Et par måneder inden Ungdomshuset blev ryddet og hevet ned, var JP's fotograf Niels Hougaard forbi det omstridte hus. Kom med tilbage i tiden og ind i Ungeren.
De unge i Ungdomshuset på Nørrebro i København forbereder sig på ”dødskampen”. De sortklædte unge har ikke ejendomsretten på deres side, men de betragter huset som deres og samler allerede sten sammen for at have kasteskyts klar mod politiet. I deres egen selvforståelse kæmper de en retfærdig kamp for en anderledes livsstil. Vi rapporterer fra husets normalt lukkede verden.
Det er onsdag, nedtællingen er i gang. Hver dag er en dag mindre til dommedag. Eller ragnarok, som de kalder det på plakater og løbesedler. Foto: Niels HougaardUngdomshuset på Nørrebronx forbereder sig på konfrontation og en usikker fremtid, men det er også business as usual. Denne kolde novemberaften, hvor Morgenavisen Jyllands-Posten er inviteret indenfor, syder det fra gryder med vegansk lasagnesovs og svær håndværkeraktivitet. Foto: Niels HougaardBoremaskiner graver i murværket. Svejseapparater smeder jerngitre og rør. Der holdes møder i husets øverste etager med et vist hemmelighedskræmmeri. Et punkband øver sig i høj musik på fjerde sal, mens madkøen af sultne aktivister vokser frem mod Folkekøkkenets servering klokken 20, som altid på onsdage. Foto:Niels HougaardDet berygtede kulturhus på Jagtvej har været Københavns skæve og utilpassede unges tilholdssted i 24 år. Foto: Niels HougaardHuset skal i henhold til en landsretsafgørelse være rømmet 14. december, hvorefter en omstridt frikirke efter års juridisk tovtrækkeri endelig vil kunne råde over sin retmæssige ejendom. Foto: Niels HougaardFaderhuset, som den vækkelseskristne gruppe hedder, købte huset i 2001, men har aldrig kunnet anvende det. Sagen synes klokkeklar. Loven har talt. Men hele affæren ser anderledes ud, hvis man bevæger sig ind i løvens hule og taler med de sortklædte og piercede unge. Foto: Niels HougaardDenne aften er der cirka 100. De er vrede. Og kolde i den uopvarmede bygning. Tøjet er for tyndt. De er rykket sammen. Nogle ser forstemte ud. Spørger man ind til det, er de nervøse for fremtiden. Andre planlægger at kæmpe. Alle føler sig svigtet og bruger samme ord: Vi giver aldrig op. Foto: Niels HougaardI husets slidte, graffitifyldte rum er stemningen anspændt. Alle indgange er barrikaderet og forstærket af bomme af jernrør, der fjernes og sættes tilbage hver gang, nogen skal ind og ud. Foto: Niels HougaardFlere unge end normalt deltager i husets aktiviteter. Perifere aktivister bliver stationære, udenlandske parallelgrupper er aktiveret og forventes til byen for at bakke op, når skæringsdatoen nærmer sig. Foto: Niels HougaardUngdomshusets yndlingsfarve er sort. Tøjet er sort, væggene er sorte og gulvene sorte af møg. Nederst i huset ligger cafeen ”Hullet”, hvor Folkekøkkenet serverer økologisk, vegansk aftensmad – ikke bare kødfrit, også uden æg og mælkeprodukter – for en tyver. Ramponerede sofaer står spredt i det rodede rum. Heavy metal lyder fra en højttaler. Bunker af 12-30-årige venter på maden. Foto: Niels HougaardReglerne står på væggen: Ingen racisme! Ingen homofobi! Ingen sexisme! Absolut ingen stoffer Foto: Niels HougaardEn forklarer, at kommer man op at skændes og smides ud, er man forment adgang, indtil man er mødt op på et mandagsmøde og har forklaret, hvad der er sket og forsikret om, at det ikke sker igen. »Vi vil ikke have ballade. Vi går ind for fred. Vores motto er: Vi giver plads til alle, der giver plads til alle,« Foto: Niels Hougaard