Fortsæt til indhold
Indland

Kritik af efterskoleforældre vækker genklang på Facebook: Kære curling-forældre - nu må I denondefløjteme stramme hjelmen

Forældrene har klaget til Undervisningsministeriet.

Blev 46 efterskole-elever på Bernstorffsminde Efterskole mellem Faaborg og Kværndrup på Fyn ulovligt tilbageholdt, da efterskolen mistænkte dem for at have brudt skolens regler ved at tage snus og drikke alkohol?

Det spørgsmål er der flere forskellige svar på i en sag, der har fået Børns Vilkår til at reagere. Organisationen mener at børnenes rettigheder er blevet krænket, mens Undervisningsministeriet også er blevet orienteret om sagen.

DR kan således fortælle, at forældre til børn på efterskolen har skrevet et brev til ministeriet, og heri opfordret til at efterskolens ageren i sagen bliver undersøgt.

Forældrenes kritik går på, at efterskolen har negligeret hensynet til børnenes tarv og have brugt unødig mangtanvendelse, efter at efterskolen - med forældrenes ord - »tilbageholdte« de 46 elever i et klasselokale. Eleverne sad i klasselokalet, mens hver enkelt elev skiftevis talte med skolens forstander om deres konkrete sag. Mens eleverne sad i klasselokalet, måtte de angiveligt ikke tale med hinanden, ligesom de ikke kunne ringe til deres forældre. Det forløb kan skolens forstander imidlertid ikke genkende.

Sagen fra Bernstorffsminde Efterskole har fået den 46-årige selvstændige musiker Lars Kirkegaard til at reagere. På Facebook har han således kritiseret forældrene bag brevet, hvilket i skrivende stund har resulteret i over 9000 likes, 1200 delinger og 1100 kommentarer.

https://www.facebook.com/lars.kirkegaard.3/posts/814866758671877

»Kære curling-forældre: Nu må I denondenfløjteme stramme hjelmen og komme ind på virkelighedens grønsvær!,« lyder det indledningsvist fra Lars Kirkegaard, der ganske tilfældigt deler navn og efternavn med forstanderen på Bernstoffsminde Efterskole.

»Jeg vil som forældre være meget bekymret, hvis mine børn havde gået på den skole, havde lavet de samme åndsvage ting, og det så ikke havde haft nogen konsekvenser. Jeg går ud fra, at jer forældre har været fuldstændig bekendt med, at omgang med snus og alkohol var hjemsendelsesgrund. Eller I har måske ikke lært at læse?,« uddyber Lars Kirkegaard, der mener, at forældrene burde stå til ansvar for deres børns handlinger - i stedet for at skyde skylden på efterskolen.

»Det der er problemet her er åbenbart mange forældres mangeårig seen-igennem-fingre-politik. Og så regner man med, at ”det bliver nok bedre i morgen”, og at ”det kan efterskolen lige fikse”. Ahrr....VÅGN NU OP, forældre! I sidder i jeres eget lort til halsen, og nu prøver I så at indrage en minister i jeres egen forældre-utilstrækkelighed...det er KVALMENDE!!,« skriver den selvstændige musiker.

Jyllands-Posten har tidligere torsdag talt med Lars Kirkegaard - efterskoleforstanderen altså. Han køber ikke den kritik, som forældrene retter. Den historie kan du læse her.