars racistiske vitser. For eksempel den om, hvor mange jøder der kan være i en folkevogn? Svaret er 45. To på forsædet, tre på bagsædet og 40 i askebægeret. Eller en af hans blondinevitser:

”Hvad er forskellen på en blondine og en dankortautomat?”.

”Dankortautomaten kan godt finde på at afvise dig”.

Psykoanalysens østrigske fader, Sigmund Freud, hævder, at vi med vitser som disse får afløb for vores drifter og aggressioner. I den forstand skal vi ikke holde os tilbage. Det kan også være, at onkel Gunnar fortæller dem for at provokere mig. Han tester med sine vitser mine værdier, holdninger og grænser. Men derfor kan jeg jo sagtens føle mig som gidsel i et værdisystem, som jeg absolut ikke er tilhænger af.

Sagt anderledes så sørger den opfundne humor til en vis grad for, at vi bliver immune over for dens budskab. Uanset indholdet kan onkel Gunnar altid anklage mig for at mangle noget menneskeligt. Det vil sige humor.

Humor inkluderer og ekskluderer

Min bror og jeg vender tit tilbage til cyklisten foran Hansen og Nissen, når vi drikker en kop kaffe eller spiser en god middag. Vi kan faktisk ikke længere huske, hvem af os der oplevede situationen. Hvis det overhovedet var nogen af os? Det er måske ligegyldigt efterhånden.

Humor er jo også et spørgsmål om hygge og om at være i godt selskab. Nok udfordrer humor sociale konventioner og stiller spørgsmål ved den måde, som vi plejer at gøre tingene på. Ja, humor sørger for, at plejeren er død, som onkel Gunnar ville sige det.

Men i mange tilfælde bekræfter og understøtter humor blot et bestemt selskabs sociale regler – såvel bevidst som ubevidst. På den måde skaber humor fællesskab og tryghed. Derfor siger vi, at vi ikke bør grine ad, men med nogen. I hvert fald hvis ”nogen” også er en del af fællesskabet.

Humor både inkluderer og ekskluderer. Et godt grin kan i sig selv styrke et socialt fællesskab. Griner vi derimod ad nogen, griner vi måske allerbedst. Men så bliver humor pludselig også et spørgsmål om magt. For når vi griner ad nogen, degraderer vi dem ofte; vi gør dem mindre end os selv.

Det påstod den engelske filosof Thomas Hobbes allerede i det 17. århundrede. Bag latteren føler vi ære eller hæder, når vi pludselig erkender en højerestående evne eller værdi ved os selv i sammenligning med andre mennesker. Eller når vi føler os overlegne i forhold til os selv.

Grinetrangen opstår, hvis vi ser et andet menneske komme galt af sted. Men ofrene for en latter kan også være en hel gruppe af mennesker som molboer eller aarhusianere, der jo har en lavere prestige end vi højtestimerede horsensianere. Hvad sker der for eksempel, når aarhusianeren går til en tankelæser? Han får selvfølgelig pengene tilbage.

Ved at grine ad andres dum- eller svagheder får vi lejlighed til at fremhæve os selv. Jeg griner altså ikke ad cyklisten foran tøjbutikken, fordi han lader, som om han styrtede med vilje. Men fordi hans latterlighed i virkeligheden afstiver min overlegenhed som menneske i forhold til ham. Jeg soler mig i hans ulykke. Han er kort sagt en klovn, og jeg er Arnold Schwarzenegger. Mindst.

Søren hænger ikke på døren

Jeg indledte med at sige, at humor er et menneskeligt karaktertræk. Af den grund er det også vanskeligt at forestille sig en verden uden humor. Den britiske sociolog Michael Mulkay har dog alligevel gjort forsøget.

Mulkay anser humor som et alternativ til en seriøs form for kommunikation. For humor underminerer og bringer usikkerhed ind i forbindelsen mellem sprog og verden. Derfor vil den aldrig kunne fungere som den dominerende kommunikationsform. Den er derfor som oftest afledt. Det vil sige, at den bygger videre på noget, som eksisterer i forvejen.

Det er formentlig årsagen til, at vi ofte ikke regner den for at være fin nok. Den amerikanske komiker Jim Carrey, der aldrig har været nomineret til en Oscar, har for eksempel vundet en Golden Globe som bedste mandlige skuespiller to gange. Men det var for seriøse roller i melodramaer som ”Man on the Moon” og ”The Truman Show”, ikke komedien ”Dum og dummere”.

Medlemmerne i Oscar-akademiet tænker sikkert, at humor ikke kan være ”rigtig” kunst, for den skal helst være original, nyskabende og ikke have noget fortilfælde. Humor har altid et fortilfælde, den er en parasit og en snylter på især seriøse og alvorlige situationer. Som for eksempel en østrigskfødt bodybuilder i en amerikansk actionfilm.

Alligevel har humor en enormt vigtig funktion. Den sætter tingene i perspektiv, nogle gange endog i et nyt lys, og sikrer, at vi ikke tager os selv for alvorligt.