Byråd skal behandle Danmarks første borgerforslag
Albertslunds byråd skal tage stilling til, om byens musikglade unge skal have deres eget lokale.
Byrådet i Albertslund skal nu tage stilling til landets første borgerdrevne forslag.
Det sker, fordi det er lykkedes for nogle af kommunens musikelskere at indsamle 672 underskrifter for, at der skal oprettes et lokale til unge musikere, skriver DR.
Kommunen har nemlig vedtaget et forslag fra Alternativet om, at man kan få deres forslag på dagsordenen, hvis man samler nok underskrifter, så borgerne kan få mere indflydelse på demokratiet.
»Det giver en mulighed for at kunne genskabe tilliden fra borgerne til kommunalbestyrelserne og få fjernet lidt af den politikerlede, som der nu engang er,« siger Kenni Flink, som er politiker for Alternativet og har hjulpet de unge med at indsamle underskrifter.
Forslaget om musiklokalet er det første af sin slags.
Rødovre Kommune har vedtaget en lignende ordning, men her har ingen af forslagene endnu fået den nødvendige opbakning.