De største guldskatte i Danmark – og den som Stig Tøfting skaffede tilbage efter tyveri
Det nye fund af seks enestående guldringe fra vikingetiden vækker begejstring blandt arkæologer. Her kan du læse om de største guldskatte, man har fundet i den danske muld.
Tre amatørarkæologer gjorde i sidste uge det exceptionelle fund af hele syv armringe fra 900-tallet på en mark i Vejen i Sydjylland.
Seks af ringene er i guld, mens den sidste er i sølv, og med en vægt på cirka 900 gram har det heldige trekløver gjort danmarkshistoriens største fund af en vikinge-guldskat, oplyser Nationalmuseet.
»Vi følte virkelig, at vi havde fundet guldet for enden af regnbuen, da vi fandt den første ring, men da der dukkede flere op, blev det næsten uvirkeligt,« siger den ene af de tre heldige amatørarkæologer, Marie Aagaard Larsen, i en pressemeddelelse fra Nationalmuseet.
Museeumsinspektør og vinkingetidsekspert Peter Pentz er imponeret over det enestående fund.
»At finde bare én af disse ringe er stort, så det er noget helt særligt at finde syv,« siger han.
Armringene menes at have tilhørt vikingetidens absolutte elite, og de kan måske være med til at fortælle arkæologer om datidens adelige netværk og spredningen af kongens magt.
Her er ifølge Nationalmuseet de fem største guldskatte, der nogensinde er blevet fundet i Danmark:
5. Guldfundene fra Boeslunde
Over mere end 100 år er der gjort en lang række enestående guldfund ved Boeslunde mellem Korsør og Skælskør på Vestsjælland. Her er jorden fyldt med levn fra bronzealderen, og der er blandt andet dukket store guldringe og guldkar op af mulden.
Sidste år blev der fundet op mod 2.000 små spinkle guldspiraler fra bronzealderen, som udgjorde et mysterium for arkæologerne. De anede simpelthen ikke, hvad spiralerne, der stammede fra 900-700 før kristi fødsel, havde været brugt til.
4. Vester Vedsted-skatten
Med cirka 750 gram guld var et skattefund fra Vester Vedsted i Sydvestjylland indtil i sidste uge danmarkshistoriens største guldfund fra vikingetiden, Men nu har fundet af de seks guldringe i Sydjyllands skubbet skatten ned på andenpladsen. Vester Vedsted-skatten er den fjerdestørste guldskat, der er fundet i dansk jord.
3. Ringene fra Vejen
Ifølge museumsinspektør og vikingetidsekspert Peter Pentz er der ingen tvivl om, at den nyfundne guldskat har tilhørt vikingetidens øverste elite. Armringene har sandsynligvis været brugt af en stormand som alliancegaver, som belønning til hans betroede mænd eller som edsringe.
2. Tissø-ringen
Tissø-ringen blev fundet på en pløjemark ud for Tissø på Vestsjælland i 1977. Med en vægt på 1,83 kg er den Danmarks største genstand af guld fra vikingetiden, men ringen betragtes ikke som et decideret skattefund, da den er fundet som et enkeltfund.
Omkring år 1900 blev vandstanden i Tissø-sø sænket, og op gennem 1900-tallet gjorde man en række betydningsfulde fund af smykker, redskaber, våben og gårdanlæg i den tidligere søbund.
Ifølge arkæologer vidner de mange fund om, at der har ligget en rig bebyggelse på Tissøs vestlige bred fra ca. år 600-1.050.
Der knytter sig samtidig en ret speciel historie til Tissø-ringen. I 1994 blev det tunge halssmykke nemlig stjålet fra Moesgaard Museum i Aarhus, og straks opstod der frygt for, at det enestående danefæ ville blive smeltet om. En dusør på 175.000 kr. blev derfor udlovet for at skaffe ringen tilbage.
Det ene førte til det andet, og sagen endte med, at AGF-spilleren Stig Tøfting fungerede som mellemmand for tyvene i en frit lejde ordning, hvor han afleverede skatten til politiet. Den gode gerning kastede 10.000 kr. af sig til »Tøffe«.
1. Guldhornene
Den nok meste kendte oldtidsskat i Danmark er guldhornene, der blev fundet i Gallehus få km fra Møgeltønder i Sønderjylland.
Guldhornene blev lavet i den germanske jernalder omkring år 400 efter kristi fødsel og var udsmykket med både romerske og nordiske motiver. Deres samlede vægt var næsten syv kilo. Det lange horn blev fundet 1639 og næsten 100 år senere, i 1734, fandt man få meter derfra det korte horn.
Den dramatiske historie om guldhornene er desværre velkendt: Begge horn blev stjålet og omsmeltet i 1802, så deres udseende kendes udelukkende fra billeder fra 1600- og 1700-tallet. De horn, som er i dag er udstillet på Nationalmuseet er kopier.
Også kopierne blev i 2007 stjålet, da de var udlånt til en udstilling i Jelling, men blev fundet allerede dagen efter.
Metaldetektormanden
I marts mødte Jyllands-Posten Danmarks mest succesfulde danefæ-jæger, metaldetektormanden Klaus. I næsten 30 år har han gået rundt på de bornholmske marker med sin detektor og har fundet tusindvis af danefæ, hvoraf flere er udstillet på Nationalmuseet. Se videoreportagen her:
”Jeg har sådan en flamme, der brænder i mig. Det er ligesom narkomani”