Kvinderådet: Det er enormt trist, at Danmark skærer ned på støtte til kvinders rettigheder
Der er ikke lagt op til flere danske støttekroner til projekter, som skal sikre kvinders rettigheder rundt om i verden.
Det sender et skidt signal, når Danmark i disse dage er vært for "Women Deliver" - en stor konference for kvinders rettigheder - men samtidig skærer ned på nogle af de projekter, der hjælper kvinder i udviklingslandene og ikke har til hensigt at bruge flere penge på ligestilling fremover.
Det mener forkvinde for Kvinderådet og næstformand i LO, Nanna Højlund, der flere gange har været med til FN's Kvindekommissions samlinger og er involveret i flere projekter i Mellemøsten.
»Det er enormt trist, at den her konference bliver holdt i Danmark, og samtidig kommer vores udenrigsminister med en sådan udmelding. De her ting sker ikke af sig selv. Ikke én eneste af dem. De initiativer, som skal sikre kvinders rettigheder, koster altså penge,« siger hun til Jyllands-Posten.
På Women Deliver-konferencen, som foregår i Bella Center i København, bliver der bl.a. uddelt en pris med en pengepræmie til et af de nyopstartede projekter, som kan øge ligestillingen og gøre livet lettere for kvinder i udviklingslandene.
»Nu er det tid til at fremme disse initiativer, støtte dem og at hjælpe med at realisere dem,« siger Women Delivers danske direktør, Katja Iversen.
Alligevel vil udenrigsminister Kristian Jensen, som også deltager i konferencen, ikke bruge flere penge på initiativer, der kan sikre bedre ligestilling i andre lande.
»Vi bruger allerede en stor pose penge hvert år. I 2015 brugte vi 3,5 mia. kr. på kønsmæssig ligestilling, når man ser på, hvad Danmark giver i udviklingsbistand, og hvad programmerne indeholder,« har han forud for konferencen sagt til ritzau.
Hos Kvinderådet mener Nanna Højlund, at et dansk værtsskab for en så stor konference samt Danmarks position som foregangsland på ligestillingsområdet bør forpligte ud over gode hensigter.
»Så kan man jo godt sige: Hvad skal man så med konferencen? Det er et rum, hvor man sætter sig ned og taler, men der skal også handling til,« siger hun og tilføjer, at Kvinderådet har været involveret i flere projekter rundt om i verden, der nu bliver skåret ned på i forbindelse med de besparelser på udviklingsbistanden, regeringen har foretaget.
Også De Radikales udviklingsordfører Martin Lidegaard har kritiseret Venstre-regeringen for at tage imod ros fra det internationale samfund, mens man samtidig skærer ned på udviklingsbistanden.
»Det er dybt hyklerisk,« siger han til Avisen.dk i forbindelse med en undersøgelse, der har vist, at regeringen skærer ned på støtten til flere kvindeorganisationer og helt dropper 17 kvindeprojekter i udviklingslandene.
I 2016 er den danske udviklingsbistand på i alt 14,8 mia. kr., hvilket er 2,9 mia. kr. mindre end sidste år.
Undersøgelser fra bl.a. McKinsey & Co. viser, at en investering i kvinders rettigheder vil betyde store økonomiske gevinster for samfundet, og det budskab går igen i Women Delivers slogan: "Når verden investerer i piger og kvinder, vinder alle".
Nanna Højlund mener, at den økonomiske gevinst ved ligestilling er et godt og brugbart argument, når man skal fremme kvinders rettigheder. Men det argument kan ikke stå alene.
»Kulturelt skal der andet til end økonomiske incitamenter. Økonomisk gevinst skaber ikke rettigheder, det giver ikke de rettigheder, som er så vigtige for kvinder i hele verden. Der skal en kulturel ændring til også,« lyder budskabet.
Blandt de danske deltagere ved Women Deliver-konferencen er ud over udenrigsministeren også statsminister Lars Løkke Rasmussen, H.K.H. kronprinsesse Mary og repræsentanter fra Dansk Industri samt flere store selskaber.
Ifølge en rapport fra World Economic Forum, der udkom i efteråret 2015, er Danmark nummer 14 på listen over lande med mest ligestilling - langt efter vores nordiske naboer. Blandt de lande med mindst ligestilling finder man lande som Pakistan, Iran, Libanon og Jordan.