Fortsæt til indhold
Indland

Ny blå bog: Seje kvinder rykker ind i det fine, blå selskab

Kraks Blå Bog udkommer i dag for 108. gang – med flere kvinder end nogensinde før.

En skrap quiz-værtinde, en medaljevindende hækkeløber og en forsker, der har ændret danmarkshistorien hele to gange.

Igen i år er paletten bred, når Kraks Blå Bog i dag udkommer med 178 nye navne på danskere, som har haft en særlig betydning inden for deres område. I 2017-udgaven af det traditionsrige katalog stikker særligt en gruppe seje kvinder fra vidt forskellige områder ud fra den ellers mandsdominerede mængde:

Atleten Sara Slott Petersen, som vandt sølv i hækkeløb ved OL i Rio i 2016.

Det tidligere folketingsmedlem og eks-SF'er Özlem Cekic, som har slået et slag for demokratiet ved at bygge broer og møde sine modstandere over en kop »dialogkaffe«.

Og TV-værten og journalisten Signe Molde-Amelung, som spidder politikerne med sylespids samfundssatire i det ugentlige DR2-program »Quizzen med Signe Molde«. Programmet blev tidligere i år kåret som årets bedste satire/comedyprogram og selv vandt Signe Molde prisen som årets bedste kvindelige TV-vært.

At hun nu også er optaget i Blå Bog er ret sejt, må hun indrømme.

»Jeg prøvede at lade som om, jeg var ligeglad, men jeg blev faktisk ret stolt og smigret. Det er jo en anerkendelse af det, jeg laver,« siger Signe Molde. For en sjælden gang må hun lede efter de rette ord.

»Jeg vil gerne have folk til at grine med det, jeg laver, men jeg vil også rigtig gerne have dem til at blive lidt klogere og måske tænke en ekstra gang over tingene. De to ting følges ad,« siger hun.

Atleten Sara Slott Petersen, TV-værten Signe Molde-Amelung, brobyggeren Özlem Sara Cekic og Nationalmuseets første kvindelige professor Karin Margarita Frei er blandt de 178 nye navne i Kraks Blå Bog.

Da Blå Bog udkom første gang i 1910 var kun 4-5 procent af personerne kvinder. I år udgør kvinder 22 procent af den samlede liste – den største andel nogensinde. Og kurven er opadgående.

»Vi er glade for, at der er nogle stærke, kvindelige profiler med i år. De er jo også rollemodeller inden for deres forskellige felter,« siger digital chef hos Gads Forlag Bolette Rud. Pallesen.

Der er ingen bestemt kønskvote for Blå Bog, men redaktionen har alligevel et vist fokus på at opsnappe kvinder, forklarer hun og fremhæver selv forskerverdenen, som i år er stærkt repræsenteret i Blå Bog.

Blandt andre er professor Karin Margarita Frei fra Nationalmuseet blevet optaget. Hende vil mange sikkert huske fra DR's programmer »Historien om Danmark«, hvor hendes banebrydende forskning afslørede, at Skrydstruppigen, der blev fundet i en gravhøj i Sønderjylland i 1935, hverken var født eller opvokset i Danmark.

Det var ikke første gang, at Karin Margarita Freis forskning førte til en omskrivning af danmarkshistorien. I 2015 dokumenterede hun, at en anden ikonisk kvinde, Egtvedpigen, heller ikke stammede fra det, vi i dag kender som Danmark, men i stedet var indvandret sydfra – muligvis fra det sydlige Tyskland.

Med 1.641 sider Blå Bog et murstensværk med en kampvægt på over to kilo. Blandt årets nyoptagne er flere direktører, politikere og kulturpersoner, en robotforsker, en guldsmed og en kongelig våbenmaler fra Ordenskapitlet. Ja, you name it.

Se hele listen på Blå Bogs hjemmeside.