Fortsæt til indhold
Indland

Debattør blev svinet til for indlæg om prostitution: Ville konfrontere manden, men fik fat i konen

JP-bloggeren Camilla Schwalbe endte med at fortælle en kvinde om hendes mands tilsvininger på nettet.

I et blogindlæg hos Jyllands-Posten om prostitution, erklærede Camilla Schwalbe sig enig med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i, at man ikke kan gå til en prostitueret og samtidig bestride jobs som skolelærer, politimand eller præst. Efterfølgende modtog hun en besked i sin private Facebook-indbakke så ondskabsfuld, at hun ikke ville sidde den overhørigt.

Hun besluttede sig for at konfrontere manden, som havde skrevet beskeden, med hans måde at debattere på. Hun fik aldrig fat i manden selv. Til gengæld fik hun fat i hans kone.

Camilla Schwalbe har delt historien om opkaldet på sin Facebook-profil.

Camilla Schwalbe, blogger hos Jyllands-Posten, oplever ofte at få hårde beskeder retur, når hun skriver om ligestilling. Men denne gang var det for meget. Arkivfoto.

Hun fortæller til Jyllands-Posten, at hun »blev helt paf, da det pludselig var en kvinde, der tog telefonen.«

Camilla Schwalbe vurderede, at kvinden havde ret til at vide, hvad hendes mand foretager sig på nettet.

»Jeg synes egentlig, det er fair, hvis hans medmennesker og dem, som han holder af, ved, hvordan han opfører sig,« siger Camilla Schwalbe, som fortæller at den private besked fra manden var både dybt personlig og sexistisk.

Konen reagerede ifølge Camilla Schwalbe kraftigt på oplysningerne. Hun blev ked af det, undskyldte på mandens vegne og sagde, at man jo godt kan tale og skrive ordentligt til hinanden, selvom man er uenige.

Læs Camilla Schwalbes Facebook-opdatering herunder.

Camilla Schwalbe oplever, at de reaktioner, hun får på sine blogindlæg, ofte er af meget hård karakter, når emnet er ligestilling.

»Der er et eller andet ved det emne, som får mange mænd til at føle sig forurettede. Så jeg ved godt, at når jeg tager fat på ligestilling, skal jeg tage en dyb vejrtrækning. Den her besked var bare så meget over grænsen, at jeg valgte at reagere,« siger Camilla Schwalbe.