Fortsæt til indhold
Indland

København skifter fra pipfuglekurser til fast job

En stor omlægning sender ledige ud i virksomheder i stedet for på kurser - og det virker, fastslår borgmesteren.

2.100 københavnerne vendte i 2015 ryggen til arbejdsløshed og stoppede med at hæve lønnen i en offentlig kasse.

»Det er skønt for den enkelte at kunne forsørge sig selv, og det er godt for kommunens skatteborgere. Og så er det dejligt at se, at en kæmpe strategisk satsning giver så kontant et resultat,« siger Københavns integrations- og beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R).

Den store ændring, som borgmesteren beskriver som et »stort turn around« indebærer, at de mange aktiveringskurser - også kaldet pipfuglekurser - er skiftet ud med en politik, hvor så mange ledige som muligt placeres i en privat virksomhed.

»Vi har ændret systemet, så det et slut med pipfulgekurser, og vi har sat en stopper for det regime, hvor det handlede om kontrollere den ledige og sætte de rigtige krydser og boller i skemaerne. Og det virker,« siger hun og peger på, at den nye indsats - trods udgifter til løntilskud på virksomhederne - sparer Københavns Kommune for 234 mio. kr.

Københavns kursskifte er hjulpet stærkt på vej af ændret lovgivning og en ny refusionsmodel, som straffer kommuner, der ikke får de ledige i gang.

Alligevel ligger København forrest i feltet med en stigning på 33 pct. af ledige, som er kommet væk fra offentlig forsørgelse. Det svarer til 2.100 personer, og selv om konjunkturerne og væksten i virksomhederne også trækker i den rigtige retning, har Københavns Kommune beregnet, at effekten af den nye strategi er ensbetydende med 1.700 færre ledige fra 2014 til 2015.

Selv om borgmesteren glæder sig over de foreløbige resultater er hun optimistisk for fremtiden. Allerede i andet halvår af 2016 regner Anna Mee Allerslev med at udbygge strategien med placere ledige ude i virksomhederne,

»Selv om vi er nået langt, regner vi med en ketchupeffekt i de kommende måneder, fordi det er først er nu, at hele omstillingen er ved at være på plads,« siger hun.

Københavnske jobcentre bruger både virksomhedspraktik og løntilskud, når de skal have ledige væk fra offentlig forsørgelse.

»Mange virksomheder efterspørger praktik, og det er en godt springbræt ind i en virksomhed for ledige, som har været længe væk fra arbejdsmarkedet eller måske har været syge og nu er på vej tilbage. Næste skridt efter praktikken kan så være et løntilskudsjob, der forhåbentlig ender i et ordinært job,« siger borgmesteren.